Mørket for enden af integrationstunnelen

Regeringens liste over parallelsamfund (tidligere ghettoer) er igen i år blevet kortere, skriver Indenrigs- og Boligministeriet i en pressemeddelelse. Det betyder, at der nu kun er 12 boligområder, som opfylder regeringens kriterier for at være på ghetto-listen.

Boligminister Kaare Dybvad Bek er glad: ”Det er fantastisk positivt, at den gode udvikling fortsætter i så mange områder. Det er fjerde år i træk, at antallet af parallelsamfund falder. Det, vi har kæmpet for som samfund siden 1993, begynder vi nu at kunne se for enden af tunnelen”, siger han.

Eftersom Danmark har rødder i det gamle bondesamfund, har politikerne forkærlighed for at bruge velafprøvede landbrugsmetoder i deres politik. En af dem er gyllespredning, som går ud på, at i stedet for at løse problemerne blæser man dem ud over hele landet eller rokerer rundt på dem.

Ghettoplanen, som Folketinget vedtog i 2018, er et klassisk eksempel. Den skulle som bekendt løse problemerne med parallelsamfund ved at rive bygninger ned og lave kvoter for beboerne i landets dengang 22 ghettoer. Et stort antal muslimske beboere i de såkaldte ”hårde ghettoer” er efterfølgende flyttet – frivilligt eller ufrivilligt – fra deres boliger, som enten er blevet solgt, ommærket eller revet ned.

Ghettoplanen er et rent populistisk og symbolpolitisk tiltag, idet der findes solid videnskabelig evidens for, at beboernes etnicitet og integrationsparathed ikke ændrer sig, hvis man jævner et kvarter med jorden eller laver regler for, hvem der må flytte ind. Forskningen viser nemlig, at beboere, der flyttes fra udsatte områder, bliver koncentreret i nye udsatte områder. Det kaldes vandsengseffekten. Trykker man et sted på vandsengen, vil den bule op et andet sted.

Ved at genhuse de muslimske beboere har politikerne derfor ikke løst problemet med de muslimske ghettoer, men har blot spredt dem i et tyndere lag fordelt rundt om i landets boligområder. I stedet for de store parallelsamfund, der figurerer på den officielle ghetto-liste, er der skudt nye mindre parallelsamfund op andre steder, som flyver under radaren. Og derfor bilder Kaare Dybvad danskerne ind, at man kan skimte lys for enden af tunnelen.

Virkeligheden er, at integrationen af de herboende muslimer er en eklatant skattefinansieret fiasko. Muslimerne fortsætter med at være en dybt problematisk minoritet – illoyal, unyttig, underuddannet, underbeskæftiget, underintegreret, overkriminel og oversygelig i såvel første, anden og tredje generation – og snart fjerde.

Prisen er ca. 90 mia. kr. brutto om året, som Danmark ifølge Finansministeriets beregninger skal betale hvert år frem til år 2100 – uanset hvor mange muslimer Kaare Dybvad måtte blæse ud over hele landet.

André Rossmann