Myten om det lige danske samfund (2024)

Det er en myte, at det danske velfærdssamfund skaber lighed. De ressourcestærke løber allerede i en tidlig alder fra de ressourcesvage. Det gjorde de før velfærdsstaten, og det gør de stadig i dag. Og afstanden mellem top og bund stiger stadig.

En punkteret drøm

Et af målene for udviklingen af det danske velfærdssamfund har været at skabe større lighed med henblik på at give alle danskere de bedst mulige vilkår, så de kan skabe sig en god tilværelse. Det var de tanker, der lå bag formuleringen af Socialdemokraternes program ”Fremtidens Danmark” fra 1945. Man var overbevist om, at med vækst i økonomien, et skattesystem, som byggede på idéen om, at de ”bredeste skuldre skulle bære de tungeste byrder” samt gratis (læs: skattefinansieret) uddannelse til alle ville der automatisk komme en større lighed.

Virkeligheden i Danmark er imidlertid, at der ikke er sket ret meget i forholdet mellem samfundsgrupperne. De samme grupper, der var ovenpå tidligere, er lige så velplaceret i dag. Hele velstandsniveauet er hævet, men det er stadig de samme, der bærer og de samme, der bæres. De afgrundsdybe skel, der går på kryds og tværs ned gennem den danske befolkning, er ikke udryddet trods den enorme velstandsstigning, der er sket.

Skellet mellem rig og fattig i Danmark har de seneste år vokset sig større. Dem, der har mange penge, har fået endnu mere de seneste år. Og dem, der har meget lidt, skal i højere grad vende hver en øre. Når uligheden er stigende, og spændet mellem top og bund bliver større, har det flere konsekvenser. Sammenhængskraften i landet bliver meget lille, og det betyder, at borgerne ikke rigtigt har forståelse for hinandens liv. Der er mindre social mobilitet, dvs. at det er sværere at stige op og få en højere indkomst, hvis man kommer fra en baggrund, hvor ens forældre ikke havde så mange penge. Dermed er man dårligere stillet i samfundet. Med andre ord: Hvis der er større ulighed i et samfund, så er det sværere at rykke sig.

I 2016 offentliggjorde den amerikanske økonomiprofessor og Nobelpris-modtager James Heckman og forsker Rasmus Landersø fra Rockwool Fondens Forskningsenhed et forskningsstudium ”The Scandinavian Fantasy: The Sources of Intergenerational Mobility in Denmark and the U. S.”. Studiet viser, at danskernes forestilling om, at velfærdssamfundet er med til at bryde den sociale arv, ikke er andet end en smuk drøm eller fantasi, for der er en markant ulighed i Danmark drevet af den familiemæssige baggrund gennem hele livet.

Det står i kontrast til den historie, som danskerne normalt fortæller om den danske velfærdsmodel. USA og Danmark har som bekendt vidt forskellige politiske systemer. USA er mulighedernes land, hvor enhver er sin lykkes smed, mens Danmark er en af verdens mest udbyggede velfærdsstater. Alligevel er Danmark ikke bedre til at bryde den sociale arv end USA. Amerikanske børn af ufaglærte har i virkeligheden en lidt større chance for at få en videregående uddannelse end danske børn af ufaglærte. Dette er stærkt overraskende og tankevækkende.

Danmarks topplacering skyldes misvisende målinger

World Economic Forum (WEF) har i sin rapport ”The Global Social Mobility Report 2020” rangeret 82 lande efter deres ”evne til at fremme social mobilitet”, og her ligger Danmark som nr. 1, efterfulgt af de øvrige nordiske lande. Her er det dog vigtigt at præcisere, hvad der er blevet målt. For rapporten undersøger faktisk ikke social mobilitet – i stedet måles ca. 50 indikatorer for bl.a. adgang til serviceydelser (f.eks. dagtilbud, behandling i sundhedsvæsenet, internetadgang), arbejdsmarkedet (f.eks. andel lavtlønsjobs, ledighed, fagforeningsdeltagelse) og det sociale sikkerhedsnet (f.eks. offentligt forbrug på det sociale område). Alle disse indikatorer samles i en score, hvor Danmark ligger som nr. 1.

