Nyt talentprogram for sygeplejerskestuderende skal øge rekrutteringen og styrke sygeplejen for ældre

Et nyt ambitiøst uddannelsesprogram på Københavns Professionshøjskole skal understøtte talenter på sygeplejerskeuddannelsen og give studerende unikke muligheder for læring og specialisering inden for sammenhængende plejeforløb til ældre patienter med kroniske sygdomme.

Novo Nordisk fonden har bevilget 44,4 mio. kr. over en syvårig periode til et nyt talentprogram for sygeplejerskestuderende på Københavns Professionshøjskole med start i efteråret 2021. Projektet skal bidrage til at øge rekrutteringen til sygeplejeprofessionen og styrke sygeplejen til ældre medicinske patienter.

Talentprogrammet hedder Copenhagen Honours College i Sygepleje og er et ekstra uddannelsestilbud til de mest motiverede og ambitiøse studerende. Projektet bygger på erfaringerne fra et lignende talentprogram for naturfagslærere, som også er støttet af Novo Nordisk Fonden.

Et stigende antal ældre bliver diagnosticeret med kroniske sygdomme som eksempelvis kronisk obstruktiv lungesyndrom (KOL) og type 2-diabetes, og denne udvikling giver et øget behov for sygeplejersker med særlig viden inden for pleje af ældre medicinske patienter i den primære sektor i sundhedsvæsenet.

”Vi er meget taknemmelige for, at Novo Nordisk Fonden med denne bevilling giver os mulighed for at søsætte et helt nyt uddannelsesprogram på sygeplejerskeuddannelsen. Det betyder, at vi i endnu højere grad bliver i stand til at udfordre vores studerende og samtidig kan løfte det faglige niveau inden for sygdomme, der typisk rammer ældre mennesker. Det bliver der hårdt brug for fremover”, siger rektor Stefan Hermann fra Københavns Professionshøjskole.

Med uddannelsesprogrammet, der påbegyndes på 2. studieår, er der særligt fokus på at give de studerende specialiserede kompetencer, der ligger ud over grunddannelsen, så de kan varetage individualiserede, sammenhængende plejeforløb til ældre med kroniske sygdomme.

For at opbygge viden om talentdidaktik vil talentprogrammet blive evalueret og fulgt forskningsmæssigt. Det vil skabe viden, som også vil være til gavn for udvikling af den ordinære sygeplejerskeuddannelse.

”Med støtten ønsker Novo Nordisk Fonden at bidrage til, at de studerende får mulighed for at dygtiggøre sig inden for et meget vigtigt felt. Målet er, at talentforløbet kan være med til at gøre sygeplejerskeuddannelsen til et endnu mere attraktivt studievalg for kommende studerende, som har mod på en ekstra faglig udfordring i løbet af deres uddannelse. Samtidig er vi stolte af at kunne bidrage til udviklingen af en helhedsorienteret patientpleje af kronisk syge”, siger Berith Bjørnholm, Senior Vice President, Education & Outreach hos Novo Nordisk Fonden.

I løbet af den syvårige projektperiode får i alt 120 studerende mulighed for at tage et toårigt forløb svarende til et halvt års fuldtidsstudie (30 ECTS-point) ud over grunduddannelsen. Københavns Professionshøjskole optager halvårligt 15 studerende med start fra efteråret 2021.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)