Kinas fiskeriflåde tømmer havene

Af Judith Bergman–  Oprindeligt udgivet af Gatestone Institute.

Det kommunistiske Kina synes i stigende grad at tømme verdenshavene for havbiologisk liv. Landet har langt den største fiskeriflåde i verden med mellem 200.000 og 800.000 fiskefartøjer – som er ansvarlige for næsten halvdelen af verdens fiskeaktiviteter – og hvoraf omkring 17.000 hører til dets fiskeriflåde i fjerntliggende farvande. Væksten er muliggjort af enorme statstilskud. I 2012 hældte den kinesiske stat for eksempel 3,2 milliarder støttedollars i sin fiskerisektor, det meste til brændstof. Men ifølge en rapport fra 2012 “kunne regeringens støtte til fiskeriet og den havbiologiske sektor beløbe sig til så meget som 500 milliarder CNY (80,2 milliarder UDS, 61,7 milliarder EUR), når regional og national støtte til fiskeopdrættere medregnes.”

Som det er blevet bemærket af Overseas Development Institute (ODI), dyrker mange industrialiserede lande, når de har tømt deres egne hjemlige farvande, fjernfiskeri i territorialfarvande tilhørende lavindkomstlande, men Kinas fjernfiskeriflåde er langt den største i verden. ODI anførte også, at ejerskab og operationskontrol i Kinas flåde er både “kompleks og uigennemsigtig”.

“Kinas ledere opfatter fjernhavflåder som en måde at skaffe sig tilstedeværelse rundt om i verden,” fortalte Tabitha Mallory, CEO ved konsulentfirmaet China Ocean Institute og tilknyttet professor ved University of Washington, til Axios. “Målet er at være til stede overalt i verdenshavene, så de kan styre udfaldet af de internationale aftaler, som dækker de maritime resurser.”

Kinesiske fiskefartøjer tømmer landenes lagre, ikke kun i Sydøstasien, men også så langt væk som Den Persiske Golf, Sydamerika, Vestafrika og Det Sydlige Stillehav. Deres udplyndrende og ikke-bæredygtige fiskerimetoder truer ikke blot det havbiologiske liv, men tillige de lokale fiskeres levebrød. Kina menes at være den største forøver af illegalt, urapporteret og ureguleret fiskeri (IUU) i verden, såvel som verdens største tilskudsyder til disse metoder.

Admiral Karl Schultz, kommandør ved den amerikanske kystvagt, United States Coast Guard, har advaret:

“IUU-fiskeri har afløst pirateri som førende global maritim sikkerhedstrussel. Hvis IUU-fiskeriet fortsætter ukontrolleret, kan vi forvente en svækkelse af skrøbelige kyststater og stigende spændinger mellem nationer, der fisker i udenlandske farvande, hvilket vil true den geopolitiske stabilitet rundt om i verden.”

Følgerne er sommetider uhyggelige. Et af de mest chokerende eksempler er fra Nordkorea: I de seneste fem år er mere end 500 forladte fiskerbåde af træ, ofte med skeletter af udhungrede nordkoreanske fiskere ombord, skyllet op på Japans kyster. I årevis var årsagen ukendt, lige indtil man fandt ud af, at den sandsynlige årsag var, at “en armada” af kinesiske industrifartøjer fisker ulovligt i nordkoreanske farvande og tvinger de lokale til at sejle længere ud fra kysten, hvor nogle af dem dør i en forgæves søgen efter fisk for til sidst at blive skyllet op i Japan. Det skønnes, at Kinas fiskefartøjer har reduceret lagrene af tiarmede blæksprutter i nordkoreanske farvande med 70%.

I Iran har reformvenlige medier i juli rapporteret, at kinesiske fartøjer “ulovligt udryddede fiskebestande i Den Persiske Golf”, mens “iranske fiskere er tvunget til at betale i titusindvis af dollars i bestikkelse til somaliske pirater for at lade dem fiske ud for Afrikas kyst”. De fleste af fiskefartøjerne i Kinas flåde er trawlere. “Fiskeri ved trawlmetoden fejer hen over havbunden i syd og udraderer dens resurser,” sagde en repræsentant for fiskerne. Følgende stammer fra en rapport i juli 2020 fra Iran News Update:

“I de seneste år har dette skrækkelige problem [kinesisk trawleraktivitet] bidraget til to tredjedels nedgang i Irans havbiologiske reserver og advaret om en udslettelse af landets maritime økosystem. Desuden har denne form for fiskeri påvirket de iranske fiskeres forretninger…”

Iran har ifølge forlydender udlejet sine territorialfarvande i Den Persiske Golf til kinesiske industriskibe gennem mere end ti år. I 2018 indrømmede Deputy for Port Affairs of the Ports and Maritime Organization of Iran, Mohammad Ali Hassanzadeh, at kinesiske skibe “opererede ifølge en ‘langtidsudlejning’ af fiskeri indtil en dybde af 200 meter (godt og vel 656 fod) i iranske farvande.”

I et antal Vestafrikanske lande – Sierra Leone, Liberia, Ghana, Nigeria og andre – har kinesiske trawler i årevis “draget fordel af dårlig regeringsførelse, korruption og disse regeringers manglende evne til at håndhæve fiskeriregler,” ifølge Kina-Afrika-projektet.

“I dag opererer de kinesiske fartøjer stort set hinsides al regeringskontrol og fremkalder en tiltagende alvorlig miljøkrise frembragt ved overfiskeri, som også truer de lokale kystsamfund, hvis levebrød afhænger af disse farvande”.

