Behovet for bedre kommunikation mellem hospital og kommune bliver stadig vigtigere. Bl.a. på grund af det stigende antal ældre borgere og manglen på sundhedsfagligt personale.
Bedre sektorovergange
I et nyt projekt sigter Regionshospitalet Gødstrup og Herning Kommune mod bedre sektorovergange ved at give kommunens plejepersonale nem adgang til patienternes sundhedsoplysninger fra hospitalet i det tidsrum, hvor borgeren skifter fra hospital til kommune.
– Projektet er en spændende mulighed for at forbedre samarbejdet mellem hospitalet og kommunen. Vi håber, at dette innovative projekt vil bidrage til at skabe et mere sammenhængende sundhedsvæsen, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).
Forebyggelse af genindlæggelser
Resultatet af projektet er en ny webportal udviklet af Systematic. Webportalen giver sundhedsfaglige medarbejdere i kommunen let adgang til hospitalets dokumentation af pleje, behandling og målinger.
– Vi har stor fokus på sammenhængende patientforløb for vores patienter og borgere, og denne nye løsning vil gøre det hurtigere for vores medarbejdere at fortsætte den behandling, som er begyndt på hospitalet og hjælpe med at forebygge genindlæggelser, siger Dorte West (V), borgmester i Herning Kommune.
Udsigter for fremtiden
Ifølge planen skal det i fremtiden også være muligt at udvide løsningen med flere informationer fra hospitalet og relevant information fra kommunen om borgeren til hospitalet.
– Kommunikationen mellem hospital og kommune er vigtig, og vi er glade for at være en del af projektet. Vi håber, at det kan være med til at skabe en model for bedre samarbejde til fordel for patienterne, siger konstitueret hospitalsdirektør på Regionshospitalet Gødstrup Henning Voss.
Pilotprojektet løber til udgangen af 2023, hvorefter det skal evalueres.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)