Nævnte indikatorer, som ifølge WEF fremmer social mobilitet, er i WEF’s målinger ensbetydende med ”omfanget af velfærdsstaten i hvert enkelt land”. At Danmark – og de øvrige nordiske lande – ligger i toppen her, kan ikke overraske. Men ét er lige adgang til f.eks. uddannelse og sundhed, og noget andet er, om det reelt set medfører lighed.

Den familiemæssige baggrund er afgørende

I Danmark er det en udbredt opfattelse, at uanset hvor man kommer fra, hvilken baggrund ens forældre har, og hvor velpolstret deres tegnebog har været, kan man med egen flid og dygtighed flytte sig socialt og bryde den sociale arv. Og om muligt nå helt til tops.

Politikerne afbøder konsekvenserne af de klasseskel, der er i Danmark, gennem omfordeling over skatterne og tilbud om skatteyderfinansieret offentlig velfærd. De velfærdsglade danskere er derfor overbevist om, at den lige adgang til skattefinansierede velfærdsydelser øger den sociale mobilitet. Men selv om det danske velfærdssamfund giver lige adgang til mange velfærdsydelser, eksisterer der stadig store forskelle i livsvilkår og livsforløb alt efter, hvilken social baggrund man er født med. Både når det gælder faglige færdigheder i skolen, samlet uddannelse og indkomst som voksen. Danmark udjævner ganske vist den økonomiske ulighed ved at omfordele penge via de mange skattebetalte velfærdsordninger, men den danske velfærdsmodel evner ikke at hjælpe folk op ad den sociale stige.

Velfærdsstatens frie og lige adgang til uddannelse står nemlig ikke alene. Den bliver lagt ovenpå alt det i barndommen, som ikke er frit og lige. F.eks. hvilke forældre der giver deres børn de bedste betingelser for at udvikle sig, hvem bor hvor, hvem går i de bedste dagtilbud og skoler, hvem har ressourcestærke venner mv. Alt dette er med til at forme færdigheder, evner og muligheder lige fra fødslen. Den bagage, de sociale normer og adfærd, forældrenes sociale netværk mv., som børn får med hjemmefra, betyder meget for, hvordan det vil gå dem gennem livet.

At alle danske børn får de samme tilbud, betyder ikke, at de har lige adgang til tilbuddene. I et læserbrev, som Berlingske bragte den 24. juli 2024, skrev en forarget far følgende: ”Stadig flere forlystelsesparker for børn tilbyder mulighed for at springe køen over mod ekstra betaling. Det medvirker til ulighed blandt børn, hvilket er meget trist. Jeg var forarget over, at LEGO i Legoland bidrager til forskelsbehandling af børn. I Legoland kan folk med midler tilkøbe mulighed for at springe over i køen. At se så mange børn stå og vente, mens andre børn bare kom foran, er hjerteskærende og på ingen måde i orden. Det værste indtraf, da en far og hans søn gik foran køen og drengen spurgte faren, hvorfor de måtte gå foran, hvortil han svarede: ’Fordi vi har flere penge end dem’.”

Grundskolen er opdelt socialt og fagligt

Den danske grundskole cementerer stik imod intentionerne både de sociale, økonomiske og uddannelsesmæssige forskelle. Grundskolen bliver i stigende grad opdelt såvel socialt som fagligt. Tendensen er den samme i hele landet: den veluddannede overklasse og højere middelklasse med høje indkomster vælger folkeskolen fra til fordel for private skoler. Siden kommunalreformen i 2007 er hver femte folkeskole i Danmark lukket. Mange steder har forældre i stedet oprettet friskoler, hvilket har medført, at andelen af elever på de private skoler er vokset. Blandt eleverne i første klasse gik 18 pct. på privatskole i 2019, mens dette tilbage i 2009 kun gjaldt 13 pct.

