Torsdag den 13. maj om aftenen standsede politiet en bilist til kontrol på Dalsgaardvej i Nr. Kongerslev. Årsagen til, at man havde besluttet sig for at standse bilen, var, at bilen ikke var forsynet med nummerplader. Men det skulle vise sig, at der var flere lovbrud på færde.
Ved nærmere undersøgelse kunne politiet se, at bilisten – en 32-årig mand – ikke havde den lovpligtige forsikring på sit køretøj, var frakendt førerretten til personbil og tilsyneladende var påvirket under kørslen. En narkometertest viste nemlig, at bilisten tilsyneladende var påvirket af både cannabis og kokain. Derudover viste en alkometertest, at bilisten tilsyneladende havde indtaget spiritus i sådan en grad, at hans promille var klart over den lovlige grænse på 0,5.
Politiet sigtede og anholdt derfor bilisten for følgende:
- Narkopåvirket kørsel
- Spirituskørsel
- Kørsel uden førerret
- Mangel på nummerplader
- Mangel på forsikring
En blodprøve blev efterfølgende udtaget på skadestuen som bevismateriale i sagen.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)