Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har idag meddelt zoneforbud til to af de personer, der blev anholdt torsdag aften
Zoneforbud kan tages i anvendelse, når et område generelt er plaget af gentagne episoder med vold og andre strafbare forhold, og forbuddet kan meddeles til personer, der udviser særlig utryghedsskabende adfærd eller ved sin adfærd bidrager til at skabe særlig utryghed. En person med et zoneforbud må ikke færdes frem og tilbage eller tage ophold inden for en radius af 500 meter fra det sted, hvor adfærden har fundet sted. Beboere på Motalavej, som får meddelt et zoneforbud gældende for området, kan passere gennem området for at komme fra og til bopælen, f.eks. for at gå på arbejde eller på indkøb, men de pågældende må ikke i øvrigt hverken færdes i området eller tage ophold.
Overtrædelse af et meddelt zoneforbud straffes i førstegangstilfælde normalt med ubetinget fængsel i 7 dage.
”Vi oplevede i går aftes, at der fortsat er stor vilje til at indlade sig i slagsmål og voldelige opgør, og vi oplever i det hele taget, at flere personer optræder utryghedsskabende i området”, siger politidirektør Lene Frank. ”På baggrund af gårsdagens hændelser har vi besluttet at tage yderligere et redskab i brug. I første omgang har vi identificeret to personer i målgruppen for et zoneforbud, men vi har flere personer i kikkerten. Hvis uroen fortsætter, kan deltagerne således se frem til, at de også kan blive mødt med zoneforbud. Overtrædelse af et meddelt zoneforbud straffes normalt hårdt, og vi vil have stort fokus på, at de personer, der er meddelt zoneforbud, ikke færdes eller tager ophold i området”.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)