Folkeskolen øger uligheden mellem børn af ufaglærte og børn af højtuddannede, og spændet udvider sig år for år. Karaktergabet mellem unge med ufaglærte og akademikerforældre er således vokset med mere end et helt karakterpoint – fra et gab på 2,1 i 2002 til 3,3 i 2020. Ved afgangseksamen i 2020 bestod næsten 14 pct. af børn med ufaglærte forældre ikke dansk og/eller matematik. Blandt børn med akademiske forældre var der kun 2 pct., der ikke bestod dansk og/eller matematik i 2020.

Når eleverne ikke består dansk og matematik, opfylder de ikke kravene til at blive optaget på en ungdomsuddannelse. Konsekvensen af ikke at have en uddannelse er, at ens arbejdsmarkedsforløb bliver mere ustabilt. Det er ikke sådan, at man ikke kan klare sig på det danske arbejdsmarked uden at have en uddannelse. Men manglende uddannelse betyder, at man havner i den sociale gruppe, som statistisk set får flere ledighedsperioder undervejs samt fysisk hårdere og mere nedslidende job og som dermed har større risiko for at ende på førtidspension.

Ulighed i gymnasiale uddannelser

Politikerne har i årtier markedsført idéen om, at Danmark skal være et videnssamfund. Man har derfor etableret en motorvej til universitetsuddannelserne, så flest mulige kunne få den eftertragtede akademiske grad og sidde bag et skrivebord. Samtidig har man skåret ned på de erhvervsrettede fag i grundskolen, så børn og unge fra 0. til 9. klasse møder en skævvredet skole, der hylder de bogligt og akademisk stærke. Mange forældre har selv en gymnasial uddannelse, og derfor er det naturligt for dem, at det skal deres barn også have, så de kan tage en videregående uddannelse bagefter. Over hele landet er der derfor en tendens til at se ned på erhvervsskoleuddannelser. Det er kun gymnasiet og derefter universitetet, der anses som værende “fint”, mens en erhvervsuddannelse er for dem, der ikke kan klare gymnasiet. Elever på erhvervsuddannelser er typisk ikke så bogligt stærke som dem, der går på de gymnasiale uddannelser. Og så kommer de fleste fra lavere socioøkonomiske kår og den etniske underklasse.

Stigende ulighed i indkomster

I den danske statspropaganda hyldes Danmark som et land med høj indkomstmobilitet. I den velfærdspolitiske analyse ”Mobilitet på tværs af generationer”, som Folketingets social- og indenrigsudvalg offentliggjorde i 2016, hedder det f.eks.: ”I Danmark er der høj indkomstmobilitet mellem generationerne, hvilket betyder, at børns indkomst som voksne i forholdsvis beskedent omfang afhænger af deres forældres indkomstniveau. Det skyldes blandt andet, at der i Danmark er fri og lige adgang til uddannelse. Børn kan vælge uddannelse efter evner og lyst uden at skele til forældrenes økonomiske formåen. I mange andre lande er der væsentlig større sammenhæng på tværs af generationer”.

Virkeligheden i Danmark er imidlertid, at det de seneste 15-20 år er blevet sværere at bevæge sig fra at være vokset op med forældre i den laveste indkomstgruppe til selv at tilhøre den højeste. Chancerne for, at en person i Danmark bryder den sociale arv og går fra at være barn i en lavindkomstfamilie til de 20 pct. højeste indkomster som voksen, er faldet med 14 pct. over de seneste 15 år. Over samme periode har personer, som er vokset op i familier med de højeste indkomster, fået omkring 10 pct. større chance for også selv at have de højeste indkomster som voksne. Over tid er der også stor forskel på danskernes indkomstfremgange. Mens de 10 pct. rigeste havde en indkomstfremgang på cirka 30 pct. fra 2010 til 2020, havde de 40 pct. fattigste en indkomstfremgang på cirka 10 pct. af deres disponible indkomst.

