Mordet på Donald Trump

Af Lars Hedegaard.

Så kom den fjerde kriminelle tiltale mod Donald Trump på blot fem måneder, og med den kadence kan det nemt blive til yderligere 14 inden præsidentvalget i november næste år.
Fundamentalt set handler både den seneste tiltale fra Georgia og den, som Justitsministeriets specialanklager, Jack Smith, allerede har præsenteret den tidligere præsident for, om Trumps indvendinger mod det officielle valgresultat ved præsidentvalget i 2020. Trump mener fortsat, at han vandt, men blev snydt for sejren ved valgsvindel. Han prøvede derfor at overtale de republikanske ledere i forskellige stater til at udpege andre valgmænd end de officielle i den hensigt at få Kongressen – som skal konfirmere valgresultatet – til at sende spørgsmålet om påstået valgsvindel tilbage til staternes lovgivende forsamlinger.
DR.dk meddeler triumferende, at en ”lydoptagelse afslører Trumps planer om valgsvindel” – som altså skulle bestå i hans forsøg på at få det endnu ikke konfirmerede valgresultat omgjort. Samme beskyldning ligger bag Jack Smiths anklageskrift.
Det er imidlertid langt fra første gang, en tabende amerikansk politiker har anfægtet det officielle valgresultat og prøvet at få det ændret. Det er heller ikke første gang, den tabende part har stillet med sine egne valgmænd. Faktisk er det mere reglen end undtagelsen, at taberne i amerikanske valg anfægter et valgresultat, som de ikke vil acceptere. Den dag i dag fastholder Hillary Clinton, at Trumps valgsejr i 2016 skyldtes en sammensværgelse mellem Vladimir Putin og Trump, og at den sidstnævnte med andre ord var en illegitim præsident. Følgeligt opfandt og finansierede hun den såkaldte Russia hoax med det formål at få Trump afsat og sendt i fængsel. Det hele var det pure opspind, men det er hun aldrig blevet anklaget for. Heller ikke den tabende kandidat ved guvernørvalget i Georgia, demokraten Stacey Abrams, har hørt fra anklagemyndigheden, selvom hun stadig påstår, at hendes nederlag skyldtes valgsvindel.
Tidligere i USA’s historie er der eksempler på langt værre ballade i forbindelse med præsidentvalg, og ingen er blevet anklaget eller straffet for at så tvivl om et valgresultat. Pointen er, at det aldrig før i amerikansk historie har været anset for strafbart at fremsætte beskyldninger om valgsvindel eller at benytte sig af diverse juridiske kneb for at få sin vilje. Men hadet til Donald Trump er så rødglødende, at FBI, Justitsministeriet og i sidste ende Det Hvide Hus er parate til at bryde med enhver præcedens.
Kritikere af den juridiske offensiv mod den tidligere præsident finder det også forkasteligt, at en hvilken som helst lokal offentlig anklager – som det er sket i New York og Georgia – kan sammenkalde en storjury og få den til at rejse anklage mod en præsident eller en tidligere præsident.
For at illustrere det absurde i fremgangsmåden siger Fox News-kommentatoren, Charlie Hurd, at han måske kunne få den offentlige anklager i sit hjem-county i det sydlige Virginia til at anklage Joe Biden for mord, fordi han ikke har lukket grænsen og dermed forhindret, at USA bliver oversvømmet af fentanyl, der har taget livet af 200.000 især unge amerikanere, siden Biden kom til.
De kommende måneder vil vise, om det amerikanske demokrati kan genoplives, eller om demokraterne og deres politiserede agenturer vil have succes med de samme metoder som i Putins Rusland, i Venezuela eller i enhver anden bananrepublik.
Udsigterne er ikke gode, for som Fox-kommentatoren Greg Gutfeld i går bemærkede, er vi vidner til et ublodigt mord på Trump. Ublodigt måske, men et mord ikke desto mindre.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)