Kunsten at snyde NATO

Det nationale kompromis om Forsvaret lægger så snævre bånd på dansk økonomi, at der reelt ikke er penge til velfærdsforbedringer. Danske politikere vil derfor udvise en stor kreativitet i forhold til, hvad man fremover kan betegne som udgifter til forsvar og sikkerhed.

Den snu småstatsstrategi, som Danmark har fulgt gennem årene, foreskrev, at det sikkerhedspolitisk gælder om at løbe fra NATO-aftaler, køre på fribillet og altid være parat til at kæmpe til den sidste amerikaner.

Med det nationale kompromis om Forsvaret vågner Danmark derfor op til en ny og frygtindgydende realitet: NATO-bidraget skal øges til 2 pct. af BNP, og der skal betales ved kasse 1.

Det sender kuldegysninger igennem nasserne i Folketinget, der har troet, at princippet om, at USA finansierer NATO, mens danskerne bruger penge på velfærd, var mejslet i massiv granit og aldrig ville blive til diskussion.

For Danmark betyder Tysklands beslutning om at investere massivt i forsvaret, at det ikke længere er muligt at fortsætte det hyggelige arrangement, hvor man blot stiller sig i køen ved kasse 1 i Det Hvide Hus og får inddækket det manglende danske bidrag til NATO.

Danske politikere bliver som bekendt krænket helt ind i deres kræmmersjæl, når NATO forlanger, at Danmarks bidrag til NATO skal øges til 2 pct. af BNP. Politikerne har derfor rutinemæssigt udvist en utrolig opfindsomhed for at forvirre begreberne omkring det danske bidrag.

Selv om Danmark havde en klar aftale med NATO om i 2024 at nå op på 2 pct. af BNP i udgifter til forsvaret, har de skiftende danske regeringer påstået i mange år, at der var tale om en hensigtserklæring og ikke et løfte.

Den tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen mente, at da dansk forsvar er langt mere effektivt end de fleste andres, skal dansk bidrag ganges med to. Løkke har endda præsteret noget så uværdigt som at regne ud, at de faldne danske soldater i Afghanistan svarer til de 0,7% af BNP, som Danmark mangler at betale i NATO-bidrag. Hvilket var usandt, idet både USA og Estland har lidt lige så store tab som Danmark.

18 milliarder kroner til forsvaret ekstra hvert år er mange penge, og allerede nu spekuleres der intenst i Folketinget i, hvad man mon kan få ind under et forsvarsbudget.

I det nationale kompromis om Forsvaret står der blot, at ’Danmarks udgifter til forsvar og sikkerhed løftes varigt til 2 procent af BNP’. Det kan altså være andet end ammunition, kampvogne og ubåde. F.eks. hjælp til veteraner, undervisning i russisk sprog og kulturforståelse, diplomatkorpset eller ulandshjælp.

I dansk selvforståelse er Danmark en snusfornuftig købmandsnation. I forhold til NATO vil vi derfor opleve, at Danmark vil bruge alle mulige krumspring og kneb for at sikre sig fortsatte sikkerhedspolitiske garantier fra USA og samtidig slippe for at trække sin del af læsset og sende regningen til USA.

André Rossmann