Ser man på den gennemsnitlige disponible indkomst ligger Gentofte Kommune helt i top. Den lyder således på 664.600 kr. om året. På de efterfølgende pladser ligger Rudersdal Kommune med 587.700 kr. og Hørsholm Kommune med 547.400 kr., mens den gennemsnitlige disponible indkomst i bunden af listen ligger på omkring 275.000 til 280.000 kr. Med andre ord sker der en øget koncentration af højindkomstfamilier i nogle dele af Danmark, mens andre dele af landet sakker bagud. Det er udtryk for, at danskerne bor mere opdelt og møder hinanden i mindre grad på tværs af indkomst, samt at Danmark bevæger sig længere og længere ned ad den vej, hvor det kommer til at ligne USA.

Ulighed i uddannelse

Over halvdelen af den danske befolkning fik ved det 20. århundredes begyndelse kun syv års skolegang, mens et fåtal fik en universitetsuddannelse. Skolesystemet på landet var ringere end i byerne, hvilket medførte en ulighed i uddannelse, der blev nedarvet. 1958-skoleloven fjernede den skolemæssige forskel mellem land og by, og i 1972 blev der indført ni års undervisningspligt. Selv om 1958-skoleloven medførte større lighed i uddannelse, hjalp den ikke på den sociale mobilitet. Blandt børn af forældre, der selv har en grundskoleeksamen som højest fuldførte uddannelse, er det kun 6 ud af 10 børn, der forventes at have gennemført mindst en ungdomsuddannelse som 25-årig. Blandt akademikerbørn er det 9 ud af 10. Flere børn får en videregående uddannelse, men det er især børn af forældre med gode uddannelser. I 2017 var 40 pct. af de unge fra overklassen og den højere middelklasse i gang med en lang videregående uddannelse. Mens det kun gjaldt 7 pct. af de unge fra underklassen. Danmark er nu tilbage på det amerikanske niveau efter i en relativ kort periode at have haft større mobilitet i uddannelser end i USA. Både i Danmark og i USA er det således først og fremmest børn af højt uddannede forældre, der selv får en lang uddannelse.

Danmark er et af de lande i OECD, hvor den sociale arv betyder mest i uddannelsessystemet. I Danmark er andelen af unge, der får en højere uddannelse end forældrenes, således 36 pct., mens den i Finland er 56 pct. Siden folkeskolereformen i 1975 har dansk uddannelsespolitik derfor søgt at skabe større lighed gennem konstante niveausænkninger i både folkeskolen og gymnasiet. Når niveauet bliver lavere, kan flere få studentereksamen, og så brydes den sociale arv. Det har vist sig at være en fejlslutning. Stik imod forventningen har man opnået større ulighed. For hvis eleverne ikke lærer nok i folkeskolen eller gymnasiet, sørger ressourcestærke forældre selvfølgelig for, at deres børn lærer noget andre steder end i skolen. Det kan ressourcesvage forældre ikke gøre. Derfor forøger niveausænkning stik imod hensigten virkningen af den sociale arv.

Den danske SU (Statens Uddannelsesstøtte), som er verdens mest generøse, er reelt et statstilskud til, at velhavende danskeres børn lettere kan opnå deres forældres sociale status og lettere kan opnå en høj livsindkomst. Selvom det ofte påstås, at SU er det vigtigste virkemiddel, man i Danmark har til at bryde den sociale arv, er det ikke rigtigt. SU er en speciel overførselsindkomst, som omfordeler fra de fattigste til de rigeste – målt i livstidsindkomst. Populært sagt betaler den ufaglærte kassedame for, at direktørens datter kan få en akademisk uddannelse ligesom sin far. Der er flest SU-modtagere blandt de velstilledes børn.

