Klumme: Der er mange der ser deres hjem brænde

Set i det lange perspektiv er det danske samfund låst fast på en katastrofekurs. De 114 stramninger af udlændingepolitikken, som er gennemført, er små snubletråde, der udsætter katastrofen, men hindrer den ikke. Derfor er der behov for partier, der har stålsat vilje til hver dag at udfordre de gamle folketingspartiers slappe udlændingepolitik.

De venstreradikale slapper-partier, som ca. 80 pct. af danskerne stemmer på, turnerer med en fortælling om et lavt antal asylansøgere, en succesfuld integration og flere indvandrere i job. Deres valgstrategi er at bilde vælgerne ind, at der er ro på, at det går fremad og at der ikke er ild i huset. Men mange danskere står uden for og ser deres gamle hjem brænde.

Det lave asyltal er optisk bedrag

Slapper-partierne hævder, at antallet af asylansøgere er historisk lavt. Virkeligheden er, at i 2018 har flere udlændinge fået løfte om, at de kan blive boende i Danmark – sammenlignet med de foregående fire år. Særligt udlændinge fra Tyrkiet, Afghanistan og Irak har i stigende grad opnået permanent opholdstilladelse. I 2017 fik 2.199 personer permanent ophold i Danmark. De første 11 måneder af 2018 er tallet steget med cirka 300 til 2.538.

Slapper-partierne kalder kravet om asylstop ”populistisk”, for det ville betyde Danmarks farvel til Dublin-ordningen, som hjælper Danmark til at sende asylansøgere tilbage til andre lande. I 2018 skete det 576 gange. Slapperne vil altså hellere sende 576 personer om året tilbage til andre EU-lande end forhindre et langt større antal personer i at få asyl i Danmark.

Antallet af familiesammenførte stiger støt

Et lavt antal asylansøgere mangedobles erfaringsmæssigt over tid, når de asylansøgere, der får opholdstilladelse, søger familiesammenføring. Det var tilfældet med de 6.000 tyrkiske gæstearbejdere, som kom til Danmark i 1970’erne. Pr. 1. jan. 2017 var der mindst 62.000 personer i Danmark med tyrkisk baggrund.

Det totale antal familiesammenførte i 2018 var 4.600. Går det, som det plejer at gå, må vi forvente, at om 30-40 år er de 4.600 familiesammenførte blevet til 30.000-40.000 indvandrere og efterkommere. De fleste på livsvarig offentlig forsørgelse.

Paradigmeskiftet er salgsgas

Paradigmeskiftet er udelukkende gennemført på et retorisk plan. Formålet er at hjemsende flygtninge, når der er fred i deres hjemlande. Slapper-partierne hævder, at paradigmeskiftet vil have en ”mærkbar effekt”, men kan ikke svare på, hvor mange flere der bliver hjemsendt, eller hvor mange opholdstilladelser der bliver inddraget eller nægtet forlænget.

Virkeligheden er, at det i praksis er næsten umuligt for danske myndigheder at sende flygtninge og migranter hjem, fordi det enten er i strid med internationale konventioner eller fordi Danmark mangler hjemsendelsesaftaler med konkrete lande.

Ingen i Afrika og Mellemøsten har interesse i, at de afviste asylansøgere vender tilbage. Hjemlandene har ingen økonomisk fordel ved at tage dem tilbage, tværtimod nyder de godt af, at de udvandrede bidrager til økonomien, idet mange asylansøgere i Europa sender betydelige summer hjem til familien. For mange af de afviste asylansøgere i Danmark er valget således enkelt. De foretrækker livet i danske asylcentre fremfor de elendige forhold, som bliver budt folk i deres hjemlande.

Det indvandrervenlige segment undergraver stramningerne

På alle niveauer i det danske samfund gør indvandrervenlige politikere og embedsmænd alt for at undergrave stramningerne i udlændingepolitikken. Lad os tage et par eksempler.

Det danske Menneskerettighedsinstitut har påvist, at danske domstole udviser kriminelle udlændinge langt mindre end den europæiske menneskerettighedskonvention tillader.

Danske myndigheder undlader at bruge den særlige procedure, der kan anvendes til at begrænse eller stoppe tilstrømningen af udlændinge fra en række lande uden krig, der kommer til Danmark og beder om asyl.

Regionerne undlader at opkræve penge fra indvandrere, der ifølge en ny lov selv skal betale for tolke.

Integrationsindustrien manipulerer med tal og fakta for at opvise en kunstig høj succesrate. Man fusker med tal for at dokumentere, at flere indvandrere kommer i beskæftigelse, mens de fleste indvandrere køres i virkeligheden gennem perspektivløse forløb, som ikke resulterer i ordinære jobs.

Eksemplerne på slappernes obstruktion er legio.

Integrationen er en fiasko

Når de ikke-vestlige indvandrere har fået en højere beskæftigelsesfrekvens siden 2015, skyldes det højkonjunkturen. Den udnytter slapper-partierne til at bilde danskerne ind, at den politiske integrationsindsats virker. Mange af de flygtninge og familiesammenførte, der måtte være kommet i ordinære job, bliver imidlertid fyret så snart Danmark bliver ramt af økonomisk afmatning.

