Myten om den værdige danske ældrepleje (2023)

”Dansk ældrepleje i europæisk top. Danmark giver mere hjemmehjælp til flere ældre end andre europæiske lande. At sikre ældre borgere en god alderdom og en værdig ældrepleje er en grundsten i det danske velfærdssamfund. Vi har valgt at indrette samfundet på en måde, hvor det er fællesskabet, der tager vare på de ældre. Det er en stærk samfundsmodel”, fremhæves det jævnligt i politikernes skåltaler. Men virkeligheden er, at den ”stærke” danske samfundsmodel ikke sikrer en værdig ældrepleje, men tvinger de ældre til et liv under umenneskelige og uværdige forhold.

Ældreplejen kvæles af regler

I Danmark kan man nærmest ikke se de ældre for bare regler. Regler, der ellers blev lavet for at sikre alle ældre en værdig ældrepleje, men som nu i stedet blokerer for selvsamme formål, fordi medarbejdere kvæles af stramme tidsplaner og drukner i dokumentationskrav. Systemet er sandet til i lovgivning og kontrol, der har til formål at servicere systemet selv i stedet for borgerne. Det sikrer basal pleje, men ikke høj livskvalitet for ældre.

I dag er ældreplejens daglige arbejde underlagt tilsyn i form af både et sundhedsfagligt tilsyn, et kommunalt tilsyn og så et ældretilsyn, som er en forsøgsordning. Som ældreplejen fungerer nu, udstyres plejepersonalet dog ofte med en presset køreplan, hvor der er sat et specifikt antal minutter af til hver opgave, hvorimod der ikke er noget fokus på kvaliteten af den pleje, de ældre får.

Systemet sikrer ikke, at den ældre har selvbestemmelse, social kontakt, god mad og kontinuitet i de medarbejdere, der kommer ind. Der mangler den professionelle omsorg, der sikrer, at den ældre ikke bliver mødt på en standardiseret måde og ikke bliver reduceret til en opgave, men i stedet bliver set som et menneske.

Ren opbevaring af ældre

Virkeligheden i den ”stærke danske samfundsmodel” er rystende. Den offentlige ældrepleje er reduceret til ren opbevaring af ældre. De ældre overlades til sig selv og sygner hen på landets plejehjem. Hver tredje beboer får sjældent besøg, og hver fjerde klager over, at der er for langt mellem aktiviteter, der kan være med til at holde ældre i gang og løfte livskvaliteten, f.eks. busture, motion, fælles madlavning eller højtlæsning.

På plejehjemmene oplever man daglige svigt, hvor beboerne ikke får nok at spise eller drikke eller får for lidt motion og derfor langsomt mister evnen til at bevæge sig. Mange ældre får hverken mad eller drikke, enten fordi de ikke kan finde ud af at spise eller fordi der ikke er en ansat til stede. Mange kommer aldrig på toilettet, men alene bruger ble. Og de fleste er overladt til sig selv uden at blive stimuleret. ”På mange plejehjem står der et kæmpestort TV og larmer. Andet foregår der ikke. Beboerne får dækket det basale behov for tag over hovedet, mad og personlig pleje. Men ellers er der fuldstændigt dødt i alt for mange timer i løbet af ugen. Det er ren opbevaring, og det er ikke i orden”, har chefkonsulent Margrethe Kähler, Ældre Sagen, sagt til Berlingske.

Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, Vive, har i rapporten “Hjælp til svage ældre” slået fast, at mellem en tredjedel og halvdelen af landets svage ældre i dag ikke får den hjælp i hverdagen, de har brug for. Udviklingen i den offentlige plejesektor er dermed med til at udhule den sociale kontrakt, der er mellem stat og borger: at danskerne arbejder og betaler høje skatter et helt liv, fordi de ved, de til sidst får en tryg og værdig alderdom.

SOSU-uddannelsen er et fejlslagent integrationsprojekt

Der er stor mangel på sygeplejersker, SOSU-assistenter og SOSU-hjælpere i hele landet. I begyndelsen af 2022 viste en analyse fra KL, at der i 2030 kommer til at mangle 16.000 SOSU’er, fordi der hvert år bliver uddannet 3.000 færre SOSU’er, end der er behov for. Kommunerne er derfor nødt til at bøje sig længere og længere ned for at finde medarbejdere. Allerede nu er mere end hver femte medarbejder i kommunernes plejesektor trådt direkte ind fra gaden uden nogen form for faglige kompetencer til at tage sig af meget svage ældre.

