En 61-årig mand blev tirsdag idømt anbringelse på en psykiatrisk afdeling uden længstetid, efter at han i februar stak sin hustru 53 gange med en kniv.
Overfaldet skete natten til den 11. februar i parrets lejlighed i Aarhus V. Trods de mange knivstik i hovedet og i kroppen lykkedes det den 61-årige hustru at flygte ud af lejligheden, hvor hun fik hjælp af en nabo, og politiet blev tilkaldt.
Manden erkendte at have forsøgt at slå sin kone ihjel og blev anholdt i sin lejlighed.
Kvinden blev kørt til behandling på hospitalet, hvor hun blev udskrevet efter et døgn.
”Det var rent held, at kvinden ikke blev dræbt, da flere af knivstikkene ramte meget tæt på hovedpulsårerne. Det er en meget usammenhængende forklaring den tiltalte har givet, og der er ingen logisk forklaring på drabsforsøget. Ud fra retslægerådets vurdering er jeg tilfreds med, at han blev idømt en anbringelsesdom, ” siger senioranklager Jakob Beyer.
Stak ud over efter rengøringshjælp
Ud over drabsforsøget blev den 61-årige dømt forsøg på grov vold ved en episode i 2019, hvor han med en kniv stak ud efter en rengøringshjælp, der gjorde rent i opgangen ved lejligheden i Aarhus V.
Ifølge den mentalundersøgelse, der blev foretaget af manden, var han sindssyg i gerningsøjeblikket, og retslægerådets anbefaling lød på en anbringelse. Den indstilling valgte retten altså at følge, da manden blev dømt.
Den 61-årige udbad sig betænkningstid i forhold til at anke dommen.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)