INTET NYT FRA ØSTFRONTEN

Statsminister Mette Frederiksen har som bekendt erklæret sig både rød og grøn. Nu lyser hun også i gult og behersker hermed alle signalfarverne i et trafiklys. Gul er jo fejhedens farve og afspejler regeringens lyssky manipulation med vælgerne i den verserende korankrise. Regeringen tør ikke fortælle befolkningen, at den ønsker en indskrænkning af ytringsfriheden, men fortæller os, at man for at sikre borgenes frihed og tryghed mod trusler fra enkelte galninge, der provokerer lov og orden ved hyppige afbrændinger af muslimernes hellig skrifter, er nødt til at gennemføre en lovændring til almenvellets bedste. Et yderst beskedent lovindgreb bedyrer statsministeren, et juridisk nålestik. I virkeligheden agter Regeringen at genindføre blasfemiparagraffen, ikke til beskyttelse mod al blasfemi, men for at skærme islam mod hån, spot og latterliggørelse. Så simpelt er det. Det skal bare se ud som noget andet, helst noget, der dufter af tryghed og sikkerhed for hele folket.

Den optiske illusion således er et populært instrument i politikernes værktøjskasse. Frem for alt i Ukraine-krigen, hvor vestlige politikere markedsfører en fælles støttepolitik til Ukraine, der emmer af solidaritet, grænseløs militær hjælp og politisk broderskab. Virkeligheden er en anden. Krigen med Rusland er havnet i stivnede fronter med vekslende og beskeden fremgang for begge parter. Ukraine kan ikke vinde krigen ved at trænge de russiske styrker ud af de besatte områder, Donbas og Krim, og russerne er ikke stærke nok til at invadere hele Ukraine og gøre landet til en russisk lydstat, hvad der var den oprindelige hensigt med invasionen i 2022.

Anden verdenskrig viste tydeligt, at for Ukraine er en beherskelse af luftrummet forudsætningen for at besejre fjenden. Hitlers store offensiv i Ardennerne i julen 1944 forløb rigtig godt for de tyske styrker, så længe sne og et lavthængende skydække forhindrede de allieredes fly at gå på vingerne. Men så blev himlen atter klar og blå, og de angribende tyske divisioner blev hurtigt udslettet af raketter og maskinkanoner fra amerikanske P-38 og P-51 Mustang-fly. Ukraine har siden krigens begyndelse råbt og skreget på moderne vestlige kampfly uden at få dem. Nu er der endelig tilsagn om leverancer af nogle få F-16 fly, der dog først kan ventes indsat i sidst på året, altså næsten to år inde i krigen. Vestlige medier beretter begejstret om de mange moderne våben, der strømmer ind i Ukraine fra vestlige donatorer. Men der er altså forskel på politiske løfter og så virkeligheden. Begejstringen blandt de ukrainske frontsoldater er noget køligere. Vestlige krigskorrespondenter beretter, at man ikke ser meget moderne krigsmateriel nær fronten. CNN’s reporter fortæller, at mange af de netop leverede køretøjer er i dårlig stand med nedslidte dæk.

Til trods for alle skåltalerne om ubrydelig støtte til den ukrainske krigsindsats, er situationen ved fronten endt lige netop der, hvor de vestlige ledere gerne vil have den. En moderne krig kan kun vindes, hvis man kan kæmpe med dynamik, dybde og fremdrift. Det kan Ukraine ikke. Vi har nægtet at levere fly, langtrækkende krydsermissiler og kamphelikoptere. Våbenleverancerne har været tilrettelagt således, at Ukraine skulle kunne forsvare sig, men ikke angribe med den afgørende slagkraft, der kunne fjerne Putins styrker fra de besatte områder. Lige fra krigens første faser har den franske præsident Macron og den tyske kansler Scholz presset på bag kulisserne for at få en fredsaftale, der sikrer Rusland den afgørende indflydelse på Krim og i Donbas, som så vil være den pris Ukraine måtte betale for garantier om en varig fred med Rusland. Halvandet år inde i krigen er vi altså lige der, hvor Macron og Scholz gerne vil have den.

De amerikanske elitestyrker kan mobiliseres og være fuldt kampklar på kun tre døgn. Hvis vi virkelig havde ønsket det, ville Ukraine i dag være forsynet med materiel og udstyr betjent af toptrænet mandskab, der kunne kaste russerne ud af de besatte områder. På trods af alle dyre ord og forsikringer har vi i vestligt fællesskab valgt at træde på bremsen for at skabe en uløselig fastlåsning på slagmarken, der ikke kan ende i andet end en forhandlet løsning, som russerne og ukrainerne må acceptere, men ikke være tilfredse med. Ukraine undgår at blive en russisk vasalstat, men mister kontrollen med Donbas og Krim. Som et plaster på såret, vil Ukraine blive lovet et hurtigt medlemskab af EU, men næppe indlemmelse i NATO, og så må det nøjes med vestlige sikkerhedsgrantier.

Hele denne storpolitiske manipulation vil formodentlig blive iscenesat som en folkeafstemning i de besatte områder til afgørelse af grænsedragningen. Det bliver svært for begge de krigsførende parter at modsætte sig, for hvad er vel mere retfærdigt end at lade folket bestemme, hvor de vil høre hjemme? Da vi havde en lignende folkeafstemning i Sønderjylland i 1920, viste det sig klart, at nord for Kruså var befolkningen dansksindet, men syd for ville folk hellere være tyskere, og sådan blev det i fred og fordragelighed lige siden. Så nemt kommer det ikke til at gå i Ukraine. Krigens tummel og rædsler har flyttet rundt på folkemasserne især i Donbas, hvorimod Krim under alle omstændigheder vil stemme sig ind i Rusland. Der vil utvivlsomt blive udført en del valgsvindel og anden manipulation, inden en grænsedragning kan finde sted. Det bliver ikke kønt at overvære, men det er nu engang den situation, vi selv har skabt i den vestlige lejr. Vi lovede et og gjorde noget andet. Regningen skal vi dog ikke betale. Den efterlader vi til det ukrainske folk.