Når skandalerne på danske plejehjem bliver ved med at dukke op, skyldes det to forhold. Dels tiltrækker den offentlige plejesektor ledere (de såkaldte ”kolde hænder”), der er gode til at udfylde Excel-ark og skemaer, men dårlige til at yde omsorg for ældre, syge mennesker. Og dels er ældreomsorgen i Danmark en social skraldespand for klienter, som jobcentrene ikke kan finde andet arbejde til: nydanskere, arbejdsløse, langtidssygemeldte og indvandrerkvinder.

SOSU-uddannelsen er for underklassen, og SOSU’en i dag hedder derfor med stor sandsynlighed Ahmed eller Aisha. SOSU-uddannelsen tages typisk, fordi samfundet ikke har højere forventninger til de elever, der dominerer SOSU-uddannelsen. Besøger man en vilkårlig SOSU-skole, er det tydeligt, at der går elever på uddannelsen, som har det tilfælles, at de kæmper med omstændigheder formet af et liv på bunden af samfundet. Ingen har troet på, at de kunne blive til noget. Medierne vil ikke skrive om, hvorfor der ikke findes et flertal af børn fra middelklassen eller den øvre middelklasse på SOSU-uddannelsen. I stedet taler man om dårlig løn og arbejdsforhold som årsager til, at de ressourcestærke børn fravælger faget.

Man anslår, at der er ca. 20.000 ikke-vestlige indvandrere ansat i ældreplejen i dag. Heraf er en betragtelig del muslimer. Man har i Danmark valgt at bruge social- og sundhedsuddannelserne som en slags integrationsprojekt for ressourcesvage migranter, der skal tvinges i job. Derfor er der blandt personalet på plejehjemmene mange muslimer fra MENAPT-landene. Religiøse mennesker, der via deres opdragelse og religion har lært, at danske værdier og livsstil er forbudte og beskidte. SOSU-uddannelsen ligner derfor mere et fejlslagent socialt- og integrationsprojekt end et sted, hvor folk med passion for faget kan tilegne sig kompetencer og få styrket deres faglighed.

I Københavns Kommune har man kørt et projekt, hvor SOSU-praktikanter bl.a.t fik sprogstøtte, blev introduceret til dansk arbejdsplads- og mødekultur samt dansk måltidskultur. I kommunens evaluering står bl.a.: ”Screening af eleverne viser, at cirka hver femte SOSU-elev i Københavns Kommune har store sproglige udfordringer, at de har svært ved at gennemføre deres uddannelse. Udfordringerne ses både på SOSU-hjælper- og SOSU-assistentuddannelsen. Det betyder, at mange elever oplever konflikter ift. borgere, der ikke forstår, hvad de siger. Eleverne selv misforstår instruktioner og derved kommer til at begå fejl”.

I Uddannelsesguiden står det, at på SOSU-assistentuddannelsen ”lærer du at skabe en tillidsfuld relation til de mennesker, du skal hjælpe”. Men manglende sproglige kompetencer og store kulturforskelle er ikke just relationsfremmende og tryghedsskabende. Den useriøse tilgang til uddannelsen samt manglen på faglighed og fornemmelse for faget har de senere år afspejlet sig i groteske sager fra landets plejehjem, hvor grov forsømmelighed og deciderede overgreb har fundet sted. Hvilket alle har kunnet se på TV via skjult kamera.

Gennemsnitligt er der 7 pct., som falder fra de andre erhvervsuddannelsers hovedforløb, det vil sige uddannelser til fag som tømrer, gartner, frisør, og bager. På SOSU-hjælperuddannelsen er tallet 12 pct., på assistentuddannelsen er det 18 pct. Begrundelserne er faglige, sproglige og sociale udfordringer.

