Bidens tale til nationen natten til den 2. september afslørede Demokraternes indstilling til deres modstanderne i det Republikanske Parti. “Trump og hans ekstreme støtter er en trussel mod demokratiet og USAs sjæl”. Det var budskabet. Tak for kaffe, fristes man til at sige. Og talen blev symbolsk afholdt i Philadelphia, som var USAs første hovedstad, byen hvorfra frihedens klokker ringede efter uafhængighedskrigen mod England tilbage i 1700 tallet.
“Trump forsøger at trække USA tilbage i tiden, hvor der ikke var nogen ret til at vælge, ingen ret til privatliv, ingen ret til prævention, ingen ret til at gifte sig med den, man elsker. Vi troede, at demokratiet var sikret, men nej, vi er nødt til at forsvare og beskytte det”, var ordene videre.
Angrebet på Kongressen, vold og mørke skyer skal identificeres med Trump her forud for midtvejsvalget i november. Mage til vanvidsretorik skal man lede længe efter. Og det i en tale, som Biden hverken har evnet selv at begå og formentlig ikke har forstår betydningen af hans demens taget i betragtning.
Hvis Bidens ord fra tiden omkring hans indsættelse om at ville samle og ikke sprede amerikanerne skal tages for pålydende, så er det mislykkedes, og med talen har han endegyldigt cementeret sin position ikke kun som den af alle USAs præsidenter, der har bygget flest grøfter, men også den, som holdningsmæssigt har splittet nationen i flest atomer.
Trump blev ofte beskyldt for at splitte USA op i to lejre med sin politik og sin bramfri retorik. Trumps udfordring var, at han fra at have været mediernes og tv-seernes kæledægge overgik til at blive beskyldt for både at være højreekstremist, racist og en person med nære forbindelser til Rusland og Putin, da han valgte at stille op til valget i 2016 mod Hillary Clinton. Han udfordrede sumpen og det etablerede halv- og hel korrupte styre i de politiske og mediemæssige parnasser. Alle beskyldninger mod ham har kunne afvises som fabrikerede, alle forsøg på at stille ham for en rigsret er fejlet.
Retorikken fra årene før under og efter Trumps seneste valgperiode er den samme i dag, dog med en yderligere eskalation, idet de godt 75 millioner vælgere, der stemte på ham i november 2020, nu alle betragtes som ekstremister og en trussel mod nationen. Målet helliger midlerne, men alligevel tager Bidens tale den hadefulde retorik til et nyt niveau. Man er en trussel mod nationen, hvis man mener noget andet end Biden.
I stedet for at fremlægge de resultater, man som præsident selv har opnået, og de nye mål, man vil arbejde mod, så vælger Biden og hans administration at udskamme og stigmatisere halvdelen af USAs vælgerkorps som værende en trussel mod den anden halvdel, der ikke har valgt at stemme på den store leder Biden – fristes man til at sige med tanke på tilbedelsen af Nordkorea præsident.
På den anden side er det bedste forsvar et angreb. Også i den politiske verden. Men, som leder af verdens eneste tilbageværende supermagt, så har man en særlig forpligtelse til internt i nationen at forsøge at samle så stort et land med så mange forskellige mennesker frem for at stigmatisere og udskamme. Det er en dødssynd.
At stigmatisere og rubricere sine modstandere i klicheagtige vendinger frem for at angribe modstanderpartiets politik er en ynkelig måde at forsøge at fremme sine egne interesser og synspunkter på. Ordet desperat rimer på Biden.
Reagan formåede trods sit konservative udgangspunkt at samle USA og amerikanerne gennem sin personlighed, sin politik og sin retorik. Han anses i dag for en af de største ledere USA har haft siden grundlæggerne af USA skabte forudsætningerne for det samfund, vi kender i dag.
Biden hverken formår eller evner at samle eller gennemføre noget som helst. Hans embedsperiode har været præget af, at den ene katastrofe efter den anden har ramt det amerikanske folkeslag. Resten af den frie verden lider også af efterdønninger af Biden laissez faire-politik.
