Jeg føler mig ikke hjemme mere

[DEBAT] Af fra Steffen Møller Pedersen.

Jeg ser mig selv som en mand, der har en forholdsvis bred politisk forståelse. Men! Hvad får en voksen mand eller kvinde til at stemme socialistisk? Jeg forstår det ikke. Om det er Socialistisk Folkeparti (SF) eller Enhedslisten (EL) er for mig lige fedt, for jeg ser socialismen som en illusion, hvor idealet er, at alle er ens, og hvor staten er omdrejningspunktet for alle aktiviteter i samfundet.

Ved vores sidste folketingsvalg havde jeg en samtale med en folketingskandidat i Midt- Vestjylland, Jakob Ruggaard. Jeg spurgte ham direkte: Hvad har fået dig, der er en voksen mand, til at stemme og stille op for Enhedslisten? Så begyndte han at tale om solidaritet, fællesskab, humanitet og der skulle være plads til alle.

Inden han kunne fortsætte, afbrød jeg ham. “Undskyld mig, det har jeg hørt, Jeg har et spørgsmål til dig. Hvis du ser rundt omkring i verdenen og ser på de lande, som lever på et socialistisk grundlag, hvordan går det med dem? Cuba, Kina, Vietnam, Nordkorea, Sovjetunionen og senest Venezuela”. Lang pause. Der var intet svar. “Vil det så betyde, at du står og promoverer en ideologi, hvis konsekvenser du ikke kender?” Igen en lang pause. Og igen en tale som solidaritet, fællesskab og at alle skal have det godt.

Så måtte jeg fortælle ham, hvad der sker, når der bliver indført socialisme. Staten har bestemmelsesret over private virksomheder, banker og andre institutioner i landet – hvilket de facto betyder, at staten ejer alt i landet. Mennesker med et kreativt og innovativt tankesæt – ofte dem, der opretter nye firmaer, der sikrer økonomisk vækst – bliver enten passive eller finder en anden nation at være i. Mennesker med uddannelser og personlige ressourcer forsvinder også ud af landet, fordi de mangler udviklingsmuligheder.

Dette resulterer i en negativ kædereaktion af uheldige ting som hjerneflugt, et fald i nationens gennemsnitlige IQ, dårligere uddannelse, sundhed og velfærd, mindre økonomisk vækst, faldende indtægter, varemangel, øget korruption og meget andet. Venezuela er et skoleeksempel på en sådan destruktiv udvikling.

Når staten opdager, at der i befolkningen er voksende utilfredshed med den nedadgående spiral i landet, strammer staten sit greb om befolkningen. Der indføres udrejseforbud, udgangsforbud, detailstyring af individer, grupper og ressourcer. Snakken som solidaritet, fællesskab, humanisme og “alle skal have det godt” forsvinder, og i sidste ende kommer systemet til at ligne et diktatur eller et fascistisk styre.

Socialismen kan i sin grundstamme virke som en god idé – alle er lige, humanisme, solidaritet, fællesskab osv. Det største problem med socialismen er mangel på den personlige frihed. De fleste mennesker ønsker at jo at leve i et frit land, og det finder man ikke i socialisme.

Jeg ser, at ytringsfriheden herhjemme bliver begrænset med love og politisk korrekthed. Jeg ser love bliver trukket ned over hovedet på mig, hvor der førhen rådede sund fornuft. Jeg ser en ekstrem form for centralisering i staten og EU.

Selv om det i Danmark ikke er så grelt som i Venezuela, ligner Danmark mere og mere et socialistisk land. For mig betyder den personlige frihed alt. Sådan som Danmark har udviklet sig de seneste år, hvor min personlige frihed er blevet mere og mere begrænset, så føler jeg mig ikke hjemme mere.