LANDSMØDER HAR FANDEN SKABT

De politiske landsmøder var egentlig tænkt som kreative højdepunkter i et partis politiske liv. Her samles alle de bedste kræfter i en politisk bevægelse for at vurdere resultater og lægge planer for fremtiden. Den politiske ledelse mødes med engagerede tillidsfolk og delegerede, der alle brænder for partiet og dets mærkesager. Landsmøder skal være partiets smeltedigel, hvor meninger brydes, konstruktiv kritik lægges på bordet, og nye ideer bliver brændstoffet til fremtidens sejre.

Men sådan spiller klaveret ikke i dansk politik. Landsmøderne byder på kæft, trit og retning. Konstruktiv kritik og politikudvikling er tabu. Landsmøderne går med at kalke gravene til, så de politiske lig hverken kan ses eller lugtes. Møderne byder på selvros og gensidig rygklapning som ouverturen til aftenens fest, hvor man jo skal kunne juble sammen i enighed og fordragelighed.

Det slap Mette Frederiksen fint fra i weekendens socialdemokratiske landsmøde. Det går jo også godt for partiet, der kan glæde sig over fremgang i meningsmålingerne. Statsministeren brugte kongressen til at sløre billedet af sig selv som den enevældige Corona fyrstinde, der dagligt i halvandet år har dikteret danskerne, hvad de måtte og særligt, hvad de ikke måtte. Mette Frederiksen istemte nu en festhymne til fremtidige mærkesager for partiet omfattende et overflødighedshorn af klima, fællesskab, social balance, ungdommen, pensionisterne, integration og vores fælles kultur. Bagefter havde de delegerede vist en fin fest med landsmoderen i centrum.

Det Konservative landsmøde forløb også i god ro og orden uden kritik og kreativ nytænkning. Søren Pape lancerede de konservative som et velfærdsparti og fik rykket midten af dansk politik endnu et nøk til venstre. Partiet fik 12 mandater ved sidste valg, men står ifølge meningsmålingerne til hele 25 i dag. De ekstra 13 mandater er ikke et resultat af et politisk nybrud for Konservativ politik, men et fravalg af andre partier særligt Venstre. Som støtteparti for samtlige borgerlige regeringer har de Konservative et betydeligt ansvar for en årlig udgift på 90 milliarder kroner til migranter fra ikke-vestlige lande, for iværksætterskatten og for en ruin af et forsvar, der nu er reduceret til en ’styrelse’, hvor generalerne arbejder som assistenter for embedsmændene i forsvarsministeriet. Det hørte vi ikke et kvæk om. 

På det Radikale landsmøde beklagede formanden Sofie Carsten Nielsen naturligvis den onde tid, man havde været igennem. De Radikale fik 16 mandater ved sidste valg, men er nu i meningsmålingerne reduceret til et sidegadeparti med kun 10 mandater. Men som altid havde partiet en løsning på alle problemer: De Radikale er nu gået helt klimabananas og stiler mod en 100 procent CO2 reduktion i 2040. Der mangler imidlertid videnskabelige beviser for, at menneskeskabt udledning af klimagasser har indflydelse på det globale klima. Tværtimod har den øgede mængde CO2 i atmosfæren øget klodens grønne areal. Den Radikale CO2 likvidering koster kun 25 milliarder kroner, som nok bliver fundet i forsvarsbudgettet.

 Ved folketingsvalget i 2015 scorede Dansk Folkeparti 37 mandater, som blev reduceret til 16 pladser i 2019 og er nu yderligere skrumpet til 10 mandater ifølge de seneste meningsmålinger. Man skulle tro, at partiledelsen havde nedsat en arbejdsgruppe, der kunne afdække årsagerne til denne nærmest totale nedsmeltning, således at resultatet kunne præsenteres på weekendens årsmøde, hvor partiets bedste kræfter var samlet. Når man kender de konkrete årsager til nedturen, har man også en vejviser til fremtiden. Dette skete dog ikke. På landsmødet enedes man om, at politikken var der ikke noget i vejen med. Nedturen skyldtes udelukkende internt ævl og kævl i partiet, hvor personopgør saboterede partilinjen. Den eneste, der rejste konstruktiv kritik af politikken, var Martin Henriksen, der herefter blev omtalt som en slags Grev Dracula, der som ambassadør for Stram Kurs havde forvildet sig ind på landsmødet. Herefter klappede forsamlingen i og havde efter sigende en super fest om aftenen, hvor man mest talte om de gode gamle dage. Hvad er der ellers at tale om, når man ikke tør se fremtiden i øjnene?