Overdrivelserne om global opvarmning og en overhængende klimakrise, der truer civilisationen, er vildere end nogensinde, skriver Bjørn Lomborg i Berlingske.
Løfterne om CO2-skæringer, der blev afgivet i Rio de Janeiro i 1992 og i Kyoto-traktaten i 1997, resulterede i så godt som ingenting. Tre år efter Paris-traktaten er der kun 17 lande, der er på rette spor – lande som Samoa og Algeriet, som lovede meget lidt.
Grunden til denne evindelige mangel på resultater er, at politikker til reduktion af CO2-udledning er utroligt dyre. Det koster nemlig det hvide ud af øjnene at skære nettoudledninger til nul. På trods af, at mange politikere henkastet lover, at det er det, som er målet, er det de færreste, der tør spørge, hvad det kommer til at koste.
Fortalere for enormt dyre klimapolitikker tror tilsyneladende, at den eneste måde, de kan få vælgerne med på at betale disse uhyrlige omkostninger, er ved at skræmme folk fra vid og sans.
Desværre er det sandsynligvis ikke en fremgangsmåde, der vil virke. Det er ikke blot, at den helt unødvendigt gør klimaet til et mere polariserende emne, men den vil sandsynligvis også give videnskabens troværdighed et knæk, efterhånden som forskningen i stigende grad betragtes som et partisk forsøg på at fremme en bestemt politik i stedet for en upartisk søgen efter sandheden.
I stedet for at skræmme vælgerne, bør vi innovere prisen på grøn energi ned – når den bliver billigere end kul og olie, vil alle skifte. Klimaændringer er et problem, og det har brug for en smart og omkostningsbevidst løsning, hvis vi skal gøre noget.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)