Nye Borgerlige har intet udrettet – bare vi havde fået Paludan i stedet

Når danskerne næste gang går til stemmeurnerne, kan de se tilbage på to valgperioder med Nye Borgerlige. Et parti, som til den tid ikke vil have nogle resultater at fremvise til dets vælgere. Vælgerne må nøjes med en lang næse. 

For hvad har partiet opnået parlamentarisk? Svaret er absolut intet. Nul og niks.

Nye Borgerlige har godt nok  fremlagt seriøse bud på løsninger af væsentlige samfundsudfordringer (man kan vist finde dem på partiets hjemmeside), men hvor mange danskere har fået et bedre liv af, at forslagene ligger der og samler støv? Ingen.

 

Dansk Folkeparti var en en kæmpe succes i opposition

Og inden nogen kæfter op om de “manglende 90 mandater”, som er blevet automatsvaret, uanset hvilket parti, som skal bortforklare manglende resultater, så stop en halv!

For selv uden 90 mandater – og selv i opposition – kan et parti gøre sig nyttigt i folketinget.

Tænk blot på, hvordan det lykkedes Dansk Folkeparti at sætte dagsordenen i den politiske diskurs fra partiets fødsel i 1995 og de følgende seks år, hvor partiet var i opposition, indtil det blev parlamentarisk grundlag for VK-regeringen under Fogh.

I stedet for at klatre op i et træ med tre “ufravigelige krav”, som ingen anden partileder i det danske folketing nogensinde ville acceptere, opførte Dansk Folkeparti sig i modsætning til Nye Borgerlige både klogt og strategisk.

Takket være DF blev danskerne hver eneste dag mindet om behovet for et opgør med 15-20 års katastrofal indvandringspolitik, og for hver dag der gik, vænnede danskerne sig til tanken om, at omfattende stramninger var nødvendige.

 

Paludan havde flyttet samtalen til højre

Den mulighed har Nye Borgerlige total forspildt. Da partiet første gang kom i folketinget i 2019, skulle man fra dag ét have skubbet samtalen om indvandring til højre. Helt konkret burde partiets MF’ere have talt om nødvendigheden for tvungen repatriering af et meget højt antal muslimske indvandrere.

Her havde Paludan med garanti leveret varen! I 2019 var selv han så pragmatisk, at han hverken stillede “ufravigelige” eller “ultimative” krav på forhånd.

Og selvom det er umuligt at spå om, hvad Stram Kurs kunne have udrettet i folketinget, så er der næppe nogen tvivl om, at en mand som Rasmus Paludan ville have givet selv de mest erfarne politikere kamp til stregen når diskussionen faldt på indvandring.

Nogle af de forslag Paludan luftede i 2019, var muligvis allerede gjort stuerene den dag i dag, var han blevet valgt, alene fordi han rationelt og i en uendelighed ville have forklare danskerne, at sådanne tiltag er nødvendige for landets overlevelse.

 

DF gjorde det radikale til mainstream

Nye borgerliges eneste opgave i opposition var at påvirke diskursen om indvandring så langt til højre som muligt – præcis som DF fjorde i 90’erne.

Konsekvensen af DFs insisteren på stramninger har som bekendt medført, at det, der blev opfattet som radikale forslag dengang, i dag er mainstream hos næsten alle andre partier.

Nye Borgerlige har allerede spildt tre år. Skulle det blive bedre, når formanden hedder Lars Boje Mathiesen?

Han virker ærlig talt virker mere optaget af at høre og se sig selv, når han henvender sig til laveste fællesnævner i befolkningen med sine dum-populistiske “Hej med jer derude-videoer” end at kæmpe for et Danmark fri for islam.

Manden stråler ikke ligefrem af dannelse. Der er  desværre ingen grund til optimisme.