METTE FREDERIKSEN BRÆNDER BROERNE FORAN SIG

Når der er ballade med efterretningstjenesterne plejer man at holde slagsmålene inden døre langt væk fra presse og offentlighed. Det kan man imidlertid ikke, hvis der forligger vaskeægte landsforræderi, altså hvis nogen har videregivet hemmelige oplysninger til magter, der kan true statens sikkerhed. Her træder straffelovens § 109 i kraft, og hvis anklagemyndigheden kan løfte tilstrækkelige beviser i sagen, kan den skyldige se frem til op til 12 år bag tremmer. I tidens løb er mange sager om inkompetence og almen forsømmelighed blevet klaret måske brutalt, men altid diskret på de indre linjer. Det var derfor en stor overraskelse, da Tilsynet med Efterretningstjenester i august 2020 udsendte en pressemeddelelse med en skarp kritik af Forsvarets Efterretningstjeneste (FE). En efterfølgende kommission bestående af tre landsretsdommere konkluderede dog, at der ikke var noget at komme efter. Ingen grund til kritik af hverken FE eller enkeltpersoner. Ikke desto mindre blev FE-chefen Lars Findsen under dramatiske omstændigheder anholdt i Kastrup lufthavn, som var han en terrorist på flugt efter et massemord. Findsen sidder varetægtsfængslet siden december. Sigtelsen efter § 109 er hemmeligholdt og omfatter nu også tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen.

Man må gå ud fra, at anklagemyndigheden ikke sigter prominente personer uden at kunne fremlægge beviser, der fører til en tiltale og en retssag. Derfor skal folketingets flertal nu godkende, at Hjort Frederiksens immunitet ophæves, men det kommer næppe til at ske. Det er aldrig et problem i banale, strafferetlige sager, men her skal folketingets medlemmer ophæve immuniteten med bind for øjnene, da sigtelsen er hemmelig. Det kommer ikke til at ske, da hele den borgerlige fløj i folketinget kræver indsigt i sigtelse og anklageskrift som forudsætning for en mulig ophævelse af Hjort Frederiksens immunitet.

Regeringen har været mere tillukket om denne sag end en østers på bunden af Limfjorden, men vigtige oplysninger om sagens substans er nu sluppet ud til en kreds af tidligere nøglepersoner i dansk politik og administration. Hvis Lars Findsen havde videregivet hemmeligt materiale til en fjendtlig magt, ville Anders Fogh Rasmussen og Uffe Ellemann aldrig have rejst den nu offentliggjorte hårde kritik af regeringens sagsbehandling. Det gælder også den barske kritik fra tidligere departementschef Michael Lunn og flere andre højt placerede tidligere embedsmænd. Anders Fogh omtaler sagen til Børsen som ’påståede lækager’, som åbenbart er så små og betydningsløse, at hele tre landsretsdommere i undersøgelseskommissionen ikke kunne få øje på dem. En ’påstået lækage’ til 12 års fængsel?

Der er således ikke noget, der tyder på, at hverken Findsen eller Hjort har bedrevet strafbar landsskadelig virksomhed. Derimod er der en hel del, der tyder på, at Mette Frederiksen i virkeligheden vil have dem straffet for ’regeringsfjendtlig virksomhed’, som man i diktaturer godt kan komme i fedtefadet for, men ikke i demokratiske retsstater. Fogh, Ellemann og Lunn har ret i, at balladen som sædvanlig burde være afklaret inden døre og ikke som nu, hvor Danmark over for vore allierede fremstår som en bananrepublik, der kaster sine bedste folk i fangehullet, fordi de ikke behager regeringen. Mette Frederiksen kan endnu nå at bremse regeringens kurs mod afgrunden, da hun har magt til at stoppe sagen ved domstolene. Det har hun nok ikke lyst til. Sagen har rullet for længe og for langt, og et stop vil betyde et voldsomt tab af ansigt for statsministeren både personligt og politisk. Men udviklingen tyder på, at Mette Frederiksen kommer til at vælge mellem tab af ansigt eller tab af regeringsmagten.