Rystende forhold på de kommunale plejehjem

Værdig ældrepleje handler om, at man kan leve det liv, man gerne vil, og opretholde de funktioner, man har, længst muligt. I den danske ældrepleje er de ældre borgere imidlertid reduceret til hjælpeløse statister i eget liv, og den behandling, de udsættes for, tangerer vanrøgt. Plejerne taler hen over hovedet på de ældre om både dem og deres pårørende, som var de potteplanter i hjørnet. Og når de endelig tales til, er det i en hård kommanderende tone. Omsorgen er fuldstændig fraværende og menneskeligheden forsvundet i stemmen. Ældre Sagen får hele tiden henvendelser fra pårørende – og fra tidligere ansatte – om plejehjem, der martres af manglende hygiejne, passivitet, funktionstab, dehydrering og hård tale over for beboere og pårørende.

Det er ikke uset i ældreplejen, at ældre borgere får medicin, som kunne være undgået med ekstra omsorg. At ældre får ble på i stedet for at blive hjulpet på toilettet. At ældre fragtes med lift og kørestol for at spare tid. Det fremgår af en rundspørge, som Berlingske har fået foretaget blandt 1.600 FOA-medlemmer. 23 pct. svarer, at de dagligt eller ugentligt oplever, at borgere får en ble på, selvom de er friske nok til at komme på toilettet. 21 pct. svarer, at de dagligt eller ugentligt hjælper borgere med lift og kørestol for at spare tid, selvom den ældre borger egentlig godt selv kan bevæge sig rundt. 22 pct. svarer, at de dagligt eller ugentligt oplever, at borgere får ordineret medicin – f.eks. beroligende eller antidepressiv medicin – selvom det kunne være undgået med ekstra omsorgsarbejde. 41 pct. svarer, at de dagligt eller ugentligt oplever, at borgere lægges i seng tidligere, end borgerne selv ønsker.

Konkret står FOA-medlemmer ofte i situationer, hvor der er dårlig tid til håndtering og udlevering af medicin, nødkald, støttestrømper, vasketøj og dokumentation. De oplever konkret, hvordan afmagt er en del af hverdagen, da de arbejder i et system, der er presset på både ressourcer, tid og kolleger. Tre social- og sundhedsassistenter er blevet spurgt: “I hvilke situationer kan du føle dig utilstrækkelig på arbejdet?” ”Når jeg er eneste social- og sundhedsassistent til 67 borgere”, lød svaret. En anden beskriver følelsen sådan her: ”Jeg er alene social- og sundhedsassistent til 72 beboere på et plejehjem […] Det arbejdsmiljø, der bydes i denne sektor, er helt ude i hampen”. En tredje skriver om, hvordan hun på et sygehus, hvor seks patienter ligger på gangen, må vælge, hvem hun giver ilt først.

Ud fra både et socialt og et sundhedsfagligt perspektiv er det vigtigt, at de ældre bliver lyttet til og får mulighed for at fortælle, hvordan de har det. Omsorg såsom samtale, kram og håndtryk er især vigtige for borgere med demens, som har en nedsat kognitiv funktion. 77 pct. af de adspurgte FOA-medlemmer svarer imidlertid, at de enten dagligt eller ugentligt oplever at måtte fravælge omsorg for borgerne (f.eks. lytte til, give et kram eller et håndtryk), fordi der kun er tid til praktiske opgaver eller basal pleje. 67 pct. svarer, at de dagligt eller ugentligt føler sig utilstrækkelige, fordi de ikke kan give borgerne den pleje og omsorg, de gerne ville.

Syge ældre udskrives for tidligt fra hospitaler

Siden kommunalreformen i 2007 er der nedlagt over 4.000 sengepladser på hospitalerne, fordi nu er det kommunerne, der skal færdigbehandle de ældre. Flere af de opgaver, som før blev løst på hospitalerne, ender nu i hjemmeplejen eller på plejehjem. Alle steder i sundheds- og plejesektoren – fra de overlæger, der udskriver, til de SOSU-assistenter, der tager imod – er der bred enighed om, at patienter bliver udskrevet fra hospitaler for tidligt og overladt til personale i kommunerne, der ikke nødvendigvis er forberedt, kompetent eller informeret om den ældres situation.