Ulighed i sundhed

Uligheden gennemsyrer det danske sundhedsvæsen fra vugge til grav. Patienter får, alt afhængigt af hvad de fejler, forskellig behandling og opmærksomhed i det danske sundhedssystem. Det skulle ellers være ens og lige for alle. Ca. 1,8 mio. danskere, svarende til 30 pct. af Danmarks befolkning, bor i områder, hvor der er problemer med at sikre praktiserende speciallæger til alle borgere. I 2021 stod ca. 126.000 danskere helt uden egen læge. Nogle kommuner har under halvt så mange sygeplejersker ansat per 1.000 ældre som andre kommuner. I de 10 kommuner, hvor der er længst mellem sygeplejerskerne, er der ansat 4,4 pr. 1.000 ældre borgere over 65 år. I de 10 kommuner med flest lyder det på 10,5 sygeplejersker pr. 1.000 ældre. Sygeplejedækningen er tyndest i områder, hvor der bor mange ældre, og hvor der er en høj andel af mennesker med psykosociale udfordringer.

Risikofaktorerne klumper sig sammen hos de kortuddannede danskere. Det er de kortuddannede, der både ryger, har et usundt kostmønster, er svært overvægtige, er fysisk inaktive, har et alkoholforbrug, har øget mistrivsel og øget forekomst af sygdomme osv. osv. De lades ofte i stikken i sundhedssystemet, da sundhedsvæsenet primært opfylder de ressourcestærke borgeres og patienters behov. Ifølge den hollandske forsker Johan Mackenbach, der har studeret ulighed i sundhed og levealder, hører Danmark til blandt de lande i Vesteuropa, hvor uligheden i levetid er størst. Danske lavtuddannede kvinder er de vesteuropæiske kvinder, der har udsigt til det korteste liv. Mens det danske samfund indkomstomfordeler, lever bunden af Danmark således korte og dårlige liv.

Uligheden hænger også sammen med, at de kriterier, der ligger til grund for omfordelingen af sundhedsressourcerne mellem regionerne, er helt skæve. Man giver allermest til den region, som trænger mindst. Borgerne i Region Hovedstaden er generelt de sundeste, de yngste og de rigeste sammenlignet med borgerne i andre regioner af landet. Samtidig har Region Hovedstaden suverænt flest læger pr. borger og færrest problemer med at rekruttere læger og sygeplejersker. Det er således regioner med den ældste og mest syge befolkning samt det mest skrøbelige sundhedsvæsen, der bliver forfordelt i udligningsordningen. Det er en omvendt Robin Hood, hvor man snupper ressourcer fra de fattige og giver dem til de rige.

Mobiliteten hæmmes af brandbeskatning

Den sociale mobilitet i Danmark hæmmes også af, at der er en ekstrem lille økonomisk gevinst ved at uddanne sig. Man tager nemlig ikke en uddannelse, medmindre der er et stærkt økonomisk incitament til det, og det mangler man i Danmark. Den tårnhøje beskatning af høje indkomster, en lille lønspredning og et fintmasket og generøst socialt sikkerhedsnet fratager nemlig mange danskere initiativet og lysten til at kravle længere op ad den sociale stige. ”Gratis” uddannelse og SU hjælper med andre ord ikke på den sociale opstigning, men fungerer som en bremseklods på unge, som vil frem. Velfærdssamfundet passiviserer unge, og især i bunden af samfundet er det for let at falde ind i en kultur, hvor man læner sig tilbage og lever af overførselsindkomster.

Formelle, men ikke reelle muligheder

Den tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) sagde i sin åbningstale i Folketinget, at det skal være nemmere at gå ”fra at være bistandsklient til bankdirektør”. Siden er det gået i den stik modsatte retning. Børn af lavtlønnede har fået sværere ved at stige op socialt, mens børn af velhavende forældre ender oftere end tidligere selv med en høj indkomst.

