Mit farvel til bigtech og goddag til mere frihed

Debatindlæg Af Klaus Juel Krøyer

Kære familie, venner, bekendte og politiske medkombattanter – tiden er kommet.

Jeg har længe puslet med tanken, men trukket pinen ud, fordi der er så mange komplikationer forbundet med min beslutning. Jeg trækker stikket til Facebook og dermed (desværre) også Messenger.

Platformens markedsværdi er anslået til 8 x Danmarks bruttonationalprodukt og har dermed, sammenholdt med sin popularitet, langt overskredet hvad man sædvanligvis accepterer af monopolstatus.

Jeg har intet imod, at firmaer tjener penge på et godt produkt. Og det var det virkelig også i starten. Men meningstyranniet har taget overhånd. Individer og grupper bliver censureret og lukket ned i henhold til algoritmer, som ingen har kendskab til. Og der tegner sig desværre et helt tydeligt mønster, der passer som fod i hose til de narrativer og samfundstrends, der i et eksorbitant omfang iscenesættes af interessenter, hvis eneste formål er at udbytte deres medmennesker og cementere deres magt.

Hvis mainstreammedier som CNN, BBC og stort set alle landsdækkende, danske aviser (inkl. deres onlineudgaver) er ens foretrukne budbringere og det er på disses baggrund man danner sine holdninger, vil jeg medgive, at min beslutning virker helt forrykt. Men dråben var censureringen af en video med et interview af en tidligere amerikansk efterretningsofficer, der kom med særdeles kompromitterende betragtninger om valgsvindel ved det netop overståede valg i USA.

Facebook, Twitter, YouTube mv. sørgede inden et døgn for, at videoen ikke længere findes eller kan distribueres på deres platforme. Jeg har aldrig selv udtrykt mig på en måde, eller delt noget, der har bragt mig de berømte 30 dage i Facebookbrummen. Men jeg er opdraget til at danne mine meninger på baggrund af objektive informationer, motiv-, konsekvens- og ‘follow-the-money-analyser’.

Og det samlede mediebillede inklusive Facebook giver mig ikke åndelig føde. De holdninger jeg danner på baggrund af valideret, kritisk og sund ‘kost’, er ikke velkomne på de politisk biased platforme. Så derfor folkens, er det over and out på Facebook. Uigenkaldeligt.

Jeg har haft ret i alt hvad jeg (sammen med rigtig mange meningsfæller) har forudset siden 2006 (muhammedtegningerne). Og som jeg har sagt til rigtig mange, der har udskammet mig i tidens løb: ”Vi er ikke enige nu. Men det bliver vi. Og det er ikke fordi jeg skifter mening”.

Venner og bekendte: vi ses på Instagram til en gang venskabeligt pludderpladder om ligegyldige dagligdagsting, der dog ikke vil skaffe vores børnebørn den tryghed og frihed, vi selv har haft det privilegium at opleve. Men jeg vil gøre mit bedste for at ”tale jeres sprog”.

Hele mit liv fra 2009 ligger gemt i Facebooks arkiver. Det er vemodigt at skulle vinke farvel til alle momenterne og de ting, der egentlig kørte godt. Konversationer med mine børn fra de var små. Sjove kommentarer. Unikke links. Eller hele tråden, hvor jeg opfordrede Naser Khader til at tilgive Ahmed Akkari og stå sammen mod islamiseringen. Det tog noget tid med skriverier frem og tilbage men lykkedes til sidst, med en udsendelsesrække hvor de bl.a. rejste rundt sammen i Mellemøsten.

Men det kan ikke være anderledes. For ganske som med DR, ønsker jeg simpelthen ikke at fremskynde min mentale undergang ved at være en del af Facebooks indtjeningsgrundlag.

Politiske medkombattanter: Hvis I har bollerne til denne ”Not my social media”-udfordring, ses vi på MeWe, DuckDuckGo, Rumble eller andre politisk neutrale medier (indtil de bliver opkøbt af Facebook).