I flæng kan nævnes krisen ved grænsen mod Mexico, hvor nu henved 5-8 millioner illegale migranter er strømmet ind. I bedste Orwell-stil benævnes de illegale som udokumenterede migranter. Biden ser stort på amerikansk grænselovgivning og har i stedet skoset grænsebetjente, der har forsøgt at holde vandmasserne af illegale tilbage. En rigsretssag herom må formodes at komme under en ny Trump-administration.
Videre kan nævnes den katastrofale exit fra Afghanistan, hvor Biden i stedet for at sørge for en kontrolleret afslutning på 20 års indsats, milliarder af dollars og tusindvis af døde og sårede amerikanske soldater efterlod militært isenkram for 85 milliarder dollars til verdens største islamiske terror organisation, Taleban. Også her må forventes et juridisk efterspil.
Energiprisernes og navnlig benzinprisernes raketfart i USA er et 3. punkt, som den almindelige amerikaner dagligt føler på egen krop under Bidens embedsperiode. Biden har gjort en dyd ud af at tilbagerulle alle Trumps tiltag, hvad enten det har været opførelsen af grænsemuren mod Mexico eller de økonomiske reformer, som Trump rent faktisk fik gennemført med stor succes og med en gunstig økonomisk og arbejdsløshedsmæssig udvikling til følge.
Biden standsede udbygningen af den olierørsledning, som skulle have sikret forsyningssikkerhed og prisstabilitet til fordel for et fremtidigt ønske om en grøn energi. Biden standsede olieudvinding gennem skiferforarbejdning med den virkning, at USA overgik fra i 2020 at være verdens største olieeksportør til nu at være importør og afhængig af bl.a. leverancer fra Saudi-Arabien. USA er blevet langt mere sårbart under Biden i forhold til omverden. Det være sig også i forhold til Kina. Her kan man nok ikke få armene ned over Bidens svækkelse af USA.
Inflationen raser med raketfart mod højderne uden at Biden har gjort sig nogen overvejelser om at bekæmpe den uden andet end behændigt at skyde skylden på Putins krig i Ukraine. Med samme raketfart mod bunden falder gennemsnitslevealderen i USA og har gjort det med et fald på rekordhøje 6 1/2 år siden hans indsættelse. Endnu en af de rekorder, som fremmedlegemet Biden har påført det amerikanske samfund.
Biden kan sende for milliarder af våben til Ukraine, men ikke sikre økonomi og lov og orden på egen hjemmebane. Hvad er det for en leder at have? Under normale omstændigheder vil ord som landsforræder ligge lige for, og i tilfældet Biden vil det være rammende og meget passende.
Bundlinjen er, at Biden har været den værste oplevelse ikke kun for egne vælgere, men også for de republikanske. Han har som ingen anden faktuelt været årsag til, at USA er på en moralsk og økonomisk deroute.
Når man som han flip flopper fra at have haft en mening tidligere som konservativ Demokrat til nu at lade sig styre af det venstre ekstreme miljø i partiet, så skal katastroferne stå i kø. Og det gør de.
Og de nævnte faktorer er så blot de faktuelle tal, man kan hente ud af statistikkerne over de sidste 18-20 måneder under den person, som præsident Obama benævnte som havende en enestående evne til at “fuck things up”, da Biden i sin tid var vicepræsident under Obama.
Trump trak ikke USA bagud i tid. Trumps embedsperiode sikrede flest mulige jobs nogensinde til minoriteterne. Trump blandede sig ikke i folks privatliv, men skabte lovgrundlag for større frihed til den enkelte. Biden står for kontrol, højere skatter, og mere deep state-styring. Biden ser det som sin fineste opgave at modarbejde forfatningen i USA frem for at sikre, at den bliver overholdt.
Våbenkontrol over for lovlydige amerikanere er ikke det, der hindrer skoleskyderier. En ændring af de enkelte staters ret til selv at regulere abortlovgivning er ikke ensbetydende med et generelt forbud.