Hospitalerne udskriver ældre til bl.a. genoptræning i kommunerne, inden de ældre er færdigbehandlede, for at få plads til mere behandlingskrævende ældre. Dermed fanges de ældre i det, der kaldes Bermudatrekanten, mellem region, kommune og privatpraktiserende læge, hvor ingen helt ved, hvem der har ansvaret, og kendskabet til den enkelte er reduceret. Noget af det farligste, man kan udsætte ældre for, er at lade dem ligge i en seng i ugevis og vente på genoptræning. I den tid bliver patienten væsentligt dårligere, inden genoptræningen begynder, og mange ældre ender på et meget dårligere niveau, end da de blev udskrevet.

Overgreb, tvang og forråelse hører til dagens orden

Danskerne har en naiv og romantisk forestilling om, at velfærdssamfundet er et omsorgssamfund, men det er det langtfra. Det værste er ikke, at de enkelte ældre ikke får den hjælp, de beder om, og bliver kastet rundt mellem forskellige plejere, som gør hvad som helst for at undgå at få beskidte hænder. Det værste er den generelle ligegyldighed, der hele vejen igennem bliver udvist over for de mennesker, velfærdsstaten burde passe på.

Kombinationen af få økonomiske ressourcer, lav faglighed, højt arbejdspres, kronisk over- og merarbejde, vikarer og en ikke-nærværende ledelse er nemlig med til at skabe en umenneskelig, afstumpet og forrået systemkultur, hvor sårbare mennesker behandles med hjerteløshed og uanstændighed. Ældreplejen bliver derfor gang på gang mødt af kritik og afsløringer, fordi forholdene ikke er den udgave af en lykkelig alderdom, danskerne drømmer om.

Overgreb på plejehjem er et systemisk problem, og magtanvendelser, der fratager sårbare menneskers frivillige medvirken, er daglig rutine. En typisk magtanvendelse handler om at placere syge, immobile og talebesværede mennesker i en afkrog i timevis uden mulighed for at rejse sig eller sige fra. Eller en anden afart af samme: At lade et menneske ligge i sengen hele dagen, selvom personens tilstand ikke kræver det. En anden typisk magtanvendelse handler om medicinering med beroligende medicin, som tynger i forvejen tyngede mennesker. Som tilfører afhængighed og tvinger mennesker væk fra den virkelighed, som er omkring dem.

Optagelser, som TV2 i 2020 havde lavet med skjult kamera af den 90-årige demensramte Else Marie Larsen på Kongsgården i Aarhus, viser den forråelse, der spreder sig på danske plejehjem. På et andet plejehjem nær Bagsværd Sø er der optaget og delt nedværdigende videoer og snapchats af ældre, som var ramt af demens og uden kognitive ressourcer, og som personalet udsatte for krænkende handlinger. Trods advarsler fra medarbejderne til ledelsen nåede oplysningerne aldrig frem til hverken pårørende eller den politiske ledelse i kommunen.

I 2022 sendte TV2 dokumentaren ”Opråb fra plejehjemmet”, som bl.a. gennem skjulte optagelser dokumenterer omsorgs- og ansvarssvigt i personalets behandling af beboere på plejehjemmet Nørremarken i Køge. TV2 viser i dokumentaren, at medarbejdere på plejehjemmet gentagne gange henvender sig til ledelsen om omsorgssvigt. Der bliver ikke gjort noget. I dokumentaren ser man således et kommunalt plejetilbud bestående af sult- og tørstekure, chokafvaskninger under fastholdelse, sengeisoleringsterapi og våd-ble-behandlinger. Alt sammen tegn på, at procedurer i stil med dem, man brugte på sindssygehospitaler for 200 år siden, har fået en renæssance. På velfærdsstatens plejehjem har man genopført et historisk fordømt rædselskabinet, hvor basale menneskerettigheder bevidst tilsidesættes under smøg-rygning og kollegiale grin. Der er i dokumentaren også et eksempel på en døende beboer, som i høj grad bliver overladt til sig selv, mens en medarbejder shopper online.

I 1800-tallets psykiatri benyttede fagpersonalet sig også af forskellige tvangsanordninger til patienter, der ikke opførte sig som ønsket. Dengang var formålet med den hårdhændede behandling at disciplinere patienterne og tvinge ”det onde” ud. I dag tror vi ikke længere på en indre djævel i patienterne, men svigtene ligner stadig afstraffelse, blot mere underforstået, hvor den ældre får konsekvenser at føle, hvis han ikke gør, som personalet siger. Eller når han udelukkende i kraft af sin status som plejehjemsbeboer ikke fortjener det privilegie at være ren og tør som os andre.

