Mange feriepenge ender som opsparing

Mere end 40 procent af de danske boligejere regner med at bruge de udbetalte indefrosne feriepenge til opsparing. Det viser en ny befolkningsundersøgelse fra TEKNIQ Arbejdsgiverne, som håber, at styrkede tilskudsordninger alligevel kan overbevise danskerne om at sætte feriepengene i arbejde.

En stor del af de danske boligejere, som netop har fået mulighed for at få deres indefrosne feriepenge udbetalt, regner med at bruge pengene til opsparing. Det viser en ny befolkningsundersøgelse fra TEKNIQ Arbejdsgiverne og YouGov af godt 2.000 danske boligejere. Blandt dem, der regner med at få pengene udbetalt, forventer 42 procent at bruge dem som opsparing.

”Hele formålet med udbetalingen af feriepengene er jo at få sat mere gang i samfundshjulene oven på coronakrisen, og det sker ikke, hvis pengene bare sættes ind på en bankkonto. Det er naturligvis danskerne selv, der bestemmer, hvad de vil bruge pengene på, men med lidt nudging kan samfundet få endnu større gavn af de udbetalte feriepenge,” siger Maria Schougaard Berntsen, cheføkonom hos TEKNIQ Arbejdsgiverne, der repræsenterer cirka 4.100 virksomheder indenfor el, vvs og metal.

Her glæder man sig til gengæld over, at den næstmest populære måde at bruge feriepengene på tilsyneladende er at investere i boligen – fx i energiforbedringer. Det svarer 31 procent af dem, der vil have pengene udbetalt, mens 19 procent peger på dagligdagsforbrug.

”Danske boligejere vil rigtig gerne investere i deres egne hjem. Boligen er en forlængelse af, hvem du selv er, og i deres almindelige forbrugeradfærd hopper flere og flere med på den grønne bølge. Derfor vil det også være oplagt at bruge feriepengene på eksempelvis at energieffektivisere sit hjem,” siger Maria Schougaard Berntsen og uddyber:

”Det er dog de færreste, der har så mange feriepenge til gode, at de kan dække hovedparten af udgifterne til fx at få udskiftet oliefyr eller naturgas med mere klimavenlige alternativer. Derfor har vi også flere gange anbefalet, at man fra regeringens side styrker håndværkerfradraget, så det, sammen med de indefrosne feriepenge og øvrige tilskudsordninger, for alvor kan sætte turbo på renoveringen af danskernes hjem, hvis vi vil gøre os håb om at leve op til klimamålene,” siger Maria Schougaard Berntsen.

Hun understreger, at netop energieffektivisering af boligen er en langt bedre investering end at lade pengene stå i banken.

”Der er med andre ord al mulig grund til at bruge de udbetalte feriepenge på boligen, så investeringen i løbet af få år kan tjene sig selv ind igen i form af en langt lavere energiregning,” siger Maria Schougaard Berntsen.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)