Intet kan redde det samspilsramte sundhedsvæsen

Uværdig overbelægning på danske sygehuse, der fortsætter med at plage patienter og personale trods klare politiske løfter, er en af de mange gamle travere på sundhedsområdet.

Ældre, skrøbelige patienter samt syge børn og kvinder er i store tal henvist til at ligge på gangene, på propfyldte stuer eller i skyllerum, hvor de behandles og passes af fortravlede medarbejdere, som har svært ved at nå alle deres opgaver og risikerer at begå fatale fejl.

I dagens Berlingske kan man læse, at der over en periode på et år – fra maj 2021 til april 2022 – har været i alt 284 dage med overbelægning på akutafdelingen på Holbæk Sygehus. Det svarer til, at der i gennemsnit har været 24 dage med overbelægning hver eneste måned.

Akutafdelingen i Holbæk er ikke det eneste sted i landet, hvor det vælter ind med patienter, og der er for få medarbejdere til at tage sig af dem. Der er også massiv overbelægning på akutmodtagelserne på Herlev-Gentofte Hospital og Aalborg Universitetshospital, hvor der mange måneder er overbelægning i 20 dage eller mere.

Overbelægningsproblemerne skyldes bl.a., at ældre, der er færdige med deres behandling, parkeres i en sygehusseng. Det er ikke alene et problem for de patienter, som ligger og venter på at komme hjem eller få anvist plejehjemsplads, men også for sygehusene, der har brug for sengene på de medicinske afdelinger.

Ifølge de seneste opgørelser tilbringer flere tusinde patienter årligt tilsammen omkring 40.000 dage på hospitalerne, efter at de faktisk er blevet færdigbehandlet og erklæret raske. Det svarer til, at der hver eneste dag året rundt er 110 senge, der fyldt op med patienter, som ikke burde være der.

Den aktuelle krise i sundhedsvæsenet er kun begyndelsen. Det bliver meget værre i de kommende år, hvor antallet af ældre og syge vokser kraftigt.

Politikerne reagerer som de altid har gjort: enten bevilger de flere penge til det i forvejen samspilsramte sundhedsvæsen eller fifler med statistikkerne.

I Region Nordjylland har regionsrådet f.eks. afsat 25 millioner kroner til Aalborg Universitetshospital for at dække kraftigt voksende udgifter til eksterne vikarer.

Og i 2017 begyndte myndighederne at fifle med belægningstal. I deres målinger ændrede de på definitionen på overbelægning, hvilket får problemerne til at fremstå mindre alvorlige.

Den voksende krise i det danske sundhedsvæsen skyldes strukturelle udfordringer, dvs. sundhedsvæsenets politisk styrede indretning, meget dårlige politiske prioriteringer, dårlig organisering og ledelse, et omfattende bureaukrati med mange ledelseslag og ineffektiv ressourceudnyttelse.

Regionerne sidder tungt på monopolet og afviser ethvert forsøg på at effektivisere sundhedsvæsenet, fordi de har en stærk egeninteresse i selv at levere sundhedsydelserne på trods af, at disse kunne fås bedre og billigere på private hospitaler og klinikker. Af ideologiske og pekuniære årsager forhindrer regionerne derfor en udvikling, hvor de får konkurrence.

Og for sygehusmafiaen – det overflødige og omkostningstunge ledelseslag af sygehusdirektører, læger og sygeplejersker, som efterhånden har etableret sig tungt i systemet – er en flot karriere, gode lønninger og privilegier knyttet til, at status quo i sundhedssystemet bliver opretholdt, så de kan beholde deres attraktive poster.

Facit er, at selv om der i Danmark hvert eneste år bruges flere penge på det planøkonomiske offentlige sundhedsvæsen, følger servicen og kvaliteten ikke med. Og derfor vil problemerne med overbelægning blive ved med at vokse. Det må danskerne lære at leve med.

André Rossmann