NATO NÆRMER SIG PLEJEHJEMMET

Med kun godt otte måneder til præsidentvalget i USA er de vestlige medier og politikere ved at komme op i gear i det løbende karaktermord på tidligere præsident Trump. De mange politiske retssager, der er anlagt mod ham, får næppe medhold ved USA’s højere retsinstanser. Det er skueprocesser i klassisk sovjetstil, der udelukkende har til formål at fastholde Trump som gidsel i en række retslokaler, så han er forhindret i at deltage i den kommende valgkamp. Det ved Trumps modstandere godt, og medier og politikere arbejder derfor med en plan B, der har til formål at mistænkeliggøre ham i en grad, at selv borgerlige vælgere, der synes om ekspræsidentens politik, kommer til at ryste i bukserne og bliver hjemme på valgdagen.

Herhjemme har Berlingske mobiliseret to af sine mest benyttede kommentatorer til anti-Trump kampagnen. Mogens Lykketoft, hvis idealsamfund er den cubanske ’sambasocialisme,’ proklamerer i avisen, at Donald Trump kan ventes at kastrere NATO, så alliancen går i opløsning, hvorefter Ukraine udleveres til Rusland. Søren Pind vil ikke stå tilbage for Lykketoft og stempler Trump som narcissistisk, nepotistisk, vulgær og skånselsløs, en diktatorisk skikkelse, der vil sætte alle kræfter ind på at blive konge i USA. Danske medier og politikere har vedtaget en sandhed om, at den amoralske Trump vil forlade NATO og lade Europa sejle i sin egen sørgelige sø. Trump er ligeglad med musketer-eden, konstaterer vi. Ja, hvad med musketer-eden? I den danske version er vi helt med på ’En (USA) for alle, men ikke så meget på ’alle for en’. Danmark og Tyskland har i årtier ladet USA betale for vores grove forsømmelser af NATO-medlemsskabet. Vi er sammen med tyskerne NATO’s største skruebrækkere og nasserøve. Og sådan synes vi, at det skal fortsætte.

Trump er ikke modstander af NATO. Han er modstander af amerikansk beskyttelse af NATO’s passive medlemmer, der efterlader deres ubetalte regninger til USA’s arbejdere, butiksfolk og håndværkere. Trump kræver, at Europa påtager sig et større militært og økonomisk ansvar for sit eget forsvar, men i tæt samarbejde med USA. I sin store strategiske tale i Warszawa i juli 2017 understregede præsident Trump foran et jublende menneskehav: ”Amerikanerne ved, at en stærk alliance af frie, suveræne og uafhængige nationer udgør det bedste forsvar for vores frihed og interesser. Det er derfor, at vi i USA’s regering kræver, at alle medlemmer af NATO opfylder deres fulde og retfærdige økonomiske forpligtelser. Jeg vil gerne fremhæve, at USA i ord og handling står ubrydeligt bag artikel 5, den gensidige forsvarsforpligtelse”. Så skulle den ged vist være barberet.

NATO er fra 1948 og er lige så forældet som en Ford V8 af samme årgang. De globale militærstrategiske udfordringer i dag er nogle helt andre end under den kolde krig i 1900-tallet. NATO blev dannet som et bolværk mod en sovjetisk invasion af Vesteuropa. Man vidste, at de sovjetiske planer omfattede et massivt angreb med tusindvis af kampvogne, der skulle trænge ind i Tyskland hen over de nordtyske sletter og over Fulda-dalstrøget mellem Hessen og Thüringen. Målet for Den Røde Hær var at nå hurtigt frem til de europæiske havne ved Atlanterhavet for at forhindre landsætningen af tropper og krigsmateriel fra USA. Vesttyskland var derfor spækket med amerikanske kampvogns- og infanteridivisioner samt materieldepoter og flybaser.

Alt det er der ikke brug for mere. Sovjetimperiet med Warszawapagten brød sammen og det nye Rusland har et beskedent BNP, nogenlunde som Italien. Uden olie- og gasforekomsterne ville Rusland nærmest have en økonomi som et udviklingsland. Putin har ikke en kinamands chance for at overleve en frontal kollision med NATO’s samlede styrke. Hans ambitioner er derfor mere beskedne, men dog ubehagelige nok. Ud over at Ukraine skal hjem til det russiske rige, har Putin med sikkerhed ambitioner om at sætte sig på Moldova og de russisktalende regioner i Baltikum. Alligevel er NATO’s basale struktur som den altid har været, så alliancen er organiseret til en fortidig krig, der ikke kan finde sted.

Hvis NATO ikke eksisterede, men skulle opbygges fra bunden og indrettes til en ny global strategisk situation, ville alliancen se helt anderledes ud end i dag. Truslen kommer ikke mere fra sovjetimperiet, men fra en ’ondskabens akse’, der består af Rusland, Kina, Iran og Nordkorea. Det nuværende regionale NATO burde derfor omdannes til en global forsvarsalliance af demokratiske retsstater, som ud over USA og de nuværende NATO-medlemmer – minus Tyrkiet – også inkluderer Japan, Australien, New Zealand og Sydkorea samt en særlig forsvarsaftale med Taiwan. Vi har brug for en stærk global alliance til forsvar for folkestyre og frihed. Ikke en hensygnende regional alliance som det gamle NATO, hvis militære rolle i den gamle form er udspillet.

Danske medier og politikere befinder sig imidlertid galakser borte fra disse afgørende strategiske perspektiver, der er bestemmende for den vestlige kulturs overlevelse. Vi vil hellere stemple Donald Trump som en kynisk fascist, fordi han ikke mere vil lade amerikanske borgere betale og dø for NATO’s feje og usolidariske medlemmer, der kun tør kæmpe til sidste amerikaner.