Naturstyrelsen har udviklet nye naturmål, der skal gøre det mere tydeligt, hvad formålet med naturplejen er på et konkret naturareal. Planerne er særligt målrettet de dyreholdere, som stiller deres dyr til rådighed for at afgræsse de statslige naturområder af hensyn til naturen.
For at passe på naturtyper som enge og overdrev samt flere truede og sjældne arters levesteder i de statslige naturområder, får Naturstyrelsen hjælp af græssende dyr som kreaturer, heste og får. De skaber variation og holder højtvoksende græs, buske og andre planter nede, så der bliver lys og plads til vilde blomster, engfugle, sommerfugle og andre truede og sjældne arter.
Langt de fleste af de græssende dyr tilhører private forpagtere, der på de enkelte naturområder indgår aftale med Naturstyrelsen om, hvordan naturområderne skal græsses. For at sikre, at dyreholderne er godt oplyst om, hvordan deres dyr bedst hjælper naturen, har Naturstyrelsen nu udviklet nye naturmål. De skal gøre det klart, hvilke særlige arter og naturtyper, der er i området, hvilke rammer der er for naturplejen, hvad der er af eksisterende og potentielle naturværdier samt oplyse om andre vigtige hensyn som friluftsliv, kulturhistorie og landskab.
– Mange af de store, græssende dyr lever ikke længere vildt i naturen. Derfor er forpagternes dyr et uundværligt redskab til at skabe en varieret natur til gavn for sjældne dyr og planter. Det har vist sig, at en del af de dyreholdere, vi samarbejder med, ikke kender naturmålet for de områder, deres dyr græsser på. Jo mere tydelige og transparente vi er omkring formålet, jo bedre bliver indsatsen og vores samarbejde med forpagterne, siger kontorchef Mads Jensen, Naturstyrelsen.
Naturstyrelsen har hentet inspiration til de nye naturmål rettet mod forpagtere fra et projekt, som landbrugets rådgivningscenter SEGES har gennemført i 2018. Her har SEGES interviewet forpagtere og dyreholdere landet over om deres kendskab til naturmål, når der anvendes græssende dyr i forvaltningen. SEGES har på den baggrund selv udviklet en model for såkaldte ’fokusplaner’.
Naturstyrelsen har nu udviklet en ny model for naturmål med inspiration fra SEGES’ projekt, som styrelsen har afprøvet på de statslige naturområder på tværs af landet i løbet af 2019. Modellen med naturmål tages blandt andet i brug, når styrelsen sender forpagtninger af naturområder i udbud, så potentielle forpagtere dér kan se, hvorfor der stilles specifikke vilkår i forpagtningsaftalen.
– Der er ikke en ”one size fit’s all-model”, når vi skal passe godt på naturen. Derfor ser vi altid på, hvilke naturværdier, der findes i det enkelte naturområde og tilpasser indsatsen derefter. Nogle steder har vi dyr, der græsser året rundt, andre steder vil vi gerne gøre en indsats for fx engfugle, så her kommer dyrene først ud i løbet af sommeren, så engfuglene kan nå at få deres unger på vingerne. På baggrund af vores mangeårige erfaringer med målrettet naturforvaltning og input fra SEGES har vi udviklet en ny model, som systematiserer og strukturerer formål og særlige hensyn i forvaltningen. Den model implementerer vi nu i større skala, og vi har løbende fokus på at vurdere og evaluere anvendelsen og effekten, siger Mads Jensen.
Naturstyrelsen udarbejder fremadrettet naturmål for de konkrete naturområder i takt med, at forpagtningsaftalerne udløber og skal i udbud.
Fakta: Ny model for naturmål
Naturmål skal på sigt omfatte alle styrelsens lysåbne naturarealer som omfattes af forpagtnings- eller græsningsaftaler.
Naturmål er et dokument der indeholder de konkrete naturmål for det enkelte areal. Naturmål tager udgangspunkt i arealets tilstand, der fastlægges en målsætning for arealet og endelig vælges virkemiddel. Det konkrete areal forvaltes desuden under hensyntagen til friluftsliv, kulturhistorie, landskab mv.
Over halvdelen (nærmere bestemt hele 56%) af de arealer som Naturstyrelsens forvalter er udpeget som Natura 2000-områder. I disse internationalt beskyttede områder afstemmes naturmål med de gældende Natura 2000-planer, -handleplaner og -plejeplaner.
Læs mere om Natura 2000-planerne på Miljøstyrelsens hjemmeside
Som en del af naturmål skal man bl.a. identificere arealets fokusarter, være opmærksom på beskyttelse og udpegninger, samt evaluere den hidtidige driftshistorie.
Læs mere på Naturstyrelsens hjemmeside om naturmål og græssende dyr
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)