Enhver forestillings succes afhænger af den indsats og professionalisme, instruktøren og skuespillerne udviser. Således i teaterverdenen, som på den politiske scene.
Hvis ikke den overordnede ansvarlige forstår at sætte retningslinjerne og korrigere for fejl, så udebliver publikum og anmeldelserne ligner et blodbad.
De enkelte aktører skal være dedikerede. De bør vide, at publikums øjne hviler på dem. Et fejltrin kan betyde forskellen mellem succes og fiasko.
Næppe var tæppet gået for 1. akt på valgaftenen den 1. november, før det stod klart, at blå bloks hovednavne var trængt af dårlige anmeldelser og mangel på øvelse og selviscenesættelse. Pape var eneansvarlig for de Konservatives tilbagegang.
Det stod også klart, at Ellemann ikke ville fremstå som aktør på plakaten, som statsministerkandidat, med de hovedoverskrifter, han havde. Fælles for blå bloks skuespillere var, at man havde glemt de afgørende replikker og formålet med at skille sig ud i teaterstykket.
Billetterne til valgforestillingen var primært blevet solgt på rød bloks abonnement på spørgsmålet om tryghed i usikre tider, velfærd og klima. Den blå scene nøjedes med at forlænge sit abonnement på samme scene i troen på at kunne rykke et flertal af marginalvælgere af publikum. Selvstændig tænkning og iscenesættelse er ikke den blå bloks stærkeste side.
Konsekvensen er mere, at alle pladser midt i salen var optaget på det røde publikums præmisser, mens marginalerne fra blå publikum fik tildelt ståpladser hos Nye Borgerlige, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti.
Succeskriteriet for Mette Frederiksens videre færd på scenen har været afhængig af et spil, og en tro på at kunne fastholde publikum i den del af stykket, der omhandlede minkskandalen, og at akten kunne forvandles til at ende ud i en forvekslingskomedie. For var det overhovedet en skandale?
Det lykkedes at formå et flertal af publikum til at overse teaterstykkets virkelige plot om svindel omkring nedlukningens ulyksaligheder og frihedsrettighedernes forsvinden. Det lykkedes at hemmeligholde, at sponsorerne bag rød scenes opsætning, medicinalfirmaerne, før valget meddelte, at deres bidrag i form af eksperimentel medicin til publikum ikke var testet for smittespredning.
Det lykkedes med andre ord de røde skuespillere, og den midterste del af de blå aktører, at slippe fra at få buh råb fra publikum over, at man havde måtte holde afstand og sidde med mundbind på et falsk grundlag, alt imens skuespillerne stod på scenen og holdt publikum i et jerngreb. Publikum blev holdt for nar, men de lod sig ikke mærke med det ved valget. Det af mangel på karakterskuespillere, der kunne fortælle dem en anden historie, den fra virkeligheden.
Da Mette Frederiksen gik på scenen og fortalte publikum, at hun var villig til at erkende fejl, underkendte hun det blå publikums evne til at kende forskel på politikervirkelighed og det, der skete for øjnene af dem. Hun endte i et komediespil, men det røde publikum købte hendes gøgleri.
TV Avisens billeder, aviserne og YouTube afslørede hendes og regeringens magtfuldkommenhed og ulovligheder. Et flertal af publikum så gennem fingre med det. Et skred i den almindelige publikumsopfattelse, må man sige.
Det voksne publikum tror heller ikke på historien om efterretningstjenestens kollaps, men mere på, at det røde teaterstykke er præget af amatører og sammenspisthed. Men deres publikum elskede det, og spillet solgte billetter, hvis man målte det i billetsalgs sammenhæng ved valget af hovedpersonen, skuespilleren Mette Frederiksen. Men, kønt var det langt fra. Forudsigeligt var det til gengæld.
