Mogens Jensens (S) afgang som minister har ikke afsluttet minksagen for foreningen Danske Minkavlere. Formand Tage Pedersen mener ifølge Børsen, at der bør kigges meget bredere på minkskandalen – for eksempel med en kommissionsundersøgelse.
“Det bør ske af hensyn til minkavlerne, som på baggrund af en grundlovsstridig ordre besluttet i regeringens koordinationsudvalg og kommunikeret af statsministeren har fået eksproprieret deres livsværk, deres virksomhed og som står fortvivlede efterladt tilbage,” siger han i en skriftlig kommentar.
24NYT: Der skal nedsættes en minkkommission, siger formand Tage Pedersen. Det lyder umiddelbart som en god idé – altså hvis man bare ikke af erfaring vidste, at det altid går ud på at sammensætte kommissioner med den rette dosering af embedsmænd, professorer og fagforeningsfolk, der tilsammen danner et effektivt værn mod væsentlige forandringer.
Inden den mange millioner kr. dyre undersøgelse er afsluttet, og en vattet konklusion foreligger, er der gået flere år, og i mellemtiden er der opstået nye problemer, der er mere interessante, og som også kræver en ny skatteyderbetalt undersøgelseskommission. Den skal tygge sig igennem titusinder af papirer, notater, rapporter, indstillinger, mails og meget andet godt. Og den skal afhøre mange hundrede vidner med deres bisiddere. Når en 12-15 bind lang rapport om ti år er skrevet, har alle glemt, hvad det handlede om.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)