Lovmøllen kværner hurtigere end nogensinde

”Lovmøllen kører for meget og for hurtigt. Der er ikke tid til refleksion og overvejelse”, sagde Mette Frederiksen ved Folketingets afslutningsdebat i 2021. Mette Frederiksen har helt ret, men som statsminister har hun haft gode muligheder for at sænke tempoet i lovgivningsarbejdet. Det har hun ikke gjort. Lovmøllen kværner videre i et svimlende tempo, og Folketinget bruger mindre og mindre tid på at behandle det enkelte lovforslag.

En ny analyse fra CEPOS viser, at hastigheden i det danske lovgivningsarbejde slår rekorder. Mens Folketinget under Thorning og Løkke brugte henholdsvis 64,4 dage og 63,6 dage på at behandle et lovforslag, er antallet af dage faldet til 54,6 under Mette Frederiksen. Siden grundlovsændringen i 1953 er Mette Frederiksen den statsminister, der har fået gennemført lovgivning hurtigst. Og det trods ambitioner om et opgør med netop dét.

”Et af det velfungerende liberale demokratis grundpræmisser er, at mindretallet har mulighed for at blive hørt, og man sikrer, at alle kan komme til orde. Den præmis bringer man i fare, når lovgivning bliver hastet igennem. I et velfungerende demokrati bliver lovgivning ikke vedtaget hen over hovedet på folk”, siger Jonas Herby, der er specialkonsulent i CEPOS.

Lovgivning i Danmark bliver hastefremlagt og vedtages uden at følge Folketingets normale tidsfrister og normer. Samtidig sætter regeringen rutinemæssigt lovgiverne under pres ved at udlevere rapporter og høringssvar alt for sent. Politikerne klager over tempoet i forvaltningen, korte frister til mødeindkaldelser, manglende tid til at sætte sig ind i komplekst materiale samt regeringens praksis med at tilrettelægge den politiske proces på en måde, der presser folketingspartierne til at blåstemple den fremlagte politik.

Borgerne og berørte interesser bliver holdt udenfor ved at få ekstremt korte frister for høringssvar. Berørte grupper og borgere får kun få dages varsel til at skulle forholde sig til drastiske indgreb i deres frihed og hverdag og får reelt ikke muligheden for at komme med indvendinger.

Når lovgivningen presses igennem så hurtigt som muligt, forværrer det kvaliteten af lovgivningen. Samtidig bliver konsekvenserne af lovgivningen uoverskuelige. Forløbet om koranloven viste også problemerne. Helt op til tredjebehandlingen kunne stort set ingen redegøre for lovgivningens konsekvenser, og der blev ved med at dukke nye informationer op, som påpegede uforudsete problemer ved loven.

Alle lovforslag skal gennem tre lovbehandlinger for at sikre tid til omtanke. Netop omtanke er det, der bliver elimineret, når lovbehandlingen halveres. Det samme gælder høringsfristen på 30 dage. Men allerede en måned efter regeringsdannelsen fik politikerne en høringsfrist på kun 7 dage, da regeringen ville afskaffe store bededag.

Et skoleeksempel er lov om loft over huslejer. Regeringen har i 2022 med et snævert flertal (rød blok) vedtaget et loft over huslejer i 160.000 private udlejningsboliger. Lovforslaget er blevet hastet igennem i et hæsblæsende tempo. Det blev udarbejdet med kun den mest nødtørftige forberedelse af embedsmændene og herefter sendt i høring en fredag eftermiddag kl. 15:44 med svarfrist den efterfølgende mandag morgen kl. 10:00. Hastværket har medført, at helt basale analyser og beregninger af konsekvenser ikke er gennemført. At forslaget er meget indgribende, gør hastværket ekstra kritisabelt. Ifølge Peter Mortensen, der er juraprofessor med speciale i ejendomsret og ekspropriation, er der en risiko for, at lovforslaget overtræder grundlovens paragraf 73, hvilket kan udløse et milliardstort erstatningskrav fra private udlejere mod staten – og dermed skatteyderne.

Det er en overordnet tendens i nyere tid, at tiden til lovbehandling bliver kortere. Tingene skal ske meget hurtigt, og det er ikke så nødvendigt med offentlighedens besyv. Det er en central del af demokratiet, at alle parter kan komme til orde og ikke bliver tromlet over. Det er derfor et problem, at der sker en afkortning af den demokratiske proces med det resultat, at organisationer, borgere og andre eksterne parter ikke har mulighed for at reagere på lovforslagene. Ikke alene svækker det lovkvaliteten, men det er et demokratisk problem. Hertil kommer, at lovsjusk og dårligt udtænkte hastelove er på kant med grundloven og krænker retsbevidstheden.

André Rossmann