ISLAMISK TERRORISME ER IKKE EN FORBRYDELSE MEN EN DIAGNOSE

I Frankrig har man i flere år omtalt islamiske terrorister som psykisk syge. Ifølge den fremherskende opfattelse i retssystemet og i medierne kan mord på sagesløse og uskyldige mennesker ikke udføres af mentalt sunde mennesker, da der ikke er noget motiv for drabet. Hævn, jalousi og berigelse kan være årsag til, at såkaldt normale mennesker begår mord, men drab uden årsag må være udført af psykisk syge personer. Franske islamiske terrorister søger som oftest selv døden efter deres udåd i en konfrontation med politiet. Men hvis de overlever, kan de forvente, at de erklæres uegnede til straf og anbringes på en kolbøttefabrik på ubestemt tid, idet det vil være op til et lægefagligt skøn, om de på et tidspunkt kan slippes ud i samfundet igen. 

Terroristen Mohamed Bouhlel, som med sin lastvogn myrdede 86 mennesker og lemlæstede over 400, der fejrede Bastilledagen i Nice i 2016 blev således af medier, familie og myndigheder stemplet som mentalt ustabil. Knivmorderen, der i Paris i august 2018 dræbte to og sårede èt menneske, blev ligeledes rubriceret som psykisk syg, og det var også tilfældet for den islamiske terrorist, der i januar 2020 også i Paris dræbte en person og sårede to andre. Når islamisk terrorisme rutinemæssigt kædes sammen med en diagnose er det naturligvis, fordi politikere og medier en gang for alle har vedtaget at islam er kærlighedens og fredens religion og ikke vil anerkende, at islam også rummer et politisk system, der står for had, krig og hævn over de vantro.  Ingen vestlig statschef – med undtagelse af præsident Trump – tør offentligt kæde den globale terrorisme sammen med islam. Derfor har vore politikere og medier opfundet udtryk som ’mentalt forstyrrede enspændere’, ’ensomme ulve’, ’mørkets kræfter’ og ’hijackere af islam’. Ayatollah Khomeini erklærede ellers i en tale ved sin magtovertagelse i 1979, at ” islam er blodets religion for dem, der ikke tror!”. Men det kan vi ikke lide at høre, så vi vender ryggen til sandheden og opfinder vores egen, som vi bedre kan leve med. Senest har ensomme ulve i Afghanistan inden for de sidste 14 dage sprængt to moskeer i luften med tilsammen omkring 150 dødsofre. Islamiske ’ mørkets kræfter’ udfører globalt gennemsnitligt 2000 Allahu-Akbar attentater om året med omkring 40 000 ofre.

Vi skal altså vænnes til, at gerningsmændene i virkeligheden er lige så meget ofre, som de mennesker, de myrder. Det er socialt udstødte stakler, der på grund af vores diskrimination og racisme er tvunget ud i et psykisk mørke, der jo næsten ikke kan føre til andet end mord på kristne og jøder. Den islamiske terrorist, der I Norge myrdede fem uskyldige mennesker vil i modsætning til Breivik næppe blive idømt en lang fængselsstraf. Få timer efter drabene kunne Politiken lettet meddele, at gerningsmanden var psykisk syg. Islam blev således endnu en gang frikendt for skyld og skam. Manden var jo syg. Og vi burde have lige så ondt af ham som af ofrene.  Det norske politi konkluderede omgående, at drabsmotivet var forbundet med en psykisk lidelse. At morderen var muslimsk konvertit spiller således ingen rolle. Sygdom er jo hver mands herre. Kærlighedens og fredens religion fremstår således fortsat og som altid ubelastet og uskyldsren.