Jeg skammer mig

Jeg har været stærkt i tvivl, om jeg skulle skrive dette opslag, for jeg skammer mig over min tidligere opførsel, og det er vel noget, som de fleste af os nødigt vil indrømme.

Min tilståelse er affødt af den standende – og ophidsede – diskussion om abort, altså fosterfordrivelse, som Mette Frederiksen nu hylder som en umistelig rettighed. Pernille Skipper vil tilmed have den danske regering til at intervenere i amerikansk politik for at sikre den ubegrænsede ret til at slå de ufødte ihjel. Andre politikere er grædefærdige over den amerikanske højesterets beslutning om at overlade abortspørgsmålet til de 50 stater og deres vælgere.

Jeg tror, at en del danskere væmmes over politikernes blanding af dyb uvidenhed og nonchalante indstilling til de ufødte. Jeg gør i hvert fald.

Men med hvilken moralsk ret? Da jeg var yngre og mere ubesindig, lykkedes det mig at gøre et par kvinder gravide på ubelejlige tidspunkter, og det endte med aborter, som jeg ikke tænkte videre over. Herregud, det, der gjaldt, var at more sig og udleve sin seksualitet.

Nu foragter jeg min opførsel. Hvis man ikke vil leve med konsekvenserne, skal man styre sin liderlighed. Jeg ved godt, at det er en tilbagevenden til en seksualmoral, der for længst er gået i graven. Altså et reaktionært synspunkt, men så må det være sådan.

Lad os i det mindste være ærlige.