Mette F. er faldet til patten over for Trump

Statsministeren har besluttet at give Danmark en stærkere forankring til USA og hele den vestlige verdens sikkerhedspolitiske arkitektur, skriver Berlingske.

Dette afspejles i Danmarks stigende forsvarsbudgetter og bidrag til NATO, i samspillet med USA om udviklingen i Arktis/Grønland samt i beslutningen om, at det kinesiske Huawei ikke skal være leverandør til 5G-netværket i Danmark.

”Alliancen over Atlanten må Europa aldrig opgive, for den er afgørende for os, og den er vigtig for stabiliteten i verden. Vi skal også pleje forbindelserne til andre alliancepartnere, men militært og økonomisk er USA den stærkeste magtfaktor, og Europa og USA skal være hinandens nærmeste allierede”, lyder det fra statsministeren.

Statsministeren mener også, at Danmark skal være en stærk spiller i EU. Men – udgangspunktet skal være et europæisk samarbejde, som er i bedre samklang med befolkningerne, og som tager højde for mange borgeres frygt for f.eks. konsekvenserne af indvandringen.

Mette F’s nye realistiske kurs, hvor hun placerer Danmark tættere på USA, viser, at hun langt om længe har accepteret, at der kun findes ét land, der kan garantere Danmarks sikkerhed, og det er USA.

I sagen om Grønland gav Mette F. sit udenrigspolitiske storhedsvanvid frit løb, hvilket fik Donald Trump til at aflyse sit besøg i Danmark.

Mette F. har pustet sig op og lavet slag i luften, som om Danmark var en stormagt og kunne diktere, hvad USA skulle gøre. Hendes reaktion var imidlertid slet ikke afpasset med Danmarks størrelse og tyngde på den politiske arena. Derfor måtte Mette F. til sidst bøje nakken i Grønland-sagen og rette sig efter USA.

I det danske statsministerium lider man af et voldsomt oppustet ego og udenrigspolitisk storhedsvanvid. Man forstår ikke, at Danmark er en lilleputstat, der ikke kan handle frit efter egne interesser i forhold til sin vigtigste allierede, USA.

I statsministeriets selvforståelse har småstaten Danmark enorm indflydelse på verdenspolitikken. Man kommer uvilkårligt til at tænke på historien om musen og elefanten, som går sammen over en bro, hvor musen udbryder: Hør hvor vi gungrer! I verdenspolitikken er det lille Danmark, der gungrer.

André Rossmann