Kun en tåbe frygter ikke franskmændene

I anledning af mit opslag om de seneste franske meningsmålinger, som viser, at Marine Le Pens nationalistiske parti, Rassemblement National, står til at blive Frankrigs største, er der en, der bemærker, at hvis det skulle ske, har de herskende eliter sikkert andre metoder til at bevare magten.

Og man kan roligt gå ud fra, at de vil prøve hvad som helst for at holde befolkningen nede. For tænk på, hvad der står på spil: Hele den globalistiske og islamofile EU-konstruktion kan risikere at ramle. Måske bliver Lars Løkke og andre Koranlovs-entusiaster nødt til at flygte til Marrakesh, hvis de lokale vil have dem.

En anden ymter, at de franske magthavere måske vil forbyde Rassemblement National, ligesom Tysklands herskere overvejer at forbyde Alternative für Deutschland. Det ville være en risikabel handling. Frankrig har nemlig en lang tradition for revolution, hvis man træder borgernes interesser for nær. Den går tilbage til 1789 og har det med at brede sig til lande uden for Frankrig, hvis herskere tit har måttet ryste i bukserne, når franskmændene gik på gaderne.

Revolutionen i 1830 gav ophav til en bølge af opstande i Polen, italienske stater, Portugal og Schweiz.

I 1848 rejste Paris’s indbyggere sig atter til en opstand, der inspirerede til lignende begivenheder i adskillige europæiske lande, hvis borgere prøvede at omstyrte konservative monarkier og erstatte dem med liberale demokratier.

Det lykkedes i Danmark, men det er der vel ingen, der kan huske. Historien er nemlig blevet afskaffet, og herskerne bilder sig ind at sidde på den grønne gren til evig tid.

Det gjorde de også i årene op til den franske revolution i 1789, hvorefter det gik dem ilde.