Det store billede er derfor, at den sociale mobilitet i Danmark ikke er steget over en 25-årig periode, selv om velfærdsstaten og uddannelsessystemet har udviklet sig meget. Dette er et overraskende resultat. Hvordan kan den sociale mobilitet undgå at være blevet højere, når der i dagens Danmark ikke er formelle barrierer, som begrænser børn og unges uddannelsesmuligheder? Alle børn har jo mulighed for at gå i vuggestue og børnehave, alle har ret til fri undervisning, og der er også fri uddannelse efter den skolepligtige alder.

Svaret er de uformelle barrierer og ikke mindst de barrierer, der opstår fra social arv. Man har i Danmark en forestilling om, at alle har lige muligheder, når bare alle får de samme tilbud fra det offentlige. Men virkeligheden er, at de formelle muligheder ikke er lig med reelle muligheder.

Danskerne fødes ind i et kastesystem

Allerede fra fødslen får danske børn et stempel i panden. Det danske velfærdssamfund inddeler folk i kaster – ikke som i Indien – men som sociale grupperinger, der går i arv.

Er ens forældre ufaglærte, bliver man højst sandsynligt selv ufaglært. Er ens forældre akademikere, bliver man det nok også selv. I dag lever danskerne mere adskilt og er cementeret i forskellige sociale grupper. Blandt den fattigste femtedel er risikoen for selv at ende i lavindkomstgruppen blevet fordoblet siden år 2000. Dengang lykkedes det for 16 pct. af de 35-årige at blive mønsterbrydere, det vil sige, at de havde forældre tilhørende den fattigste femtedel af befolkningen, men endte selv i den rigeste femtedel som voksne. Siden da er tallet faldet. I 2016 brød 12 pct. på den måde mønstret.

Høj social mobilitet er en del af den danske fortælling om, at velfærdssamfundet er i stand til at løfte de svageste. Men i Danmark eksisterer stadig store forskelle i livsvilkår og livsforløb alt efter, hvilken social baggrund man er født med. De forskelle, der i gennemsnit eksisterer på tværs af social baggrund, bliver fastholdt gennem resten af livet. 30-årige, hvis mor har en videregående uddannelse, har i gennemsnit gennemført tre års mere uddannelse end 30-årige med ufaglærte mødre. Og 40-årige, hvis mor har en videregående uddannelse, har i gennemsnit en 50 pct. højere lønindkomst end 40-årige med ufaglærte mødre.

Social arv som for 50 år siden

Når det gælder den sociale mobilitet, ligger Danmark i den dårligste tredjedel af OECD-lande. Den meget store offentlige velfærdssektor i Danmark fører ikke til større social mobilitet og den sociale opstigning. Det er blevet sværere gennem uddannelse at kravle op af den sociale rangstige. Stik mod intentionerne er de unges uddannelse blevet mere afhængig af deres forældres baggrund end tidligere. Og afhængigheden – den sociale arv – svarer i dag til det Danmark, der eksisterede for 40-50 år siden.

De nedslående konklusioner rokker selve kernen i den danske velfærdsmodel – nemlig forestillingen om, at det danske samfund i høj grad sætter mennesker fri af deres sociale baggrund og sikrer, at man kan bevæge sig socialt – fra at være bistandsklient til at blive bankdirektør. Børn af arbejdsløse i Danmark skal kunne blive direktører en dag – det er alle enige om. Men det er blevet sværere de senere år. Æblerne falder stadig tættere på stammen, og mønsterbryderne bliver færre.

Sammenfattende kan det konkluderes, at det danske velfærdssamfund ikke er i stand til at skabe bedre muligheder for de svageste, men hælder blot glasur i form af skattefinansieret velfærd og overførselsindkomster ud over kasteforskellene. Hvis målet for velfærdsstaten ikke kun handler om økonomisk lighed, men også om, at alle skal kunne forme deres liv, som de ønsker uafhængigt af deres baggrund, må man konstatere, at det danske velfærdssamfund har svigtet. De ressourcestærke løber allerede i en tidlig alder fra de ressourcesvage. Det gjorde de før velfærdsstaten, og det gør de stadig.