Danske politikere, medier, politiske kommentatorer, debattører mv. turnerer med en fortælling om de oplyste og velinformerede danske vælgere. F.eks. har den tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) i et interview i Berlingske sagt, at ”Danskerne er simpelt hen for oplyste og kloge til, at man kan bilde folk hvad som helst ind”. Og i en leder i Berlingske i april 2022 undrede Amalie Lyhne sig over den heftige debat, der havde været om formuleringen på stemmesedlen til folkeafstemningen om det danske forsvarsforbehold. Kritikerne har som bekendt kaldt ordlyden alt fra vildledende og manipulerende til direkte udemokratisk. ”Det er klart, at ord kan mislede, men i et demokrati som det danske med grundig information, frie medier og en fri debat, vil effekten af en eventuelt ladet formulering på en stemmeseddel være ganske lille. Danske vælgere er simpelthen for oplyste til at lade sig manipulere med på den måde”, skriver Amalie Lyhne.
Men at danske vælgere skulle være oplyste, er en af de mange danske myter. Undersøgelser af vælgerne i Danmark viser sort på hvidt, at store dele af vælgerkorpset er særdeles uvidende og uoplyste. Om helt basale faktuelle forhold, som de ikke desto mindre har ganske stærke holdninger til. Forestillingen om den kloge og rationelle vælger, der sætter sig ind i sagerne og på den baggrund belønner eller straffer politikerne, er derfor en romantisk myte, der ligger meget langt fra den danske virkelighed.
Den gennemsnitlige dansker har ingen forudsætninger for at forstå komplicerede politiske og økonomiske sammenhænge. Og det betyder, at mange af de emner, der debatteres i forbindelse med valgkampe, er for svære for hovedparten af vælgerne, som end ikke fatter, hvor lidt de forstår. Langt de fleste vælgere har enten ingen idé om, hvad der foregår, eller har klare forestillinger, der bare er faktuelt forkerte. For 90-95 pct. af den danske vælgerbefolkning er politik et realityshow, som vælgerne sporadisk følger for at se, om der er nogle politikere, der er ved at kvaje sig og blive stemt hjem. Kun de sidste 5-10 pct. – de politiske nørder – sætter sig bare nogenlunde ind i substansen og kan forklare sammenhængen i en sag. Lad os se på et par eksempler på danske vælgeres uvidenhed og uoplysthed.
Eksempel 1
Valgundersøgelsen i forbindelse med 2015-valget viste, at kun 3 pct. af vælgerne vidste, hvordan det gik med samfundsøkonomien i valgperioden. 25 pct. af vælgerne vidste ikke, hvilke partier der var i regering. Kun 20 pct. af vælgerne kendte det korrekte antal folketingsmedlemmer. Alligevel havde de uvidende vælgere stærke holdninger til, hvem der skulle have magten, og hvilken økonomisk politik der skulle føres. ”Et betragteligt antal danske vælgere ved f.eks. ikke, hvilke partier der sidder i regeringen, eller hvilke partier ministrene tilhører, eller hvordan den samfundsøkonomiske udvikling har været det seneste år osv.”, skrev prof. Peter Kurrild-Klitgaard i Berlingske i 2016.
Eksempel 2
Inden valget til EU-Parlamentet i 2019 viste en Voxmeter-måling, at 2 ud af 3 vælgere ikke kunne nævne ét eneste dansk parlamentsmedlem. Marlene Wind, professor ved Københavns Universitet, undrede sig over, at langt de fleste danskere fortsat gerne ville være medlem af EU, når de samtidig ikke vidste, hvem Danmark havde valgt ind til at sidde der. ”Det er ganske bekymrende, at et af de lande i Europa, som normalt bliver opfattet som oplyst – og det er vi jo også selv glade for at fremstille os som – ved så lidt”, sagde hun.
Eksempel 3
I 2020 mente 93 pct. af danskerne, at regeringens svar på coronaepidemien var tilstrækkelig. De 93 pct. havde imidlertid ingen forudsætninger for at foretage denne vurdering, for hvad er succeskriterierne for en ”tilstrækkelig” coronabekæmpelse? At flere mennesker dør, men økonomien holdes i gang? At der satses på at komme smitten til livs uanset de økonomiske omkostninger?
Eksempel 4
Valgforsker Kasper Møller Hansen har i sin kommentar i Berlingske til stigningen i danskernes opbakning til EU umiddelbart efter Brexit skrevet: ”Når danskernes opbakning til EU er steget, er det kun en nervøs reaktion på det kaos, som Brexit har udløst. Men hvis briterne lander en god aftale i morgen, så vil tallene se anderledes ud”.