I juli 2020 ankom seks kinesiske supertrawlere til Liberia, i stand til at fange 12.000 tons fisk – næsten to gange landets bæredygtige fangst.

En rapport fra Environmental Justice Foundation den 24. marts fortalte, at kinesiske statsfirmaer har “skrællet” Ghanas havresurser “ved at kamuflere sig som lokalt indregistrerede trawlerejere, der betaler lavere licenssalærer og lavere bøder for at engagere sig i ulovlige fiskeriaktiviteter”, og har dermed nægtet landet millioner af dollars i licensindtægter.

“Rapporten beskriver i detaljer, hvordan kineserne kontrollerer op mod 93 procent af trawlerskibene i Ghana, et land som nu mister mellem 14,4 millioner og 23,7 millioner US dollars (mellem 12,1 millioner og 20 millioner Euro) årligt i fiskerilicenssalærer og afgifter fra trawlere.”

I Sydamerika er det kinesiske plyndringsfiskeri nu så kritisk, at Argentina i marts måned bekendtgjorde dannelsen af Maritime Joint Command til at bekæmpe udenlandske fartøjers udplyndrende fiskerimetoder. Ifølge Diálogo, et militært blad udgivet af U.S. Southern Command:

“Hvert år sejler en flåde af udenlandske fiskefartøjer, for det meste fra Kina, langs de sydamerikanske kyster og truer de havbiologiske resurser i regionen. Ifølge South Pacific Regional Fisheries Management Organisation er de kinesiske skibes engagement i fiskeri af tiarmede blæksprutter vokset stabilt gennem de seneste tyve år.”

I juni ankom en kæmpemæssig kinesisk fiskeriflåde på 300 fartøjer til området omkring Ecuadors miljøbeskyttede Galapagos Marine Reserve. De kinesiske fartøjer, som blev i området i en måned, var ansvarlige for “99% af det synlige fiskeri lige uden for [Galapagos] øgruppens farvande mellem den 13. juli og den 13. august,” oplyste en rapport. De fiskede efter tiarmede blæksprutter, som er livsvigtige for de unikke Galapagos sæler og hajer og for kommercielle fisk, som ellers bidrager til den lokale økonomi. I 2017 arresterede Ecuador 20 kinesiske fiskere for at have fanget 6.600 hajer ud for Galapagos Marine Reserve. Hajerne bruges i hajfinnesuppe, som er en kinesisk delikatesse.

I Det Sydlige Stillehav er, ifølge to tidligere amerikanske embedsfolk, “illegalt, ureguleret fiskeri fra kinesiske fartøjer blevet almindeligt ved amerikanske Samoa og Guam og så langt mod øst som Hawaii”. Overfiskeriet er så skadeligt for de lokale, at en konservesfabrik for tun på den amerikanske Samoa, en af øens største arbejdsgivere, måtte suspendere sine aktiviteter midlertidigt på grund af mangel på fisk.

Men den kinesiske fiskeriflåde handler om meget mere end fiskeri. I en rapport fra august 2020, udgivet af Yale School of the Environment, skrev opsøgende journalist Ian Urbina:

“Set på baggrund af Kinas større geopolitiske aspirationer fungerer landets kommercielle fiskere ofte som de-facto paramilitært personnel, hvis aktiviteter den kinesiske regering kan fremstille som private handlinger. Under et civilt dække hjælper denne tilsyneladende private armada med at hævde territorial dominans og især bremse fiskere eller regeringer, der udfordrer Kinas suverænitetskrav, som omfatter næsten hele Det Sydkinesiske Hav.”

Kinas brug af fiskerbåde til at hævde sin magt og sine territorialkrav blev fuldt udstillet i marts måned, hvor en flåde på mere end 200 kinesiske fiskefartøjer kom vrimlende og kastede anker ved Whitsun Reef i Det Sydkinesiske Hav. Revet ligger inden for Filippinernes eneretlige økonomiske zone.[1] I 2018 kastede mere end 90 kinesiske fiskefartøjer anker få miles fra Filippinernes Thitu Island, efter at den filippinske regering havde påbegyndt et arbejde på øens infrastruktur.

I september udsendte U.S. Coast Guard en rapport, “Illegal, Unreported and Unregulated fishing Strategic Outlook,” som kundgjorde “U.S. Coast Guard’s forpligtelse til at føre an i en global indsats for at bekæmpe ulovlig udnyttelse af oceanets fiskelagre og beskytte vore nationale interesser”. Rapporten understregede behovet for at “(1) fremme målrettede, effektive, efterretningsstyrede håndhævelsesaktioner, (2) modarbejde udplyndrende og uansvarlig statsadfærd og (3) udvide det multilaterale fiskerihåndhævelsessamarbejde” og fremhævede, at en koalition af mellemregerings- og internationale partnere vil være nødvendig. I april påbegyndte den amerikanske kystvagt og den amerikanske flåde en fælles mission i det vestlige og centrale Stillehav for at bekæmpe illegalt, ureguleret og urapporteret fiskeri (IUU-fiskeri) og styrke den regionale sikkerhed. I februar anbefalede Office of Intelligence and Analysis, et agentur under Department of Homeland Security, at USA “overvejer at stille sig i spidsen for en multilateral koalition med sydamerikanske lande med henblik på at standse Kinas ulovlige fiskeri- og handelsmetoder.”

Judith Bergman, klummeskribent, jurist og politisk kommentator, er en Distinguished Senior Fellow ved Gatestone Institute.

 

---

 

[1] Ifølge 1982 United Nations Convention on the Law of the Sea har lande eneret på de maritime resurser inden for en 200 sømils “exclusive economic zone”.