Milliarder til IT går fra de varme hænder

I disse år spørger mange, hvor ressourcerne er blevet af. Hvorfor sygeplejersker, politibetjente, læger, pædagoger og lærere bliver færre og skal løbe hurtigere. Der er jo afsat lige så mange penge til dem nu, som der var for ti eller 20 år siden. Der er ingen, der stiller spørgsmålstegn ved, når politikere og ledere proklamerer, at der skal udvikles nye og smarte systemer til sygehusvæsen, skoler, politi osv. For det er jo udvikling, og der er ikke nogen, der er mod udvikling, vel? Det skriver politiassistent Jacob trøst i Berlingske.

Vi skal gøre tingene smartere og med færre medarbejdere. Det er det, IT-programmerne kan. Koste, hvad det vil, fristes man til at sige. Problemet er, at det er dem med de varme hænder, der bliver sparet væk.

I stedet skal der ansættes IT-folk til at udvikle og vedligeholde de smarte programmer, og uddanne og yde support til brugerne. Københavns Kommune og Politiet har hver omkring 400 IT-medarbejdere ansat. Region Midtjylland har ca. 430 IT-medarbejdere, og det er endda i den lave ende af skalaen, idet Region Hovedstaden ville kunne ansætte yderligere 770 sygeplejersker, hvis de brugte lige så få midler på IT som de øvrige regioner.

Politiets – nu kasserede – nye sagsstyringssystem Polsag kostede 500 mio. kr. at udvikle.

For nylig blev endnu et IT-system forkastet, inden det blev taget i brug, da Forsvaret besluttede at opgive et storstilet projekt til knap en halv milliard kroner. Det var blot endnu et i rækken af dyre kuldsejlede og/eller forsinkede eller fordyrede projekter, der omfatter Skats inddrivelsessystem EFI, Arbejdsskadestyrelsens Proask, Forsvarets Daccis og DeMars, Beskæftigelsesministeriets Amanda, Domstolsstyrelsens Civilstraffe og Digitale Tinglysning, samt Politiets førnævnte Polsag. Syv projekter til i alt 5,5 mia. kr., hvoraf kun to programmer kom til at virke og blev implementeret.

Den digitale tinglysning endte med at overskride budgettet med 193 mio. kr. til en samlet pris på 653 mio. kr., og Forsvarets DeMars kostede skatteyderne 1,15 mia. kr. i udvikling. I 2008, tre år efter implementeringen, brugte Forsvaret 259 mio.kr. alene på konsulentbistand til DeMars, og systemet giver stadig mange ansatte grå hår i hovedet.

Kuldsejlede offentlige IT-projekter koster samfundet milliarder, der går fra de varme hænder.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)