Muslimerne kan tage det med ro – der sker intet

Den danske regering er magtesløs over for den aggressive muslimske antisemitisme. Selv om SVM-regeringen før sommerferien har præsenteret en aftale om ”styrket indsats mod antisemitisme” med bl.a. midlertidigt skærpede straffe, mere forskning og mere oplysning, er der ingen, der forventer, at aftalen for alvor vil ændre på situationen.

For at signalere en bekymring over, at jødehad og terrorsympati trives i de muslimske miljøer, har udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad (S) og by-, land- og kirkeminister Morten Dahlin (V) inviteret repræsentanter fra Dansk Muslimsk Union og 10 andre islamiske trossamfund til ”en alvorlig snak” på Christiansborg. Mødet skulle vise, at regeringen tager det uløselige problem med muslimsk antisemitisme alvorligt.

Ikke overraskende har de muslimske organisationer opfattet ministrenes invitation til en ”kammeratlig” samtale som et stunt, hvor skylden for antisemitismen på forhånd skulle placeres hos muslimerne. Så det ville de islamiske trossamfund ikke være med til. De meldte afbud og samtidig inviterede de de to ministre til et andet møde, der skulle handle om islamofobi.

Muslimerne har dermed demonstreret, at de ingen respekt har for den danske regering. Det kan ikke komme bag på nogen. Muslimerne ved jo, at det at være hård ikke ligger i det danske DNA. Danskerne har det jo med at søge konsensus, gøre indrømmelser, finde kompromisser og undgå konflikter. De kryber i flyverskjul, så snart muslimerne kommer med deres machokultur og udfordrer den danske. Ved flere lejligheder har muslimerne jo oplevet, at i en konfliktsituation bøjer de danske politikere nakken og inviterer til bekymringssamtaler og dialogkaffe. Og det var præcis det, Dybvad og Dahlin har gjort. Men i islam ses konfliktskyhed, tolerance og passivitet som svaghed og underkastelse. I den muslimske machokultur findes forhandlinger eller kompromisser nemlig ikke.

Selv om regeringens møde med de islamiske trossamfund ikke bliver til noget, er Dybvad og Dahlin tilfredse. De har nemlig fået positioneret regeringen som en regering, der tager det uløselige problem med muslimsk antisemitisme alvorligt.

Men i praksis sker der ikke noget. Man skal ikke forvente, at de muslimske organisationer vil blive straffet for deres frækhed. Regeringen vil snart revidere den såkaldte trossamfundslov, der bl.a. giver særlige privilegier til de islamiske trossamfund. Der er dog ingen planer om at afskaffe muslimernes privilegier. Tværtimod, de islamiske trossamfund får lov til at fastholde den officielle statslige anerkendelse og blåstempling.

Iran støtter som bekendt danske moskeer, der modarbejder demokratiet og spreder antisemitisk hadtale. På trods af regeringens udtalte kritik af Irans indflydelse i Danmark, vil den ikke placere Iran på listen over aktører, der ikke må donere til danske foreninger. Kaare Dybvad Bek har oplyst, at han ikke vil tage konkrete midler i brug for at stoppe Irans indflydelse i Danmark.

I Berlingske skrev Bent Winther, at ”hvad organisationerne måske ikke er klar over, er, at deres udeblivelse fra mødet med ministrene er voldsomt konfrontatorisk, og at konsekvenserne kan blive uoverskuelige”. Men hård kurs over for muslimerne har erfaringsmæssigt det meget hårdt i mødet med den danske virkelighed. Derfor kan de muslimske organisationer tage den med ro: Der bliver ingen konsekvenser.

André Rossmann