Næste gang du smutter på tanken eller i kiosken, vil du ikke længere kunne få øje på cigaretpakkerne bag disken. Heller ikke rulletobak, nikotinposer eller andre produkter med tobak vil længere stå synligt på hylderne, og reglerne gælder både i fysiske butikker og ved online handel.
– Tobak ved kassen er ganske enkelt reklame. Og man skal ikke kunne reklamere for et produkt, der er så sundhedsskadeligt, at knap 13.000 danskere dør som følge af det hvert år. Cigaretter og tobak er ikke et hverdagsprodukt som letmælk eller rugbrød – tobak er årsag til flere livstruende sygdomme og skaber dyb afhængighed. Det produkt fortjener ikke en fremtrædende placering i butikkerne, hvor alle kan se det, siger Morten Ørsted-Rasmussen, Chef for Strategi, Forebyggelse og Udvikling i Hjerteforeningen.
Udstillingsforbuddet har kun betydning for synligheden af tobak – ikke på sortiment eller pris.
Stor betydning for unge
Udstillingsforbuddet mod tobaksvarer, som loven hedder, er en del af den ’Handleplan mod børn og unges rygning’, som et flertal af partierne i Folketinget vedtog i 2020. Den indeholder flere dele, der tilsammen skal forhindre børn og unge i at ryge.
– Udstillingsforbuddet kommer til at få betydning for børn og unges opfattelse af tobak. Når cigaretterne ikke længere står fremme, bliver de mindre synlige og mindre accepterede for vores børn. Og dem, der er stoppet eller gerne vil stoppe med at ryge, bliver ikke fristet til at ryge, når de handler og bliver mindet om produktet i køen ved kassen, siger Mette Lolk Hanak, forebyggelseschef i Kræftens Bekæmpelse.
Ifølge nye tal fra TrygFonden, Kræftens Bekæmpelse og Hjerteforeningen vil langt de fleste danskere ikke savne tobakken bag kassen – 72 pct. synes nemlig godt om at skjule tobakken i butikkerne. Kun 8 pct. er imod.
Salget af tobak falder
De fleste store supermarkedskæder har de seneste par år haft tobakken skjult bag forhæng eller i skabe, og det kan mærkes på salgstallene. Hos Coop skjulte man tobakken i alle butikker i april 2019. Omtrent et år efter var salget af tobak faldet med cirka 10 pct.
– Vi har sat som mål, at vi i 2030 får den første røgfri generation i Danmark. Et af de stærkeste værktøjer har vist sig at være skjult tobak. Med det har vi fjernet tobaksindustriens sidste mulighed for at markedsføre deres produkter. Derfor er det godt, at resten af branchen nu følger efter, så cigaretterne er skjult i hele detailhandelen, siger ansvarlighedsdirektør i Coop, Signe D. Frese.
Hun bliver bakket op af Jette Jul Bruun, underdirektør i TrygFonden:
– En række detailkæder er gået forrest og har allerede vist, at det giver mening at gemme tobakken væk. Vi er glade for, at udstillingsforbuddet nu også kommer til at gælde for kiosker, små købmænd og på tankstationer, så vi får den fulde virkning af initiativet.
Sammen med Kræftens Bekæmpelse dannede TrygFonden i 2017 partnerskabet ’Røgfri Fremtid’, der arbejder for, at ingen børn og unge ryger i 2030.
……………………………………………………………………………………………….
Om undersøgelsen ‘Danskernes holsning til tobak’
Analysen er baseret på 5.119 besvarelser fra en spørgeskemaundersøgelse blandt personer i alderen 15 år og derover. Undersøgelsen er repræsentativ på køn, alder, region og uddannelse. Undersøgelsen er gennemført som en webbaseret panelundersøgelse af Kantar Gallup for TrygFonden, Kræftens Bekæmpelse og Hjerteforeningen i perioden 13. november til 11. december 2020.
Mini-analyse: Danskernes holdning til ‘tobak under disken’ og neutrale tobakspakker
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)