Onsdag kl. 18.03 bemærkede en nabo noget larm fra Rådmands Boulevard i Randers C, hvor der pt. er noget vejarbejde. Da han kiggede ud på vejen, kunne han se en mand, der var i færd med at vælte afspærringshegnet langs cykelstien. Efterfølgende gik manden hen til en gravemaskine og begyndte at brække et dæksel op.
Naboen til vejarbejdet råbte til manden, at han skulle stoppe og forlade stedet. Det fik manden til at komme over til naboens indkørsel, hvor han begyndte at råbe skældsord efter ham. Naboen bad ham igen om at gå, og der opstod noget tumult, der resulterede i, at manden rev naboen i ansigtet med en mindre rift til følge.
En anden nabo så, at der var opstået tumult og kom sin nabo til undsætning. De fik sammen manden til at forlade stedet, hvorefter de ringede til politiet. Da betjentene ankom, pegede de to naboer dem i retning af en gård ved Skolevej, hvor manden var gået ind.
Betjentene fik kontakt til den 21-årige mand, der blev anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Ved ankomst til politigården blev han desuden sigtet for overtrædelse af knivloven, da han blev fundet i besiddelse af to enhåndsbetjente foldeknive.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)