Læren fra Wyoming

Tirsdagens republikanske primærvalg i Wyoming blev et sviende nederlag til det siddende kongresmedlem, Liz Cheney, som nu bliver den fjerde republikaner, der bliver vraget efter at have stemt for at impeache Donald Trump. Hendes modkandidat, Harriet Hageman, fik 66 pct. af stemmerne mod Cheneys 29 pct.

Trumps kommentar svømmede over af skadefryd: ”Nu kan hun omsider forsvinde i den politiske forglemmelses dyb, hvor jeg er sikker på, at hun vil være meget lykkeligere, end hun er nu.” Men Cheney har ikke tænkt sig at gå nogen steder. Hun drømmer tydeligvis stadig om at blive til noget stort, og sammenlignede sig efter nederlaget med Abraham Lincoln, som jo også tabte flere valg, før han blev præsident. Hun brugte i øvrigt store dele af sin tabertale til at udøse sit had til Trump, som var hendes eneste programpunkt under valgkampen, ligesom hun har brugt al sin tid i Repræsentanternes Hus på den såkaldte 6. januar-komite, der skal bane vejen for Trumps endestation – nemlig et liv bag tremmer. Trump bør aldrig igen komme i nærheden af præsidentposten, men skal straffes for at have sagt, at præsidentvalget i 2020 var stjålet. Det samme sagde Hillary Clintons tilhængere om valget i 2016 – som demokraterne påstod var forfalsket af en sammensværgelse mellem Trump og Vladimir Putin – men Kongressen har ikke nedsat noget udvalg til at undersøge Clintons ageren.

Det er vanskeligt at tro, at det hele skulle handle om Trump, selv om han er en besættelse for såvel demokrater som anti-Trump-fløjen i det republikanske parti. Der må ligge noget andet bag, og hvad det kan være, får man et fingerpeg om ved at se på, hvem der finansierede Cheneys valgkamp. Blandt hendes donorer var den tidligere republikanske præsident, George W. Bush, og andre velbeslåede medlemmer af det politiske etablissement i Texas og Californien. I alt forærede de Liz Cheney 4,5 millioner dollars, mens hun måtte nøjes med 386.000 fra vælgerne i Wyoming. Som følge af de rundhåndede bidrag fra politiske interessenter uden for Wyoming kunne Cheney bruge tre gange så meget på sin valgkamp som Hageman, men valget kunne hun alligevel ikke købe.

Ligesom sin far, den tidligere vicepræsident under George W. Bush, Dick Cheney, står Liz som forkæmper for USA’s militærindustrielle kompleks, der hader Trump, fordi han ikke indledte nogen krige, men nøjedes med at true diverse despoter til at afstå fra militære eventyr. Omvendt er Biden lige deres mand. Næppe havde alverdens banditter iagttaget den ydmygende amerikanske retræte fra Afghanistan, før de begyndte at lægge planer om overfald på diverse naboer. Resultatet blev Putins invasion af Ukraine, som har været en sand gave for amerikanske våbenproducenter. De kinesiske kommunister spiller med musklerne og optrapper deres militære trusler mod Taiwan, og mullaherne i Teheran glæder sig ved udsigten til snart at have atomvåben, hvormed de kan udslette Israel – mens Biden trods alle provokationer stadig håber at nå en aftale med de hellige mænd, der er kendt for at lyve så stærkt, som dagen er lang. Så der er altså også gode udsigter til krig i Mellemøsten.

Når fundamentale interesser står på spil, tyr folk til desperate midler – som bl.a. raidet på Mar-A-Lago – og til umådeholdne beskyldninger. Liz Cheneys ideologiske allierede, kongresmedlem Adam Kinziger, kommenterer valget i Wyoming ved at opfordre til fornyet modstand mod ”ondskaben”, og en af det demokratiske partis rådgivere, Kurt Bardella, betegner det republikanske parti som ”fundamentalt set en hjemlig terrorcelle”. Andre fremtrædende Trump-modstandere har mere end antydet, at han skal henrettes som landsforræder, fordi han skal have stjålet atomare hemmeligheder med henblik på at sælge dem til USA’s fjender.

Hele dette politiske cirkus bringer mindelser om den afdøde politiske kommentator, Charles Kauthammer, som bemærkede, at folk til højre mener, at dem til venstre tager fejl, mens de venstreorienterede betragter deres modstandere som onde.

Og nu vi tænker efter, er det så ikke præcis det samme, vi har oplevet og stadig oplever i Danmark? Kritikere af masseindvandringen og islamiseringen var ikke folk med andre opfattelser end magthavernes, men onde, der skulle have gjort noget ved deres ”menneskesyn”.