Mere varm luft fra FN

I Katowice var FNs opgave at få medlemslandene til at højne deres klimaambitioner, så de kommer i overensstemmelse med Paris-aftalens mål om at holde den globale temperaturstigning på mellem 1,5 og 2 grader. Men det, landene er blevet enige om, er ikke tilstrækkeligt for at holde temperaturstigningerne til under to grader. Faktisk vil man lande et sted mellem 3-4 graders stigning i 2100. Derfor var konferencen reelt en fiasko.

USA, Rusland, Saudi-Arabien og Kuwait har nægtet at godkende den alarmerende rapport, som FN’s klimapanel (IPCC) offentliggjorde i oktober 2018, idet dette kunne fortolkes som en forpligtelse til at følge rapportens anbefalinger om en halvering af de globale udledninger i 2030 i forhold til i dag.

USA har argumenteret stærkt for, at Kina, de arabiske oliestater og vækstlandene i bl.a. Østasien ikke bør klassificeres som udviklingslande med tilhørende reduceret ansvar for at løse klimaudfordringen.

Trods 23 klimakonferencer kommer verdens forsyning med energi fortsat overvejende fra fossile kilder og CO2-udledningen slår rekorder. Andelen af verdens energiforsyning, der kommer fra fossile kilder, har ligget stabilt igennem de sidste 20 år. I 2000 var den 80%, i 2006 81% og i 2017 81%.

Der findes ikke andre energikilder, der er rigelige, billige, stabile og skalerbare. De kriterier kan sol, vind og biomasse ikke leve op til, og det kommer de heller ikke til i en overskuelig fremtid. Sol og vind er ustabile, idet de leverer kun, når solen skinner og vinden blæser, og de er kun i begrænset omfang skalerbare. Og biomasse er slet ikke skalerbart, da dyrkningsbar jord er et knapt gode, hvor fødevareproduktion har første prioritet.

Velstandseksplosionen i Indien og Kina har medført en kraftig stigning i de to landes energiforbrug. Kina og Indien er i færd med at opføre eller udvide kapaciteten på hundredvis af kulkraftværker. Og Kina er i færd med at bygge 200 nye lufthavne, der skal stå færdige inden 2035.

Allerede nu udleder Kina mere CO2 end USA og EU tilsammen, mens og Indien udleder mere CO2 end Afrika og Sydamerika tilsammen. Men i Paris-aftalen har Kina forpligtet sig til at stoppe stigningen i sine CO2-udledninger først omkring 2030.

Efterspørgslen efter elektricitet i Indien ventes at blive fordoblet inden 2030. Holder prognosen stik, vil det medføre en stigning på 50% i kulforbruget.

Også Danmark er en af de største klimasyndere, selv om det er i strid med dansk selvopfattelse. Der er nemlig en modsætning mellem det meget høje forbrug, som karakteriserer danskernes levevis, og målsætningen om, at den globale opvarmning maksimalt skal stige 2 grader ifølge Paris-aftalen.

Den høje materielle velfærd, vi har i Danmark, bygger på, at vi importerer store mængder af meget billige varer. Varerne er billige, fordi de er produceret under forhold med lavere miljømæssige standarder. Så selv om det ser flot ud i Danmark, bidrager det høje danske forbrug til massiv CO2-udledning i andre dele af verden. Hvis man derfor regnede den forurening med i danskernes CO2-fodaftryk, ville det være et af de højeste i hele verden.

De seneste protestaktioner mod Macrons grønne skatter i Frankrig viser, at europæerne ikke har lyst til at betale for Kinas og Indiens grønne omstilling.

Kun i Danmark er følelsen af at gøre det gode vigtigere end hvad der faktisk hjælper i det virkelige liv. Der er derfor ingen grænser for, hvad danskerne er villige til at betale i skat for det grønne eventyr.

Hvis Danmark med sine enorme milliardinvesteringer i den grønne industri en dag bliver et land helt uden CO2 -udslip, vil det ifølge FN’s klimamodeller højst forsinke den globale klimaændring et par dage, men det spiller ingen rolle. Det er illusionen, der tæller for dumnaive danskere.

André Rossmann