De ikke-vestlige indvandrere er fortsat oftere på kontanthjælp end danskere, og varigheden af kontanthjælpsforløbene er længere. De dømmes tre gange hyppigere for en straffelovsovertrædelse end danskerne. Og selv om flere kvindelige efterkommere gennemfører en videregående uddannelse, ser vi dem aldrig på arbejdsmarkedet.

En analyse af tredjegenerationsefterkommere, som Undervisningsministeriets samt Udlændinge- og Integrationsministeriet offentliggjorde i december 2018, viser, at ”børn af efterkommere klarer sig dårligere end den forrige generation”. Undervisningsminister Merete Riisager (LA) konkluderede: ”Integrationen er gået i stå og kører i ring”.

Indvandringens pris er låst fast i 81 år

Er der tale om indvandringen pris, flyver det rundt med forskellige bud. Finansministeriets fremskrivning til år 2100, som blev offentliggjort i maj 2018, viser, at ikke-vestlige indvandrere og efterkommere vil medføre en varig nettoudgift for de offentlige finanser på 33 mia. kr. årligt.

I december 2018, kunne man i Berlingske læse, at ikke-vestlig indvandring koster 36 mia. kr. om året, altså en stigning på 3 mia. kr. på 6 måneder.

I april 2019 oplyste Finansministeriet, at prisen for indvandring er – hokus pokus – faldet fra 35 mia. kr. (hvor kommer det tal fra?) til 30 mia. kr.

Hvorom alting er har Finansministeriet ikke annulleret sin fremskrivning af maj 2018. Indtil videre må man derfor gå ud fra, at prisen for indvandring fortsat er 33 mia. kr. årligt netto 81 år frem. I alt 2.673 mia. kr., som vil gå fra danskernes velfærd.

Danmark er låst fast på katastrofekurs

Set med de lange briller er den generelle trend, at på trods af det lave asyltal og 114 stramninger er antallet af ikke-vestlige indvandrere i Danmark støt stigende.

I 2015 var der ca. 264.000 muslimer i Danmark. Under Venstre, Konservative, Liberal Alliance og DF’s “stramme” udlændingepolitik er andelen af muslimer vokset til 320.000, en stigning på 21 pct.

Fremskrives udviklingen baseret på de seneste fem års gennemsnit, vil der være 534.000 muslimer i Danmark om 18 år, dvs. en stigning på mellem 52-66 pct. i forhold til i dag. Spoler vi frem til 2050, vil der være ca. 1 mio. muslimer i Danmark.

Set med de lange briller islamiseres Danmark langsomt, men støt. Grænserne flyttes stille og roligt. Der bliver gjort mere og mere plads til muslimske normer, krav og ønsker. Danskerne tilpasser sig for at imødekomme muslimsk levevis.

Nok har Danmark strammet på den muslimske tilstrømning til landet. Men vi har slet ikke bremset ændringerne i befolkningens sammensætning. Tværtimod er det danske samfund i øjeblikket låst fast på en kurs, der vil medføre store forskydninger i befolkningen med vidtgående konsekvenser for kultur og samfund.

Potentialet for yderligere stramninger er udtømt

Der er bred enighed i Folketinget om, at der ikke er behov for at stramme udlændingepolitikken yderligere, for vi fører allerede en meget stram politik. Slapper-partierne kan derfor ikke forventes at udfordre de indgåede internationale konventioner, Grundloven, EU-systemet og Merkel.

Slapper-partierne vil ikke vende udviklingen, fordi de har investeret massivt i en slap udlændingepolitik, hvor den ikke-vestlige, primært muslimske, befolkningsandel hele tiden vokser. De ignorerer betonagtigt behovet for radikale ændringer og fortsætter deres perspektivløse kurs.

Et stigende antal danskere kan se, at de stramninger, der hidtil er gennemført, ikke hjælper en dyt. De føler, at ingenting kan lade sig gøre, at politik er bare tom snak. De kan se en konstant konkurrence om flere symbolske stramninger, som ikke fører til noget. De frygter, at hvis den nuværende udlændingepolitik fortsætter, vil den med sikkerhed gøre de oprindelige danskere til et mindretal i eget land. Deres vrede over de negative konsekvenser af indvandringen er blevet så stor, at de kræver drastiske løsninger.

Alting har en begyndelse

Slapper-partierne advarer om, at en stemme på Stram Kurs eller Nye Borgerlige er en spildt stemme. Men skal landets udlændingepolitik trækkes endnu mere i den rigtige retning, er der brug for partier, der kan sikre, at udlændingepolitikken bliver endnu mere restriktiv, og at konventionerne, Grundloven, EU-systemet og Merkel bliver udfordret og får et modspil.

Pælene for, hvad man kan og ikke kan gøre politisk på udlændingeområdet, flyttes konstant. Flere af de gamle folketingspartier har flyttet sig i udlændingepolitikken med en fart og i et omfang, som ingen ville have troet muligt for få år siden. Der er gennemført stramninger, som tidligere blev anset for at være umulige i forhold til konventionerne. Men det er ikke nok.

Forslagene om at lukke grænsen for asylansøgere og suspendere flygtningekonventionen i en tidsbegrænset periode synes i dag at være urealistiske. Men hvis alt andet viser sig virkningsløst, er det ikke utænkeligt, at de en dag bliver en realitet. Der er jo masser af ting, der er sagt i tidens løb, hvor vi har fået at vide, at de har ingen gang på jord. Men en dag er alle mennesker pludselig enige. Alting har jo en begyndelse.