København skal være europæisk julehovedstad 2021

København skal nu markedsføres som europæisk julehovedstad med design, gastronomi og lysinstallationer. Det skal være et kommende lys i coronamørket, mener initiativtageren, beskæftigelses- og integrationsborgmester, Cecilia Lonning-Skovgaard (V). Dansk Erhverv bakker op om ideen.

Det er december måned, og sneen daler blidt ned over boder med lokale julegodter og dansk design.

Københavnere og turister står side om side og varmer sig med et glas gourmetgløgg, mens de betragter imponerende lysinstallationer i byens parker og magiske LED-scenografier vist på byens bygninger.

For et par måneder siden var det en løs idé, nu er det på vej til at blive virkelighed.

Københavns Kommune, Erhvervsministeriet og Wonderful Copenhagen har netop lanceret en plan for at tiltrække flere turister til København: ”Comeback Copenhagen”.

Og som et led i kampen er der afsat 400.000 kroner til at markedsføre København som europæisk julehovedstad allerede frem mod den kommende jul i 2021.

Og det tænder julelys i øjnene hos beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (V).

”Vi har brug for et lys her i coronamørket. Jeg tror, vi er mange, som vil elske at se vores by danne rammen om en fortryllende julefest, som viser, hvad Danmark kan med unikt design, gastronomi og lysinstallationer. Og når vi ved at forvandle København til et julemekka samtidig kan lokke turister til byen, og få gang i hoteller og restauranter, så har jeg svært ved at skjule min begejstring”, siger Cecilia Lonning-Skovgaard.

Hun præsenterede idéen om København som europæisk julehovedstad i januar og har siden holdt en række møder med interesseorganisationer og erhvervslivet for at gøre den til virkelighed.

Hos Dansk Erhverv er man begejstret for udsigten til at skabe en samlende begivenhed som hovedstadens hoteller, restauranter og butikker kan få gavn af.

”Det er et stærkt initiativ, og i Dansk Erhverv er vi meget positive. Projektet er konkret, og der er stærke eksisterende platforme at bygge på såsom jul i Zoo, i Tivoli og alle julemarkederne. Samtidig synes vi det kunne være spændende, hvis der kunne findes synergi fra bl.a. det arbejde, der er lagt i EM i fodbold og Tour de Frances Grand Départ Copenhagen”, siger Lars Ramme, chef for turisme og oplevelsesøkonomi.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)