Ny rapport: Ulovlig handel med kæledyr er omfattende

I en ny rapport kortlægger en international ekspertgruppe de omfattende problemer med illegal handel med kæledyr. Eksperterne anbefaler, at der indføres registrering af handel med kæledyr på tværs af hele EU for at imødekomme problemet.

I dag overrakte Eurogroup for Animals, en international sammenslutning af 70 dyrevelfærdsorganisationer, en ny rapport til EU’s fødevarekommissær, Stella Kyriakides. Rapporten med titlen ’The Illegal Pet Trade: Game Over’ (’Stop den illegale handel med kæledyr’, red.) er baseret på en ekspertgruppes arbejde under det kroatiske EU-formandskab og Eurogroup for Animals, og er den første af sin slags, der afdækker de omfattende problemer med ulovlig handel med kæledyr i EU.

”Ekspertgruppen bekræfter på mange måder, at den ulovlige handel med kæledyr trives i bedste velgående,” siger Jens Jokumsen, familiedyrschef i Dyrenes Beskyttelse og medlem af ekspertgruppen, der står bag rapporten.

”Alene i EU skal der en årlig tilstrømning på godt 8 millioner hundehvalpe til for at imødekomme efterspørgslen fra nye hundeejere. Handlen med hunde og katte i EU anslås at repræsentere et tocifret milliardbeløb årligt, og det er derfor meget tillokkende for mere skrupelløse typer, som ønsker at tjene penge på at avle og sælge kæledyr uden at leve op til reglerne,” siger Jens Jokumsen, som samtidig peger på, at den digitale handel på Facebook og online salgssider har skabt et rent slaraffenland for ulovlig handel med kæledyr.

”Det er næsten legende let at omgå myndighedernes blik og kontrol, hvis man vil. Online er der ingen, der registrerer, hvor mange dyr, der handles med, og det overlades fuldstændig til køberne at gennemskue, om sælgeren har rent mel i posen,” siger han.

Ofte avles hunde i Østeuropa under dårlige forhold og importeres til særligt de nordiske lande, hvor efterspørgslen efter bestemte racer er stor. Det er typisk hunde af racen malteser, fransk bulldog eller bomuldshunde, der er populære lige nu. Men avlen foregår under tvivlsomme vilkår, og hundekøberne risikerer at stå med store dyrlægeregninger.

”De her avlere og importører gør det kun for profittens skyld. De er ligeglade med at avle sunde, robuste og gode familiehunde, der kan leve et langt og sygdomsfrit liv. Vi ser endda eksempler på, at man har forfalsket dyrlægecertifikater for at få det til at fremstå som om, at hunden er sund og rask, men i virkeligheden kan det blive en rigtig dyr fornøjelse for de nye ejere i form af tårnhøje dyrlægeregninger, og i de værste tilfælde kan det ende med en aflivning,” siger Jens Jokumsen.

Behov for internationalt register for handel med kæledyr

Rapporten indeholder en række anbefalinger til, hvordan problemet med den illegale handel med kæledyr kan undgås.

”Den illegale handel med kæledyr er grænseoverskridende på tværs af EU-lande, så derfor er der både brug for nationale og internationale tiltag for at komme problemet til livs. De vigtigste værktøjer er at få indført obligatorisk mærkning og registrering af hunde og katte samt obligatorisk registrering af salg. Det kan lyde omfattende, men på mange måder er det ikke anderledes, end hvis man skal købe og sælge en bil i dag. Her har vi bare at gøre med levende væsner. Dernæst er det vigtigt at få registrene til at tale sammen på tværs af EU-medlemslande, så den grænseoverskridende handel kan overvåges,” siger Jens Jokumsen.

Dyrenes Beskyttelse overvåger og efterforsker selv onlinehandel med hunde i Danmark og melder mistanke om overtrædelser til politiet.

”Men det ville ikke være nødvendigt, hvis der var et ordentligt system på plads, så både dyr og nye dyreejere blev beskyttet mod den illegale avl og handel. Det ville også kræve færre ressourcer af politiet, som i dag skal efterforske alle sager om ulovlig handel,” siger Jens Jokumsen.

Anbefalinger til EU og medlemslande

Ekspertgruppen kommer i den nye rapport med i alt 18 anbefalinger til EU og 14 anbefalinger til medlemslande til, hvordan problemet med illegal handel med kæledyr kan imødekommes. Anbefalingerne omhandler blandt andet:

  • Europa-Kommissionen bør undersøge effekten af at indføre et harmoniseret system på tværs af medlemslande for mærkning og registrering af hunde og katte.
  • Der bør indføres EU-regler, der pålægger online salgssider ansvar for at fjerne annoncer for ulovlig handel, herunder med dyr. Sælgere af kæledyr bør registreres og verificeres.
  • Medlemslande bør indføre nødvendige krav om mærkning og registrering af kæledyr, samt sikre håndhævelse af dette.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)