Efter sin åbenlyst mislykkede bestræbelse på at forhindre Ruslands invasion i Ukraine synes Biden-regeringen opsat på at øge sit globale ry for svaghed ved at indgå endnu en fejlsporet atomaftale med Iran.
Forhandlingerne i Wien om at genoplive Joint Comprehensive Plan of Action (JCPOA), aftalen fra 2015 om at begrænse Irans forsøg at opnå atomvåben, siges at være tæt på en konklusion, hvilket kan betyde, at en ny aftale vil kunne erklæres inden for de kommende uger.
Idet både iranske og vestlige embedsfolk antyder, at man er tæt på at nå en aftale, synes den sidste tilbageværende hindring at være Ruslands krav i sidste øjeblik om, at Moskva skal friholdes fra sanktioner på sine fremtidige handelsaftaler med Teheran.
Som en af underskriverne af den oprindelige JCPOA-aftale, der blev forhandlet på plads af Obama-regeringen, har Rusland været fuldt involveret i de seneste samtaler om at genoplive aftalen, ligesom forhandleren fra USA. Vestlige forhandlere har hævdet, at Moskva effektivt har støttet Iran i at modsætte sig presset fra USA om at gøre indrømmelser.
Ruslands beslutning om at invadere Ukraine har imidlertid kompliceret sagen: Vesten har reageret ved at indføre hårde sanktioner imod Moskva – sanktioner som også vil gælde alle fremtidige handelsaftaler, som Rusland måtte indgå med Teheran, i det tilfælde at man blev enige om en ny atomaftale og sanktionerne mod Iran blev ophævet.
I begyndelsen sagde Washington, at man ingen intentioner havde om at tilbyde at friholde Rusland for sanktioner. Men den russiske udenrigsminister Sergey Lavrov, som udtalte sig under et besøg i Teheran i den forgangne uge, insisterede på, at Moskva havde modtaget en skriftlig garanti fra Washington vedrørende Vestens sanktioner mod Rusland på grund af Ukraine. Bemærkningen antyder, at Rusland fortsat kan handle med Iran trods USA’s sanktioner.
“Vi har modtaget skriftlige garantier,” sagde Mr Lavrov. “De er inkluderet i selve teksten til aftalen om at genoptage JCPOA vedrørende det iranske atomprogram.”
Hvis det er sandt, så er selve det faktum, at Rusland har forsikringer fra Washington om, at sanktionerne ikke kommer til at påvirke dets handel med Iran, et yderligere bevis på Biden-regeringens desperation efter at opnå en ny aftale med Teheran, selvom det kan betyde ubehagelige indrømmelser vedrørende Irans nukleare aktiviteter.
De seneste vurderinger af de fremskridt, som Iran har foretaget i sit program for uranberigelse – en afgørende proces i udviklingen af kernevåben – er bestemt uhyggelig læsning. Efter at Iran brød med sine JCPOA-forpligtelser til at begrænse uranberigelsen i slutningen af 2020, vurderes regimet i dag at besidde tilstrækkelige mængder beriget uran til fire nukleare sprænghoveder.
Desuden demonstrerede Irans Islamiske Revolutionsgarde yderligere forfinelse i sin ballistiske missilkapacitet ved at sende sin anden satellit ud i rummet tidligere på måneden. USA insisterer på, at satellitudsendelserne er et brud på FN’s Sikkerhedsråds resolution, mens efterretningseksperter mener, at Irans rumprogram bruges til at udvikle interkontinentale ballistiske missiler, som er i stand til at medføre nukleare sprænghoveder.
Irans øgede lager af beriget uran, sammen med dets yderligere forfinelse af sin missiludvikling, volder afgjort dyb bekymring hos de vestlige embedsfolk, som deltager i Wien-forhandlingerne; de synes blot ikke at vide, hvad de skal gøre ved det.
Corinne Kitsell, Storbritanniens permanente repræsentant i Det Internationale Atomenergiagentur, udtalte tidligere på måneden:
“Iran er fortsat med at udvikle sit atomprogram ved at udvide sit lager af beriget uran og udføre aktiviteter, som giver permanent og uudslettelig viden. Irans atomprogram har aldrig før været så langt fremme og udsætter det internationale samfund for en hidtil uset grad af risiko.”
Alligevel tyder alt på, at Biden-regeringen næppe vil holde Teheran ansvarlig for dets skamløse tilsidesættelse af JCPOA, men derimod i stedet vil presse på for at sikre en ny aftale.
Grunden er, at Washingtons topprioritet i dag, hvor de globale energipriser stiger med raketfart som følge af Ukraine-krisen, går på at ophæve sanktionerne imod Iran, så regimet igen kan producere olie med henblik på at øge den globale produktion og sænke priserne på benzin og opvarmningsolie i USA inden det kommende midtvejsvalg den 8. november.
Problemet for Mr Biden er, at han på grund af sin manglende evne til at reagere på den meget reelle trussel ved Irans nukleare ambitioner simpelthen kommer til at præsidere for en yderligere nedbrydelse af Amerikas position som verdensmagt.
Mr Bidens manglende vilje til at erkende virkeligheden i Irans nukleare ambitioner har allerede fremkaldt spændinger med Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater, to olieproducerende Golfstater som tidligere havde tætte bånd til Washington. Deres skuffelse over Biden-regeringens adfærd blev afspejlet for nylig i de to landes lederes nægtelse af at besvare opringninger fra Mr Biden for at drøfte det globale energikoks.
Det Hvide Hus burde forstå, at disse to tidligere amerikanske allieredes nægtelse af overhovedet at tale med Mr Biden om et så vitalt emne som globale energiforsyninger er en direkte konsekvens af dets egen fejlagtige tilnærmelse til Iran-aftalen, som, hvis denne fortsætter i sin nuværende form, blot vil udgøre endnu en pind i kisten for Mr Bidens præsidentperiode.
Con Coughlin er redaktør for Telegraph‘s Defence and Foreign Affairs og en Shillman Journalism Fellow ved Gatestone Institute.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)