Ellemann forpassede muligheden for at dreje forestillingen i sin retning, da han overlod scenen til to skuespillere fra hans egen tidligere trup, Løkke og Støjberg. De opfordrede alle dem, der ikke havde købt billet til Ellemanns forestilling, til at komme ind i den del af teateret, hvor de spillede. Det fik de solgt mange billetter på.
Men, samtlige aktører undtagen det yderste blå foreholder det oprindelige publikum om, hvordan forsvindingskomedien, tragedien om den etniske befolkning, der forsvandt, ender.
Stykket om befolkningsudskiftningen og islamisering af teatret. Realpolitik efterlyses, realpolitik der sikrer, at vi om 20 år ikke får et etnisk egnsteater med flere kulturelle og religiøse spændinger end dem, vi allerede oplever. Hverken Løkke, Støjberg, Mette Frederiksen eller de øvrige midterskuespillere evner at favne virkeligheden, de fastholder teatrets iscenesættelse.
Forestillingen om at kunne overlade styringsmekanismerne til folkevalgte smuldrer og respekten forsvinder, når publikum ser deres egen hjemlige scene forsvinde i løgne og bedrag. Og så forventer Mette Frederiksen ovenikøbet, at vi skal overlade mere magt til Klaus Schwab, WEF og EU.
Samtlige de 3 skuespillere, der skiftevis spillede statsministerrollen, lod hånt om landets publikum. Mette Frederiksen beholdt imidlertid scenen indtil videre, fordi hun formåede at holde publikum med en svag hukommelse hen i troen på hendes evner. I de blindes rige er den enøjede aktør som bekendt dronning.
Man må sande, at forestillingerne på den hjemlige scene lider af dårlige skuespillere, dårlige instruktører, mangel på troværdighed og mangel på ledelse. Man kan bilde publikum hvad som helst ind, og stadig beholde scenen.
Kernevelfærden er truet, sagde Mette Frederiksen, hvis I vælger de blås teateropsætning. Velvidende, at man så undgik en debat om udlicitering af det offentliges velfærdsydelser og reorganisering af den offentlige sektor.
27 % af publikum valgte Mette Frederiksens forestilling, hvilket tal i sig selv er imponerende højt i forhold til kvaliteten af, hvad der udspillede sig. Og hun bliver fortsat bakket op af det øvrige røde publikums støtte.
I den akt af skuespillet, hvor slagscenerne skulle udspille sig, der hvor kong Christian den 4. stod i røg og damp, dukkede der nogle forpjuskede dilletanter, Pape og Ellemann, op.
Trods dyrt betalte sufflører og spindoktorer var de allerede såret, før de rigtigt kom i gang. Publikum grinede særlig af, at Pape flere gange ufrivilligt var faldet ned af scenen, før tæppet gik op på valgdagen.
Papes og Ellemanns troværdighed som aktører krakelerede helt, da de snublede over replikkerne og de virkede som om de medvirkede i flere komedier end det Kongelige Teater har haft bevillinger til. Med deres ringe præstation og manglende styring vil deres forestilling blive et bølgeskvulp på historiens hav.
En timeout, en pause i forestillingen og en blå scene, som drager ved lære af sin forgænger, Fogh Rasmussens, jerngreb, en udskiftning af aktører og manuskript, det er det eneste, der kan ændre på anmeldernes og publikums endelige dom.
Hvis den afsluttende scene fremover ikke viser, at både aktørerne og instruktøren har forstået, hvad det er for et formål med manuskriptet man har, så vil folk udvandre og finde andre og mere seværdige forestillinger.
En klar stemme, et klart greb om tingene og en forholden sig til, at Danmarks historien blev skrevet af danskerne og ikke af fjerne regenter i udlandet, det er det blå scene må forstå er kunstens verden, er realiteternes verden. Det er med udgangspunkt i de betragtninger, man kan tryllebinde publikum.
Ellers må blok helt forlade teatret og overlade scenen til det røde publikum og deres absurde teater.