Anne Marie Løkkegaard er uddannet klassisk sanger og journalist. Hun er gift med Jens og mor til Juliane og Karoline. Søster til Jacob, Morten og Thomas. Og så lever hun med den ubarmhjertige kendsgerning bipolar lidelse. Anne Marie Løkkegaard er også nyslået forfatter til bogen ’Bipolar og mig’, og hun har et særligt ærinde: At fortælle om det, mange skjuler, nemlig manien.
Det er tit depressionen, der kommer i første række, når man taler om psykiske lidelser. Det er også naturligt, da alt for mange mennesker lider af det. I mediebilledet er vi vant til, at den depressive tilstand bliver beskrevet af kendte skuespillere, forfattere, musikere, politikere.
De færreste ved, hvad det betyder at være manisk. På den ene side er tilstanden stærkt tabuiseret, fordi man fornemmer, at det handler om noget ukontrollabelt. På den anden side tiltrækkes man måske af, at det er farligt: Hvad mon der sker?
– Jeg er gået over en bro og ser mig ikke tilbage
I bogen fortæller Anne Marie Løkkegaard ærligt om, hvad det betød for hendes liv, da hun havnede på den lukkede afdeling som 20-årig og senere måtte omlægge hele sit liv: “Sygdommen truede med at kapre mig som svingdørspatient, men jeg har nu levet med den i 25 år og fået et godt liv på trods.”
Med bogen vil hun give mening til det meningsløse.
“Nu er jeg gået over en bro. Og jeg ser mig ikke tilbage”, siger hun om tilblivelsen af bogen. “Bipolar lidelse er en ubarmhjertig kendsgerning i mit liv. Ved at fortælle det til andre, kan jeg måske hjælpe dem og selv få det bedre.”
Hendes bog ‘Bipolar og mig’ udkommer den 19. oktober på Psykiatrifondens Forlag.
Dyrisk, belastet
Det har været afgørende for hende at skrive om den del af den bipolare lidelse, der er forbundet med mest skyld og skam og som flest skjuler, nemlig manien: “Det er svært at tale om noget, der er så tabuiseret – turde jeg det? Det har domineret meget for mig, at jeg har skjult manien, at jeg har skammet mig og ikke fortalt om den.”
Anne Marie Løkkegaard bruger ord som ’dyrisk’ og ’overbelastet’ om maniske perioder. “Mani er en tilstand, hvor en masse ufiltrerede tanker fylder i hovedet på samme tid, og ens tanker ryger ud af munden uden filter. Når jeg er psykotisk, har jeg en anden opfattelse af virkeligheden i de ca. seks uger, det står på. Jeg glider bare langsomt væk fra virkeligheden.”
Hun beskriver en del af sin egen mani som ‘vred’: “Når manien står på, kan jeg rable og tale usammenhængende, men jeg ved det ikke selv. For mig giver det fuldstændig mening, og jeg føler, jeg har ret i det, jeg siger. Når jeg ser i andres ansigtsudtryk, at de ikke forstår mig, bliver jeg meget vred. Det kan være temmelig voldsomt.”
Manien har blandt andet den betydning hos hende, at hun får sagt nogle ting, som kan virke meget barske på den, de er møntet på. Og de maniske perioder har kostet dyrt på den relationelle konto. “Jeg tror, at mine ufiltrerede meninger, som bare røg ud, har haft negativ betydning for flere veninderelationer, da jeg var på konservatoriet. Men det nok især betydet, at det var svært for mig at finde en kæreste. Jeg har ofte satset på de forkerte, og det var ensomt at være single i de 12 år, jeg var det.”
En smertefuld erkendelse
At Anne Marie Løkkegaards sygdom er kronisk og dermed altid vil være en del af hendes liv, var svært for hende at tage til sig: ”Jeg havde mange anfald, da jeg var i 20’erne. Jeg fik ’rettet mit liv’ og havde ingen anfald i 12 år. Sygdommen fadede væk, men i 2014 fik jeg et tilbagefald. Og i virkeligheden er sygdommen der hele tiden. Det var en smertefuld erkendelse.”
Hun håber, at læsere, der selv har en psykisk sygdom, vil opleve følelsen af ikke at være alene. ”Det er en trøst at vide, at der er andre som du, selvom ingen taler om det. I en bredere forstand vil jeg gerne appellere til tolerancen. Måske kan jeg medvirke til, at flere forstår de spor af ødelæggelse, psykisk sygdom kan trække i et menneskes liv.”
Anne Marie Løkkegaards bog ’Bipolar og mig’ udkommer på Psykiatrifondens Forlag den 19. oktober. Den kan købes hos boghandleren eller i Psykiatrifondens webshop.
Bipolar og mig, Psykiatrifondens Forlag 2021, 136 sider, 195 kr.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)