Svigt i ældreplejen er systemisk

De, der er ansat til at sikre de danske ældres tilværelse, er godt beskyttede og frie. Mens beboerne dør alene lidt længere nede ad gangen, har personalet frihed til at købe tøj på nettet. Frihed til at frasige sig besværlige plejehandlinger til trods for beboernes sygdomskompleksitet. Lederen har frihed til at udsætte beboerne for svigt og livsfare. Kommunens velfærdsdirektør har frihed til ikke at udtale sig om det område, han er øverste chef for. Ude i det politiske liv har statsministeren frihed til at sige hvad som helst om lønforhøjelser uden at forlange en øget kvalitet til gengæld. Der er frihed til det hele i ældreindustrien. Alt er en gratis omgang på de syge ældres bekostning.

Det foruroligende er, at svigt i den kommunale ældrepleje ikke blot skyldes nogle få brodne kar, men er systemisk og udtryk for en generel kultur i ældreplejen. Den tidligere sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) sagde i en kommentar til TV2’s dokumentar ”Plejehjemmene bag facaden”: “Hvis man tror, at det er isoleret til kun de tilfælde, så skal man være naiv“. Desværre sker der først noget i den type sager, når de havner på forsiden af en avis eller på TV.

Miseren fortsætter – bare bedre skjult

Skjulte optagelse af magtesløse ældre på plejehjem rundt om i landet afslører omfattende omsorgssvigt af de gamle. Når der er valgkamp, står politikerne derfor i kø med lange lister over forslag, der skal gøre det hele bedre. ”Vi kan ikke leve med, at vores mest sårbare borgere svigtes gang på gang. Det er umenneskeligt og en samfundsmæssig falliterklæring. Ingen borgere skal frygte at blive gammel i Danmark. De skal kunne regne med at få en god og tryg pleje og omsorg”, har Venstres politiske ordfører, Sophie Løhde, udtalt i 2022. Politikerne var samme tur igennem i 2020 med en lignende TV-dokumentar fra Aarhus. Den udløste en velfærdsaftale til ældreområdet på 1,9 milliarder. Alligevel bliver danskerne ved med at få grufulde beretninger om forholdene på landets plejehjem.

Den rådne kultur samt mangel på ledelse på plejehjemmene gør det naturligt for plejere at dække over hinanden. Hver dag sker der små og store overgreb mod de ældre, og hver dag dækker både plejepersonalet og ledelsen over hinanden. Det blev der sat en fed streg under, da Aarhus Kommune nedlagde fogedforbud mod TV2’s dokumentar ”Plejehjemmene bag facaden” for at beskytte medarbejderne. Det siger sig selv, at det er en skandale uden lige, at en kommune aktivt beskytter plejehjemsansatte, der begår overgreb mod dem, de skulle hjælpe.

Ifølge forfatter og psykolog Dorthe Birkemose er reaktionerne på skandalesager som Kongsgården-sagen så forudsigelige, at man nærmest kan sætte uret efter dem. ”Først kommer forargelsen, så kommer fordømmelsen, så bliver medarbejderne hængt ud, den enkelte leder på stedet får skylden, så fyrer man, så flytter man, og så vaskes der hænder. Så har vi kødranden af politikere og eksperter, der stiller sig op og slet ikke kan forstå, at det er kommet så vidt, og det er jo helt forfærdeligt og uacceptabelt. Det eneste, der sker, er, at det hele fortsætter – bare bedre skjult”, sagde Dorthe Birkemose til Berlinske.

Efter de skjulte optagelser på Kongsgården har 13 medarbejdere været indkaldt til tjenstlige samtaler, og flere inkl. den øverste leder er blevet fyret. I Dorthe Birkmoses optik er det et udtryk for et quick fix. ”Hvis man bare fyrer et par stykker, kan man godt bilde sig selv ind, at man har løst problemet. Men så ansætter man nogle andre, som skal arbejde under de samme betingelser. Når de bliver slidt, så risikerer de også at reagere med forråelse. Og sådan kan det blive ved og ved”, siger hun.