Og i 2022 skrev Kasper Møller Hansen: ”Danske vælgere er ikke politisk indsigtsfulde. De reagerer spontant på udefrakommende begivenheder. F.eks. steg opbakningen til NATO voldsomt umiddelbart efter Putins invasion af Ukraine”. At vælgerne lader sig styre af stemninger, følelser, angst og vrede må siges at være en bekymrende udvikling for demokratiet.
Eksempel 5
Også i 2022 havde den fremtrædende Rusland-ekspert, prof. Bent Jensen, følgende kommentar til, hvad der skrives om Ukraine-krigen på de sociale medier: ”Det er meget lærerigt at se og høre nyhederne om Ruslands angrebskrig mod Ukraine. Jeg følger fortrinsvis udviklingen både på slagmarken og i informations- og propagandakrigen via ukrainske og russiske medier. Jeg følger også lidt med på danske sociale medier for at se, hvad der skrives og vises der. Lidenskaberne koger her i en grad, så man skulle tro, at krigens udfald afgøres af, hvem der bruger de groveste kraftudtryk om personer, der har en anden opfattelse. Det er utroligt så mange køkkenbordsgeneraler, der findes i Danmark, og som efter egen opfattelse har så dyb en indsigt i komplicerede historiske, militære, geopolitiske, og politiske forhold, at de med sikkerhed kan udtale sig om, hvad der er sandt og falsk – selv om de ingen som helst forudsætninger har for at have en begrundet mening om disse ting”.
Eksempel 6
Ulrik Kjær, der er valgforsker og professor i statskundskab på Syddansk Universitet, mener, at det er bekymrende og problematisk, at vælgerne ikke involverer sig mere i, hvordan deres sundhedsvæsen skal være, og hvordan de 125 milliarder kroner, der bruges på det, skal prioriteres. Dykker man ned i vælgernes syn på deres regionalpolitikere og regionernes politik, viser det sig, at kun 62 pct. er klar over, at det vigtigste emne i valgkampen er sundhed. Kun 30 pct. har interesseret sig for den lokale valgkamp, hvilket er noget mindre end interessen for den kommunale valgkamp. Kun 42 pct. føler sig informeret om den regionale valgkamp og 29 pct. svarer, at ”de ved så lidt, at de ikke burde stemme”.
Alt tyder på, at de kommende generationer af danske vælgere bliver endnu mere uvidende og uoplyste. Af undersøgelsen ”Danskernes brug af nyhedsmedier 2023” fremgår det, at 30 pct. af de 18-24-årige foretrækker at få deres nyheder fra sociale medier, mens kun 12 pct. foretrækker at få avisernes onlinenyheder. Den såkaldte ”Generation Z, de digitalt indfødte” kan ganske enkelt ikke håndtere og absorbere det mere komplicerede og krævende indhold, som traditionelle online medier formidler. De unge får deres nyheder primært fra TikTok-lignende videoer, livestreams, billedbaserede nyheder og YouTube-videoer. Det falder dem ikke naturligt ind at gå ind og læse en lang artikel som f.eks. denne rapport.
At vælgerne ikke bare er uvidende og uoplyste, men ofte tror ting, der ikke passer, kan faktisk have seriøse implikationer for dansk politik. Hvis de fleste danskere f.eks. har en idé om, at Danmark er et af verdens rigeste lande og har høj vækst, kan det være svært at skaffe et folketingsflertal for vækstfremmende reformer (hvilket også er tilfældet). Det danske demokrati har altså et stort problem med uvidende og uoplyste vælgere, der enten ikke magter eller orker at holde sig ajour med en stadig mere kompleks verden og derfor er til fals for folketingspolitikernes billige og populistiske løsninger.
De siger sig selv, at er man dum, bliver man snydt. Vælgernes uvidenhed og uoplysthed udnyttes og misbruges groft af de magtsøgende, kyniske og manipulerende folketingspolitikere, der gerne vil høste stemmer til sig selv. Når vælgerne er uvidende om fakta, er det lettere for politikere, der gerne vil vælges, at ”udbyde” politikker, der ikke holder i virkeligheden, men som vælgere synes lyder godt og derfor ”køber”. Det er velkendt, at forbrugere ofte træffer dårlige købsbeslutninger, at de er impulsive og letpåvirkelige, at de forkøber sig osv. Alt, hvad der er irrationelt og problematisk ved forbrugernes adfærd, slår ikke overraskende igennem på vælgeradfærd. Der er derfor ingen grund til at tro, at danske vælgere bliver mindre irrationelle, mindre letpåvirkelige og mere velinformerede i det øjeblik, de sætter et kryds i stemmeboksen. At vælge mellem politiske partiers programmer er trods alt langt mere kompliceret end at vælge varer til indkøbskurven.
