“Antisemitisme er villighed til at tro det værste om jøder, uden at tvivle,” sagde den israelske premierminister, Yair Lapid, i sin tale til FN’s generalforsamling sidste år. Ud fra den definition er Lars Erslev Andersen, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), antisemit. Han tillægger nemlig systematisk israelske politikere, der jo hovedsagligt er jøder, negative, ja endda ondsindede motiver, selvom mere rimelige og forståelige forklaringer ligger lige for.
Debatindlæg af Dan Harder, redaktør på israel-online.dk.
Aktuelt kæmper det israelske militær imod palæstinensiske terrorgrupper i Vestbred-byen Jenin med det erklærede formål at nedkæmpe den massive terror-infrastruktur, som findes der. 24 israelere er i år blevet dræbt ved regulære terrorangreb begået af palæstinensere. Alle ofrene var civile. Mange af terroristerne havde Jenin som base.
Det palæstinensiske selvstyre har ifølge Olso-aftalerne forpligtet sig til at stå for lov og orden i Jenin, herunder at forhindre terrorangreb imod israelere, men har i høj grad mistet kontrollen med området. Derfor har den israelske regering sendt hæren ind.
Men i Lars Erslev Andersens optik er der altid en anden, langt mere gusten og fordækt, årsag til israelske handlinger. I Politiken 4. juli 2023 giver han en række bud på, hvad der angiveligt stikker under.
Han mener, at israelerne “vil sikre sig fuldstændig kontrol over de besatte områder.” Det er direkte usandt. Israel støtter tværtimod selvstyrets evne til selv at håndhæve lov og orden. Det fungerer desværre bare ikke i Jenin.
Israelerne “vil principielt set ikke acceptere, at palæstinenserne er der,” påstår Lars Erslev Andersen dernæst. Det er ikke bare usandt, det er realiteterne vendt på hovedet. Det er det palæstinensiske selvstyre, der hjernevasker sin befolkning med, at jøderne ikke har noget historisk tilhørsforhold til landet, og derfor ikke har nogen ret til at være der. Det er også derfor, selvstyret gennem 20 år har nægtet at forhandle om en fredsløsning, som vil tillade den jødiske stats fortsatte eksistens.
Lars Erslev påstår, at israelerne “gør, hvad de kan for at presse palæstinensere væk.” Det udsagn ville have en vis berettigelse, hvis vi talte om Jerusalem, hvor der udkæmpes juridiske kampe om retten til specifikke ejendomme og områder. Men Israel har ingen ambitioner om at overtage Jenin. Man ønsker alene at slippe for terrorangreb herfra.
Endelig anfægter Lars Erslev Andersen lovligheden af Israels militæroperation: “Det er jo ikke en kirurgisk ren militæroperation, hvor Israel går ind og i beskyttelse af civile israelere lige præcis rammer de mål, det drejer sig om.”
Jo, det er netop, hvad det er. En militær operation kan næppe udføres mere “kirurgisk rent” end den nys overståede i Jenin. I krige er der næsten altid utilsigtede tab. Det er tragisk, men ikke ulovligt i henhold til krigens love. Men ingen nation på kloden gør sig større anstrengelser for at minimere civile tab på fjendens side end Israel. Spørg en hvilken som helst militærekspert.
I et forsøg på at påvise ulovligheden af Israels operation misbruger Lars Erslev Andersen, som mange af hans kolleger har for vane, “proportionalitetsprincippet,” som er en del af den internationale humanitære ret, også kaldet krigens love:
“Er det en aktion, man kan sige er proportionel? Nej, det synes jeg ikke. Jeg synes, det er et voldsomt overgreb på en civil befolkning.”
At Israel har lov til at bekæmpe terrorgrupperne i Jenin er uomtvisteligt. Derudover bruges proportionalitetsprincippet slet ikke til at vurdere legaliteten af en militær operation. Det bruges alene til at afgøre, om forventede civile tab ved et specifikt angreb opvejes af målets militære værdi.
Det ved Lars Erslev Andersen selvfølgelig udmærket. Hans misbrug af begrebet bunder, ligesom hans uberettigede og faktuelt uunderbyggede kritik, helt tydeligt i hans egen veldokumenterede antipati mod den jødiske stat.
Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) har i øvrigt en lang tradition for at huse mellemøstforskere med meget store vanskeligheder med at holde sig til sandheden. Af andre notorisk anti-israelske (tidligere) forskere ved DIIS kan nævnes Michael Irving Jensen, Søren Schmidt og Mona Kanwal Sheikh.
Deres letsindige omgang med sandheden er grundigt dokumenteret på Israel-Online.dk.
Beklageligvis må det konstateres, at problemet med uredelige mellemøsteksperter ikke begrænser sig til DIIS, men desværre gennemsyrer store dele af den danske universitetsverden. Det bekræftes eksempelvis af, at en lang række danske undervisere og forskere i 2021 underskrev et manifest i Politiken, der er som taget direkte ud af terrororganisationen PLO’s propaganda-manual. Underskriverne tæller, blandt andre, mellemøsteksperter som Sune Haugbølle (RUC), Jørgen Bæk Simonsen (KU) og Rasmus Alenius Boserup (DIIS).
Det er ubegribeligt, at danske skatteydere, 78 år efter holocaust, skal betale for den systematiske udbredelse af anti-jødisk misinformation.
Something is indeed rotten in the state of Denmark.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)