Man belønner omsorgssvigt på plejehjemmene

Er der forekommet omsorgssvigt på et offentligt plejehjem, kan politikerne naturligvis godt kræve, at driften af plejehjemmet bliver udliciteret, men det vil kræve en lang og besværlig proces med udarbejdelse af udbudsmateriale, udbudsrunde, tilbudsvurdering, kontraktindgåelse osv. Politikerne skal i denne situation desuden fortsat tage ansvaret for driften af det dårlige kommunale plejehjem, indtil der er fundet en ny privat leverandør.

Det kan også være usikkert, om det er muligt at finde en egnet privat leverandør, da den private plejesektor i Danmark stadig har en begrænset størrelse. Derfor vil det oftest være det nemmeste og den bedste mulighed for at vise politisk handlekraft at give flere penge til det dårlige offentlige plejehjem.

Hvis problemet ikke er for få penge med derimod en dårlig kultur blandt medarbejderne – som det var tilfældet i Køge og de mange andre afsløringer af omsorgssvigt – løser det ikke problemet. Tværtimod giver man på den måde en økonomisk belønning til den institution, hvor der er begået omsorgssvigt. Og miseren fortsætter.

Flere og flere klager over ældreplejen

Alzheimerforeningen har analyseret de knap 25.000 telefonopkald, der gennem årene og frem til juni 2021 er kommet til foreningens demenslinje. Hver fjerde handler om forholdene på plejehjemmene, hvor der bor omkring 40.000 ældre, og en stigende andel af opkaldene handler om kritisable forhold omkring omsorgssvigt, vanrøgt, fejlbehandling, uværdig behandling, magtmisbrug samt uhumske og beskidte rammer, fremgår det af de anonymiserede referater af de fortrolige samtaler. Antallet af opkald til demenslinjen har generelt været stigende gennem en årrække, og hvor andelen af kritiske opkald udgjorde cirka 12 pct. i perioden fra 2010 til 2014, steg andelen til 20 pct. i perioden fra 2014 til 2019, viser analysen.

Ideologisk modstand mod privat ældrepleje

TV2 viste i 2021 en dokumentar om livet på demens-plejehjemmet Dagmarsminde, som er et friplejehjem ejet og drevet af sygeplejersken May Bjerre Eiby. Dokumentaren følger beboere og personale over en længere periode og viser et plejehjem, som yder en helt exceptionel pleje og omsorg for beboerne. Personalet er nærværende og tager sig god tid til den enkelte. De udviser omtanke og behandler beboerne med respekt. Dokumentaren står i skærende kontrast til TV2’s dokumentar ”Plejehjemmene bag facaden”, der viste rystende plejesvigt og fornedrelse af beboerne på to kommunale plejehjem.

Dagmarsminde råder over præcis de samme ressourcer, som kommunale plejehjem med tilsvarende plejekrævende ældre. Forskellen i plejens kvalitet skyldes, at Dagmarsminde er fremragende ledet, mens de kommunale plejehjem er dårligt ledet. Med andre ord løser Dagmarsminde den opgave, som det offentlige og politikerne ikke har formået at løse.

Ligesom tilfældet er inden for sundhedsvæsenet, forhindrer og modarbejder kommunerne af ideologiske årsager en udvikling, hvor de får konkurrence, og hvor private leverandører kan komme i spil. Kommunernes standard argument er, at kun det offentlige kan varetage ældreplejen på forsvarlig vis, og at det eneste, der er brug for på ældre området, er flere penge og ansatte.

Kommunerne holder private leverandører ude af ældreplejen

I forbindelse med de kommunale udbud af ældrepleje godkender kommunerne private leverandører efter en timepris beregnet ud fra de gennemsnitlige langsigtede omkostninger, som kommunen har ved at levere en tilsvarende ydelse. Flere kommuner angiver bevidst kunstigt lave priser for at holde private leverandører ude. Man går med andre ord ikke efter den bedste ydelse til borgerne, men efter at dumpe priserne så meget som muligt og beholde opgaven i kommunens regi.

