Julemærkehjemmet i Hobro markerede i dag sit 80 års jubilæum sammen H.K.H. Kronprinsesse Mary. Download billeder til fri afbenyttelse her.
H.K.H. Kronprinsesse Mary lagde i dag vejen forbi Julemærkehjemmet i Hobro. Det skete for at markere, at det i dag er 80 år siden, at hjemmet for første gang åbnede dørene. Julemærkehjemmet i Hobro er et af fem danske Julemærkehjem, der hjælper børn i Danmark til et liv uden mobning, ensomhed og mistrivsel.
H.K.H. Kronprinsessen Mary har siden 2014 været protektor for Julemærkefonden – organisationen bag Julemærkehjemmene.
Dagen bød både på tale fra et tidligere Julemærke-barn, børnesang, padel-tennis med royal deltagelse og meget andet.
Forstander på Julemærkehjemmet i Hobro Lise Claesson siger:
– Det har bare været så dejlig en dag! Børnene har fået en fantastisk oplevelse, og det har alle vi andre også. Vi vil rigtig gerne bruge lejligheder som denne i dag til at åbne op og fortælle om vores arbejde og den forskel, vi gør for vores børn. Det synes jeg, vi fik gjort på en rigtig god måde i dag.
Samlet får knap 1.000 danske børn hvert år plads på et Julemærkehjem. Julemærkefonden modtager kun 3,7% af driften gennem offentlig støtte. Det betyder, at denne unikke danske indsats for udsatte børn kun er mulig takket være gaver og bidrag fra privatpersoner, virksomheder og fonde.
Fakta om Julemærkehjemmet Hobro
- Julemærkehjemmet Hobro åbnede d. 18. maj 1939
- Der er plads til 48 børn på Julemærkehjemmet Hobro
- I alt er der fem Julemærkehjem i Danmark, der hvert år hjælper næsten 1.000 børn, som kæmper med mistrivsel og lavt selvværd
- Julemærkehjemmene har i mere end 100 år hjulpet udsatte børn
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)