Af Jens Fuglsang Edelholt
SØIK har rejst tiltale mod Nets Denmark A/S og Nets A/S for at misbruge en dominerende stilling på markedet. Der er nedlagt påstand om bødestraf.
I en årrække fra 2012 til 2016 har Nets Denmark A/S (tidligere Teller A/S) reelt låst en række store kunders valg af indløsning af betalingskort og mobilbetalingsløsninger. Det er blandt andet sket ved at give klækkelige rabatter, og dermed har selskabet brudt lovgivningen.
Det mener Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK), som derfor har rejst tiltale mod Nets Denmark A/S og Nets A/S for at overtræde konkurrenceloven.
Sagen handler om en række rabatter og betingelser i kontrakter til store kunder, som reelt har været medvirkende til at afskærme markedet, fordi Nets Denmark A/S i perioden har anvendt såkaldte eksklusivitetsrabatter over for større kunder.
»Når man er en stor spiller med en meget dominerende stilling på markedet, er det meget alvorligt, hvis man misbruger den position til at gøre det sværere for nye og mindre konkurrenter at komme ind på markedet. Det hæmmer konkurrencen hvilket i sidste ende medfører, at det kan blive dyrere eller dårligere for kunderne. Vi mener, at Nets Denmark A/S har indsat nogle vilkår i kontrakterne for en række store kunder, som nærmest gør det umuligt for andre at etablere sig, og det er efter vores opfattelse ulovligt. Derudover mener vi også, at moderselskabet har svigtet sin forpligtigelse til at sørge for, at Nets Denmark A/S har overholdt lovgivningen på området, og derfor er moderselskabet Nets A/S også tiltalt,« siger specialanklager Niels Dengsø Kjærsgaard.
Baggrunden for sagen er, at Konkurrencerådet i 2018 gav Nets et påbud om, at en række kontrakter var i strid med konkurrencereglerne. Denne afgørelse blev stadfæstet af Konkurrenceankenævnet i 2019, og sagen blev herefter anmeldt til SØIK af Konkurrencerådet. Nets har indbragt Konkurrenceankenævnets afgørelse for Sø- og Handelsretten.
SØIK har nu rejst tiltale, men det er forventningen, at straffesagen vil skulle afvente den civile afgørelse, som verserer i Sø- og Handelsretten, og at straffesagen derfor først vil blive afgjort om nogle år.
Der er nedlagt påstand om bødestraf.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)