Facit er, at private leverandører enten taber på at byde på opgaver eller siger, at de priser, der tilbydes, er så lave, at man ikke kan være med, fordi det ikke er rentabelt overhovedet. Det betyder, at de ældre ikke har reelle valgmuligheder, når de skal have hjælp til personlig pleje eller praktiske opgaver.

Det er i øvrigt dybt problematisk, at kommunerne, der ikke regner deres takster ordentligt ud, så de reflekterer de faktiske omkostninger, i realiteten ikke ved, hvad en plejehjemsplads koster. For hvis en kommune ikke ved, hvad det koster at drive et plejehjem, hvordan kan man så sige, at man gør det godt og effektivt?

Kommunerne undergraver retten til frit valg af plejebolig.

Dansk Industris (DI’s) analyse fra 2020 viser en stigning i antallet af ældre, som i forhold til 2017 mener, at det frie valg inden for plejebolig eller plejehjem er vigtigt eller meget vigtigt. I 2017 mente knap 60 pct. af de ældre, at det frie valg var vigtigt eller meget vigtigt, mens i 2020 lå tallet på 82 pct. De ældre vil altså gerne have et alternativ til det offentlige, men alternativet er ikke stort i dag. 55 ud af landets 98 kommuner har ikke private alternativer til den offentlige plejesektor.

Analyser viser, at kun 40 pct. af de ældre ved, at de har frit valg af leverandør. Det er aldeles kritisabelt. Folk skal kende deres rettigheder og muligheder – så de selv kan beslutte, om de vil benytte sig af det eller ej. For hvad er en rettighed, hvis man ikke kender den? Forklaringen på, at knap en halvdel af de ældre er uvidende om, at de har mulighed for selvbestemmelse ved valg af plejebolig, er, at kommunerne ikke informerer nok om retten til frit valg af plejebolig, fordi de har en stærk interesse i at sikre, at borgerne vælger de plejetilbud, som kommunen selv driver.

Danskerne frygter at blive gamle i velfærdsstaten

Danskerne frygter i stor stil at blive behandlet dårligt og uværdigt, når de bliver gamle og har brug for hjælp. At danskerne frygter for fremtiden, står klart i de årlige Tryghedsrapporter fra TrygFonden. Af rapporten for 2019 fremgår således, at utrygheden for, om man kan få den tilstrækkelige pleje, når man bliver gammel, satte ny rekord med 58 pct. utrygge blandt de 40-65-årige. I den første måling i 2009 var tallet 41 pct.

Også PFA oplyser, at danskerne ikke er trygge ved velfærdsstatens offentlige ældrepleje. I en måling, som Kantar Gallup har lavet for PFA, svarer blot 38,4 pct., at de forventer, at det offentlige vil dække alle deres behov, når de bliver gamle. Blandt de yngste respondenter mellem 25 og 34 år er det kun en tredjedel, der tror på, at det offentlige vil dække deres plejebehov, når de bliver gamle.

Ældreområdet ligger nederst på politikernes prioriteringsliste

Over en lang årrække har politikerne begrundet nedskæringerne i ældreplejen med, at ”ældre er blevet langt sundere” og at ”det er fordi, kommunerne rehabiliterer, så ældre kan klare sig selv”. Reelt har der været tale om besparelser, hårdere visitation og ringere kvalitetsstandarder.

De rystende forhold i den danske ældrepleje tangerer en humanitær krise. Miseren skyldes, at de ældre ligger nederst på politikernes prioriteringsliste. Det var tydeligt under coronakrisen, hvor det lød fra politikerne og sundhedsmyndighederne, at det ville blive farligst på plejehjemmene. Det, man så kunne se, var, at dem, der bor på plejehjem, kom allernederst i prioriteringen, for det var der, at værnemidler kom til sidst.

I det socialistiske Danmark går den fremherskende betontænkning ud på, at kun offentligt ansatte og offentlige institutioner kan varetage velfærdsydelser, herunder ældreplejen, på forsvarlig vis. At nogen skulle tjene penge på at drive private plejehjem, er usmageligt, mener man i Danmark. Man synes derimod ikke, at vanrøgt af ældre på de offentlige plejehjem er usmagelig. Den offentlige plejesektor bliver derfor ved med at levere skandaler om forråelse og umenneskelig behandling af ældre. Og den kommer aldrig til at sikre danskerne en værdig alderdom.