Ny turist-app viser vej til de bedste ture og fortællinger i København

Nu kan turister i København tage på selv-guidede gåture med podcasts om markante danskere og historier om fremtrædende seværdigheder uden at skulle have penge op af lommen

Kunne du tænke dig at tage på en eventyrtur rundt i København? Gå i Kong Christian d. 4’s fodspor? Eller tage en byvandring i videnskabens verden, mens du lytter til den fascinerende historie om nobelpristageren Niels Bohrs fantastiske liv?

En ny app til turister, Click A Story, gør det nemmere for turister at opdage de fantastiske historier, som kitter København sammen som mørtel mellem mursten samtidig med, at de går rundt i byen.

Turisterne kan vælge mellem otte forskellige byvandringer, fx Copenhagen Highlights, The Philosophers Walk og The Royal Walk med fem stop på turen. Det interaktive kort gør det nemt at finde rundt.

Mens turisterne udforsker byen, kan de lytte til podcasts om markante danskeres liv – blandt andre H.C. Andersen, Karen Blixen og Søren Kierkegaard.

”Gode historier får døde bygninger og steder til at leve. Mange turister vil gerne høre historierne uden nødvendigvis at skulle gå rundt i en gruppe efter en guide, som de måske ikke kan høre gennem larmen. Mange ønsker også at gå i deres eget tempo. Med Click A Story tager vi de traditionelle audioguides til et nyt niveau ved at kombinere de bedste historier med moderne, digitale muligheder”, siger Nina Vinther Andersen, stifter af Click A Story.

Fakta:

  • Syv ud af ti turister kommer til København for at lære byen og dens historie bedre at kende
  • Ni ud af ti turisters foretrukne aktivitet er at gå rundt i byen
  • Fem ud af ti er interesserede i prædefinerede temaer som ’H.C. Andersen ’, ’Vikingerne’ og ’Den royale kulturarv’
  • Tre ud af ti turister bruger online city guides til at finde rundt
  • To ud af ti bruger mobile apps til informationssøgning under deres besøg i København

Kilde: Den Digitale Storbyrejsende, Wonderful Copenhagen 2014

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)