Nyt skyderi i Vollsmose fører til visitationszone

Mandag aften den 16. december 2019 og natten til tirsdag har Fyns Politi været massivt tilstede i og omkring Vollsmose. Årsagen er, at politiet mandag aften kl 21.59 modtog en anmeldelse om skud affyret i Fyrreparken i Vollsmose. Den foreløbige efterforskning understøtter anmeldelsen om skud, og Fyns Politi indfører derfor visitationszone.

– Det er en meget alvorlig situation, når der skydes på åben gade, hvor uskyldige borgere færdes, og derfor har vi besluttet at indføre visitationszone i området. Visitationszonen giver os bedre mulighed for at finde de våben og de personer, der bruger disse våben. Vi vil gerne sende en klar besked til dem, der skyder, og dem der skaber utryghed om, at vi ikke vil acceptere det. Samtidig vil vi gerne vise beboerne i området, at vi er tilstede, og at vi gør, hvad vi kan, for at genskabe trygheden i Vollsmose, siger politidirektør Arne Gram.

Visitationszonen gælder fra den 17.12.2019 kl 14.00 og 4 uger frem til den 14.1.2020 kl 14.00

Visitationszone dec 2019

Visitationszonen giver politiet udvidede rettigheder til at visitere personer og køretøjer inden for zonen.

Konflikt mellem to grupper

Efterforskningsleder vicepolitiinspektør Jesper Weimar Pedersen siger: – Vi har været i gang med efterforskningen siden i går aftes, og vi har gjort nogle fund, som understøtter vores formodning om, at der har fundet en skudepisode sted. Vi har bl.a. indbragt nogle køretøjer til nærmere undersøgelse, men vi kan af hensyn til vores efterforskning ikke sige mere.

Fyns Politi har ikke anholdt nogen i sagen og har ej heller meldinger om ramte eller sårede personer.

– Vi står med en konflikt mellem to grupper, hvor vi kender personkredsene særdeles godt. Derfor fortsætter vi selvfølgelig efterforskningen, så vi kan finde de ansvarlige for skyderiet, siger efterforskningsleder Jesper Weimar Pedersen og fortsætter: – Vi kunne dog godt tænke os at tale med nogle beboere i området, da vi tænker, at nogen må have set eller hørt noget i eller omkring Fyrreparken ved 22-tiden mandag aften.

Så har man hørt eller set noget mistænkeligt i eller omkring Fyrreparken omkring kl 22.00 i går aftes, beder vi om, at man kontakter Fyns Politi på 114.

Tryghedsskabende indsats

Politiet har siden skudepisoden mandag aften styrket den tryghedsskabende indsats i Vollsmose. Det betyder mere synligt politi end sædvanligt i de næste par dage.

Om visitationszonen

Det er politidirektøren i politikredsen, der træffer beslutningen om at oprette visitationszone.

Der henvises til det vedlagte kort med det nærmere bestemt geografiske område, der i øvrigt er afgrænset inden for følgende:
Nord for Martinsminde havekoloni/Hindehøjen, mod øst langs Odense Å og Staupudevej til Nyborgvej, mod syd Nyborgvej og Munkerisvej til Ejby Møllevej og mod vest Ejby Møllevej til Skt. Jørgens Gade, Åsumvej og Ejbygade nord for Martinsminde havekoloni/Hindehøjen.

Baggrunden for den geografiske udstrækning er på den ene side, at de implicerede grupperinger er særdeles mobile og hele tiden flytter sig. På den anden side er der lagt vægt på, at det i indledningen nævnte skyderi er foregået i Vollsmose. Hvis politiet skal have mulighed for at foretage visitationer for ulovlige våbenbesiddelser, skal dette kunne ske både i umiddelbar nærhed af de kendte aktuelle adresser og opholdssteder, men også i et større afgrænset område.

Visitationszonen udløber den 14. januar 2020 kl 14.00. Visitationszonen gælder 24 timer i døgnet alle periodens dage. Der vil være mulighed for forlængelse.

 

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)