Den kinesiske vindmølleproducent Mingyang har indgået en hensigtserklæring om at bygge en fabrik i Italien. Det vækker opsigt hos brancheorganisationen Green Power Denmark, der kalder det “meget bekymrende”, skriver Børsen.
”I løbet af de næste tre måneder vil Mingyang og den italienske energiudvikler Renexia finde frem til den endelige lokation for fabrikken, der ventes at kunne beskæftige op mod 1100 medarbejdere. Det estimeres, at byggeriet vil kræve investeringer på omkring 500 mio. euro, svarende til 3,7 mia. kr.
Ifølge Wind Europe bliver kinesiske vindmøller tilbudt til en pris, der er op mod 50 pct. lavere end de europæiske. Der tilbydes angiveligt også meget lange betalingsfrister, som i praksis betyder, at kunderne først skal betale flere år ude i fremtiden, lyder det fra brancheorganisationen.
I dag er det kun få europæiske vindmølleparker, der er opført med kinesiske vindmøller. Men i vindmøllebranchen lurer en frygt for, at de kinesiske producenter vil have held med at sparke døren ind til Europa i en tid, hvor mængden af vindenergi skal mangedobles”.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)