Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond har doneret 100.000 kr. til Blå Kors Danmarks sommer- og julelejre for børn og unge. Pengene er med til at sikre, at der også kan afholdes lejre i 2022.
H.M. Dronningen var selv med til bestyrelsesmødet i Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond, da det blev besluttet at bevilge 100.000 kr. til Blå Kors Danmarks ferielejre.
Ferielejrene er for børn og unge fra familier med alkohol- og stofmisbrugsproblemer, fattigdom, psykisk sygdom eller sociale udfordringer.
Donationen fra Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond vækker naturligt nok stor glæde hos Blå Kors Danmark, som hvert år holder sommer- og julelejre for 200-300 børn og unge.
“På vores lejre giver vi børn og unge en masse gode oplevelser og har fokus på at give dem mere livsmod, selvtillid og selvværd og også give oplevelsen af at være en del af et fællesskab,” siger Karen Klemmed Hviid, der er chef for Blå Kors Danmarks ferielejre.
Der er stor forskel på de børn, som deltager på lejrene, men de har alle sammen det til fælles, at de trænger til et pusterum fra det derhjemme, forklarer Karen Klemmed Hviid.
“Det er et virkelig vigtigt pusterum for de her børn og unge, og de undersøgelser, vi har lavet, viser, at børnene og de unge får rigtig meget ud af at deltage. Det øger glæden over livet, og giver også ekstra lys og trivsel ind i hverdagen efter lejrene,” siger Karen Klemmed Hviid.
Maria fik hjælp på lejr
En af dem, der har været med på Blå Kors’ ferielejre, er Maria. Marias far havde i mange år et misbrug og døde af en overdosis på hendes 13-års fødselsdag.
“Det var en hård følelse at have indeni. Men lejrene har været rigtig gode for mig. De har lært mig, at det er lige meget, hvad jeg siger, og hvad jeg gør, fordi jeg er god nok. Det har virkelig lært mig at elske mig selv på en måde, jeg aldrig har gjort før,” siger Maria.
Lejrene har været et godt afbræk for Maria, der både fremhæver fællesskabet og lederne, når hun skal fortælle om det gode ved lejrene.
”Det er altid fedt at komme på en lejr, hvor man ved, at alle de ledere, der er med, er med for børnenes og de unges skyld. De bruger tid i deres hverdag på at give os en oplevelse. Fordi de har lyst – ikke fordi de får noget.”
Maria var med på lejr første gang, da hun var 14 år. I dag er hun 21 og skal i år selv være frivillig på en af Blå Kors’ julelejre.
Beæret over gave fra kongehuset
Blå Kors Danmarks ferielejre drives af frivillige, der alle brænder for at gøre en forskel.
“Vi bruger meget tid på at klæde vores frivillige ledere godt på til opgaven, og så prioriterer vi altid at have mange ledere med på lejrene, så der er tid og overskud til det enkelte barn – både i forhold til at hygge og lege, men også i forhold til at snakke om det, der er svært,” siger Karen Klemmed Hviid.
Mens lejrene ikke kan køre uden de mange frivillige, kan lejrene heller ikke blive til noget, hvis ikke det var for gaver og donationer, derfor er støtten fra Dronning Margrethes og Prins Henriks fond en meget kærkommen gave.
“Det er med til at sikre, at vi også kan holde ferielejre i 2022. Hvis ikke vi får donationer som denne, så kan det slet ikke lade sig gøre at hjælpe så mange børn,” siger Karen Klemmed Hviid og tilføjer med et smil:
“Og så bliver man da altid på en eller anden måde lidt ekstra beæret, når det er fra kongehuset.”
Hjemsendelser øger behovet
Allerede mellem jul og nytår holder Blå Kors Danmark sine næste lejre, når i alt tre julelejre løber af stablen, og Karen Klemmed Hviid forudser et ekstra stort behov for julelejrene i år.
“Med de nye restriktioner, hvor skolebørnene bliver sendt på tidlig juleferie, er der desværre også rigtig mange familier, hvor der er et ekstra stort behov for få et pusterum,” siger Karen Klemmed Hviid.
Blå Kors Danmarks ferielejre støttes udover af Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond også af en lang række andre fonde og virksomheder.
Fakta
Fonde og virksomheder, der støtter Blå Kors Danmarks ferielejre:
- Ole Kirks Fond
- Augustinus fonden
- Jascha Fonden
- Hempel Fonden
- Den Nissenske familiefond
- Carl August og Jenny Andersens Fond
- Civilingeniør H. C. Bechgaard og Hustru Ella Mary Bechgaards Fond
- Flemming Hansens Familiefond
- Kaptajn M.L. Asmussen og hustru Marie Asmussen f. Wahl’s Mindelegat
- Louis Petersens Legat
- Otto og Gerda Bings Mindelegat
- Lykketronic
- Lidl Danmark
- Svea Inkasso
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)