At Biden og hans familie, dvs. ham selv, hans kokainvrag af en søn, Hunter, og hans broder er blevet er friholdt af pressen indtil nu for at have befattet sig med lyssky affærer og nationer, herunder kommunist Kina og et korrupt Ukraine, og har tilranet sig millioner af dollars, taler sit eget tydelige sprog både om The Bidens, men også om mainstreampressen. Hunter Bidens laptop in mente. Her kommer også et strafferetligt efterspil. Havde pressen været sin opgave voksen, var Biden aldrig blevet valgt. Tilsvarende som da Biden røg ud under en præsidentvalgkampagne i 1980’erne for at snyde med fingeren på vægten ved at kopiere en valgtale af fra en engelsk, socialistisk politiker.
At noget tilsvarende om korruption gælder for de institutioner, som USAs sikkerhed og myndighedsudøvelser er funderet omkring, kan man tilsvarende ryste på hovedet af. FBI i særdeleshed er blevet Biden-administrationens egen personlige Gestapo. Razziaen i Trumps hjem i jagten på påståede hemmeligstemplede dokumenter er af forfatningskyndige blevet beskrevet som hvad det er, nemlig forfatningsstridig. Trumps modspil også i den anledning kommer.
Den samlede opfattelse af situationen i USA er, at med den måde, hvorpå Biden og demokraterne forvalter og misbruger deres magt, må man frygte, at USA bliver opsplittet i flere stater, i og med de konservativt ledede af slagsen næppe vil kunne leve med det scenarie at få endnu en periode med en ny præsident fra det socialistiske utopia, som Biden og hans folk repræsenterer. Med støtten til og fra bevægelser som Antifa og BLM i tankerne.
Socialisme fungerer som bekendt kun i himlen, hvor man ikke har brug for den, men heller ikke i helvede, hvor man allerede har den.
At forsøge sig med en befolkningsudskiftning gennem fri grænsekontrol er i sig selv den værste synd, en nations leder kan begå. Her har Biden vundet førertrøjen. Usikkerhed og kriminalitet, måske endog kommende terror, som følge heraf vil komme. Biden har fejlet i den helt basale opgave det er at sørge for sikkerhed i et land, som i forvejen har en tårnhøj kriminalitetsstatistik bl.a. ved at stoppe bevillingerne til politiet.
At undlade at sikre tilværelsen økonomisk for den del af USA, som bærer de store byrder, middelklassen, er endnu et område, hvor Biden på helt enestående vis har vundet den negative gule førertrøje.
At lade USAs økonomi sejle og lade inflationen rase uden at tage udfordringen alvorligt, men som i nat i stedet at kalde Trumps tilhængere for ekstremister, det er en hån ikke kun mod minimum halvdelen af USAs befolkning, det er en hån mod hele den ånd og det fundament, USA bygger på.
Alt hvad Biden og hans administration befatter sig med, kan til gengæld rubriceres som ekstremisme. Og det gennem undladelser af at inddrage virkeligheden i sin politik.
Hele Biden-administrationen fra Pelosi, Karmala Harris over til Biden selv er som trukket ud af et skrækscenarie fra en amerikansk b-film over, hvor galt det kan gå, hvis man vælger folk fra det ydre, åndelige rum. Nu sidder de med magten og de af USAs vælgere, som valgte dem, bør sidde tilbage med en grim smag i munden enten over at være blevet snydt eller svigtet af det og dem, de troede på eller at have medvirket til katastrofen. Det ekstreme har været i at stemme på en umulius som Biden, det ekstreme består i at fremme alle de kræfter, som spolerer det amerikanske samfund i dets virke.
Bidens ord fra talen minder blot om en leder, der som en anden Adolf Hitler bevæger sig 7 meter under jorden i sin egen bunkerverden og opbygger en fantasi forestilling om, hvad der sker i virkeligheden. I tilfældet Biden har cementen også indfundet sig i hovedet.
De Demokratiske vælgere vil kun kunne gå bodsgang ved at flytte deres kryds til en Republikaner ved det kommende midtvejsvalg eller i det mindste kryds ved en moderat Demokrat. Alt andet vil være et fortsat amokløb mod yderligere katastrofer for dem selv og for de 75 millioner, der så lyset ved valget i november 2019.