Når politikere møder et problem, vil det mest hensigtsmæssige for samfundet være, at de i stedet for at bevilge flere penge undersøger nærmere, om flere penge er løsningen, hvilket ikke er tilfældet på de fleste velfærdsområder. Problemet er bare, at hvis politikeren gerne vil genvælges, er det mest hensigtsmæssigt alligevel at foreslå en ekstra bevilling hurtigst muligt. De uvidende og uoplyste vælgere kan jo alligevel ikke gennemskue, om flere penge rent faktisk er en god løsning. De kan faktisk opfatte det som et tegn på inkompetence, hvis politikeren ikke har en nem løsning på alt. Hvis politikeren tøver, vil en anden politiker stå klar til at indkassere vælgergevinsten med et forslag om øgede offentlige udgifter, hvilket for en uvidende og uoplyst vælger kan lyde godt og rigtigt. Og eftersom effekten af mange politiske initiativer først viser sig på længere sigt, er det vanskeligt for vælgeren at gennemskue, om problemet ville have været meget større, hvis man ikke havde givet flere penge. Vælgerne plejer derfor at belønne politikeren for at ”gøre et forsøg” og ”vise sin gode vilje”. Dermed vil det for politikeren også være mindre vigtigt, om den ekstra bevilling er den rigtige løsning, eller for den sags skyld om den rent faktisk gør noget ved problemet overhovedet. Det vigtigste er, at forslag om øgede bevillinger viser handlekraft, og at det nemt kan kommunikeres til de uvidende, uoplyste og godtroende vælgere.
Og nu lidt fra det humoristiske hjørne. Danskerne er et af de mest veluddannede og oplyste folkefærd, lyder det fra de fædrelandsbegejstrede politikere, kommentatorer, debattører og andet godtfolk. Alligevel tror en lille, men standhaftig del af den danske befolkning, der påstås at være oplyst og velinformeret, stadig på alt fra hekse til genfødsel, stjernetegn og spøgelser.
Det viser en stor undersøgelse af, hvad danskerne tror på. 2.200 danskere i alderen otte til 83 år fra alle egne af landet og med forskellig faglig baggrund har via Facebook og Twitter svaret på 50 spørgsmål om UFO’er og horoskoper og bogstaveligt talt alt mellem himmel og jord. Resultatet er, at 12 pct. tror på engle og 6 pct. tror på astrologi. Inden for alle kategorier er kvinder de mest troende. Ifølge undersøgelsen tror 20,7 pct. af kvinderne på engle, 4,8 pct. af mændene gør det samme. 15,6 pct. af kvinderne tror på hekse. Det gør kun 3,1 pct. af mændene. 23,9 pct. af kvinderne tror på spøgelser. Det siger blot 5,9 pct. af mændene, at de gør.
Hvorom alting er: Fundamentet for det danske demokrati er den uvidende og uoplyste vælgerbefolkning. Det danske demokrati er derfor en proces, der kendetegnes ved dumhed. Der er nemlig ikke nogen instanser ved et folketingsvalg, der skelner mellem dumme og kloge vælgere. Det eneste kriterium er, at valghandlingen foregår i overensstemmelse med grundloven. Men fordi noget ikke er grundlovsstridigt, betyder det ikke, at det er politisk klogt.
Og hvad synes folkepolitikerne selv om de danske vælgere? I 24NYT skrev det tidligere folketingsmedlem for Det Konservative Folkeparti, Frank Dahlgaard, at ”vælgerne er uvidende, egoistiske og fordomsfulde. Dumheden og snæversynet i befolkningen er til at brække sig over. Når politikerne i Folketinget ikke siger dette lige ud, er det fordi de gerne vil genvælges. Men jeg skal ikke genvælges, så af mig kan I få sandheden slynget lige i fjæset. De folkevalgte på Christiansborg får kvalme af at høre på de fleste vælgeres dumme bemærkninger og tåbelige forslag. Men de er nødt til at lefle for vælgerne, hvis de vil genvælges”.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)