Kvindernes kampdag er blevet en skamstøtte over feministernes gigantiske svigt

Nutidens feminister er blottede for solidaritet med dem, som kvindekampen i virkeligheden bør gælde.

I dag – 8. marts – er det Kvindernes internationale kampdag. I den anledning arrangerer bladet Alt For Damerne en protest for at få flere kvindelige profiler på Wikipedia. Man kan også komme til morgensang med Natasha Al-Hariri, der – udover at have en profil på Wikipedia – går med tørklæde for at følge sin religions strenge love om påklædning.

Eller man kan tage på Copenhagen Business School og høre de Radikales Sofie Carsten Nielsen (R) tale om, hvorfor kvinder i erhvervslivet bør få flere penge og mere indflydelse.

Jo, nutidens feminister har travlt. Med sig selv.

Venstrefløj og højrefløj har byttet plads

Venstrefløjen og ikke mindst rødstrømperne var tidligere samfundets stærkeste stemmer når der skulle siges fra overfor religiøse dogmer om kvinder om deres seksualitet. De stod forrest, når ytringsfriheden skulle forsvares og når der skulle slås ned på trusler imod kvinders frihed og ligeværd.

Siden Kvindernes internationale kampdag blev indført i 1970’erne er den politiske venstre-højreskala på disse områder vendt på hovedet. Folk som i 1970’erne var skeptiske overfor religioners magt betegnes i dag “højreorienterede”.

Retten til at tale dogmer og stærke mænd – herunder profeter – midt imod, forsvares heller ikke længere af “venstrefløjen”, men af højrefløjen.

Og den religion, som sort på hvidt – og uden formildende kontekst – prædiker stening af kvinder, der vælger deres partner af kærlighed fremfor at efterkomme familiens krav, er ligefrem inviteret med til feministernes “kampdag”.

Iført tørklæde.

Ignorerer deres medsøstres dødsskrig

Kunne tidens kvindeforkæmpere ikke bruge deres tid og kræfter på noget mere presserende?

Hvad med at kæmpe for, at piger i den ikke-vestlige verden får lov at gå i skole, så de i det mindste kan læse Wikipedia?

Der er nok heller ikke mange ikke-vestlige kvinder til morgensang og de efterfølgende demonstrationer for flere penge og mere magt til sig selv. Så hvad med bare et lille pip imod en patrialsk religion, der forbyder kvinder at forlade hjemmet uden mandligt følge…? Og som prædiker afskæring af klitoris og tvungen tildækning?

Når det kommer til kvinders plads i erhvervslivet,  så forget it: Hvor tit ser man en kvindelig ansat i en indvandrerkiosk? Næsten aldrig. Men nej, hverken Alt For Damerne, KVINFO eller Copenhagen Business School ser behov for en indsats her.

Skamstøtte

Kvindernes internationale kampdag er blevet en skamstøtte over feministernes gigantiske svigt overfor deres ikke-vestlige søstre. Og over deres svigt af fremtidens generationer af danske piger og kvinder, som nu skal leve med en indvandret religion, der prædiker vold og voldtægt imod det smukke køn.

De fake feminister, der i dag klæder sig i fjer lånt af tidligere tiders ægte venstrefløj og ægte kvindeforkæmpere, er som kejseren uden klæder: Moralsk selvophøjede tramper de gennem gaderne, uvidende om deres egen ynkelighed.

Blottede for solidaritet med dem, som kvindekampen i virkeligheden bør gælde.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)